En statsbetalt heroinrus

Seks borgere fra Kