I flygtningelejren

Det knuser mit hjerte at tænke på Syrien

Publiceret 12. marts 2017

Syriske Abu Shihads liv er sat i venteposition i flygtningelejren Azraq i Jordan, hvorfra han sammen med 35.000 andre ­flygtninge venter på fred. Selvom hans børn trives og går i skole i lejren, så er savnet til Syrien ubærligt stort for ham.

Himlens dybblå farve står i kontrast til den støvede, rødlige jord, der strækker sig ud i horisonten. Der er ingenting. Kun et goldt landskab, en tør jord og så en bred asfalteret vej uden sving, kryds eller sideveje. Vejen har tilsyneladende kun en destination; Azraq-lejren i Jordans ørken.

I det tomme landskab 90 kilometer fra den syriske grænse, halvanden times kørsel fra hovedstaden Amman og uendelig langt fra en danskers virkelighed bor 35.000 syriske flygtninge. De kridhvide blikskure står i snorlige rækker og er alle omringet af et hegn. På en og samme tid holder lejren faren ude og flygtningene fra resten af samfundet.

Azraq-lejren blev åbnet i 2014, da landet største flygtningelejr, Zaatari, var fyldt op. Jordan er en af de største modtagere af syrere på flugt fra Assads regime, således er omkring hver femte borger nu syrisk flygtning, og landet er dybt afhængig af det internationale samfunds hjælp, deriblandt den danske udviklingslandsbistand, til at huse de mange flygtninge.

Lejren har været syriske Abu Shihads hjem i to år nu. I Syrien var han landmand 48 kilometer sydøst for Damaskus, indtil krigen tvang ham til at flytte. Nu bor han i et af de hvide shelters med sin kone og deres seks børn.

Abu Shihad inviterer os indenfor i shelteret, hvis vægge er beklædt med stof ligesom gulvet, der er dækket af et tykt tæppe. I dag skinner solen, men vinternætterne i lejren er kolde. Langs væggene ligger madrasser, og midt i familiens stue står en el-pejs. En tyk duft af jasmin og mellemøstlige parfumer hænger i luften, og på bordet står en skål med dadler. Indefra ligner det et hjem. Kun det hvide loft afslører, at vi stadig befinder os i Azraq-lejren.

Familien tæller Abu Shihad, hans kone, 11-årige Baara, otteårige Nour, syvårige Raghd, femårige Fatima, treårige Rafa samt Mohammed på ni måneder.

Indtil for to uger siden havde Abu Shihad et frivilligt job i lejren, hvor han hjalp med at få bredt elektricitet ud i lejren, men projektet er afsluttet nu. Dagene går med at hente vand, hjælpe børnene med deres lektier, søge et frivilligt arbejde i lejren, se tv og tale med de andre syrere. Her masser af tid til at tænke over, alt det, der var for to år siden, og Abu Shihad savner det hele.

- Jeg savner jorden. Jeg savner min familie, jeg savner mit job, og jeg savner det normale, simple liv, jeg havde. For enhver mand, der vokser op et sted, vil han savne det, når han bliver ældre. Forestil dig så, at det er ens hjemland, hvor man er født og opvokset, man forlader. Jeg savner alle detaljerne i mit liv, fortæller han.

Abu Shihads børn samler sig om ham på madrasserne. Børnene smiler, griner og leger med hinanden. Den yngste, Mohammed på ni måneder, bliver løftet rundt mellem hans fem storesøstre. Vejen hertil har været lang for familien, der flygtede fra krigen først internt i Syrien i tre måneder og derefter tog flugten over grænsen til Jordan.

- Vi ledte efter sikkerhed i tre måneder i Syrien, og så var vi nødt til at rejse, så vi skiftevis gik og kørte til Jordan. Det var et svært terræn, og jeg var konstant bange for mine børns liv. Vi måtte ikke tænde noget lys eller sige et ord overhovedet, og først da vi nåede Jordan, følte vi os sikre, fortæller faderen.

De fleste af de hvide shelters står som blanke lærreder og glinser under solen. Men indimellem er en gavlende eller to malet i klare, skarpe farver. På en grøn væg står ”RELIEF” skrevet med hvid skrift på grøn baggrund.

På en plads holder fem skolebusser på skrå ved siden af hinanden, og et mylder af drengebørn løber ud. Det er tid til skiftehold i lejrens fire skoler, hvor drengene undervises om formiddagen, og pigerne om eftermiddagen.

I Azraq er 58 procent af flygtningene børn, og hver måned fødes der gennemsnitligt 30 børn på lejrens hospital. De har alle mulighed for at gå i skole. 2000 børn møder ikke op, men lejren arbejder på at identificere dem, så alle kommer af sted.

Adgang til uddannelse for børnene var også medvirkende til, at Abu Shihad valgte at krydse grænsen til Jordan med sine døtre, der ikke længere kunne få undervisning i Syrien. En barndom i Azraq er meget tryggere end i Syrien, fortæller han:

- Det er hårdt at have ens børn til at vokse op her, men menneskerne og naboerne er søde. Vi er alle fra Syrien, og vi gennemgår næsten det samme. Børnene går i skole, de leger og nyder deres barndom.

Abu Shihad og hans kone taler sjældent om Syrien foran børnene for at skåne børnene for den del af deres historie.

- Nogle gange fortæller jeg dem om Syrien, men for de yngste er det ikke så let at forstå. Jeg fortæller, at der er problemer i Syrien, men samtidig vil jeg ikke have at de bliver distraheret med tanker om krig og vrede. Jeg ønsker, at de fokuserer på deres uddannelse og deres fremtid. Min ene pige bliver bange hver gang krigen nævnes, så nogle gange undgår jeg det foran hende. Jeg vil ikke være skyld i det, siger den 32-årige far, alt imens han lægger en hånd på datterens hoved.

Dansk Flygtningelejr har blandt andet oprettet et aktivitetscenter i lejren. Her er mænd og kvinder i færd med et skrædderkursus. Håbet er at selvstændiggøre flygtningene og give dem et hverv, de kan bruge, når de forlader lejren.

Symaskiner kører på højtryk i et stort hvidt telt, og mens maskinerne summer i baggrunden, står flygtninge med sakse foran og klipper grønt stof, der skal blive til skoleuniformer. Det er Dansk Flygtningehjælp, der står bag projektet, hvis formål ikke kun er at få produceret skoleuniformer, men også at uddanne flygtninge inden for blandt andet skrædderarbejde og give dem en selvstændighed til at tjene deres egne penge og have en hverdag i lejren.

For da borgenkrigen i Syrien er trådt ind i sit syvende år, er flygtningelejrene ikke bare et midlertidigt stop på vejen for de mange flygtninge, og derfor er der ikke kun brug for humanitær nødhjælp mad og husly, men også psykologisk hjælp, uddannelse og selvbestemmelse. Som led i den tankegang får hver flygtning 28 dollars om måneden, som de selv kan bestemme, hvad de vil købe for, og de bruger hverken kontanter eller kreditkort. De bruger EyePay. Et scanningssystem, der aflæser personens iris.

Flygtningelejren Azraq

Flygtningelejren Azraq er den andenstørste i Jordan. Den huser 35.000 flygtninge. Den største lejr i Jordan er Zaatari, der huser knap 80.000 flygtninge.

FN's Flygtningehøjkommissariat har registret 650.000 syriske flygtninge i Jordan, mens Jordans regering har opgjort tallet til at være 1,3 millioner. Det reelle tal findes formentlig et sted derimellem.

Omkring 20 procent af de syriske flygtninge i Jordan bor i flygtningelejre. 93 procent af de flygtninge, der bor uden for lejrene, lever under den jordanske fattigdomsgrænse.

I Azraq fødes der 30 børn om måneden. Den ældste i lejren er en kvinde på 99 år.

Flygtningene kan søge om at forlade lejren. Det sker oftest, hvis en flygtning skal på hospitalet, vil til byen for at finde arbejde eller studere. I alt 54.000 flygtninge er tilknyttet Azraq-lejren. Tallet inkluderer også de, der er på orlov og har fået tilladelse til at tage til byen.

Tilførslen af penge til Aqraq-lejren giver ikke alene selvbestemmelse til at vælge, hvad man vil købe, men også muligheden for at drive en butik, og således er omkring halvdelen af de småbutikker i lejrens to markeder også drevet af flygtningene selv. Landmanden kan måske ikke være landmand her, men der er glimt af håb for at holde fast i en identitet i det, der kan synes at være ingenmandsland her midt ørkenen.

Er livet bedre i Europa?

I Danmark taler nogle om følelsen af en mistet identitet, når man mister et arbejde, som vi på tværs af kulturer kæder vores identitet op på. Man kan kun forestille sig, hvordan det må være for Abu Shihad at gå fra at være landmand i eget hus - i eget hjemland - og så til at bo en et af de hvide shelters, der ligner de andre til forveksling og står skrællet for personlighed i ørkenen.

Men ifølge Abu Shihad er lejren den bedste løsning, for her kan børnene gå i skole, og Syrien er ikke så langt væk. For ham er Europa udelukket.

- Jeg vil foretrække at blive i Jordan, for det ligner der, hvor jeg er vokset op, og jeg ser det som et slags andet hjemland. Og når krigen er forbi, vil jeg tilbage til Syrien med det samme, siger han.

Abu Shihad synes at være en mand, der har accepteret det sted, han er i livet nu; En slags venteposition af ukendt længde. Imens prøver han at lade være med at tænke så meget på krigen og sit afsavn.

- Jeg drømmer om Syrien, og det knuser mit hjerte, når jeg tænker på det. Men efterfølgende er jeg nødt til at vågne op og se på virkeligheden. Det, jeg lever i nu, det er virkeligheden, siger han.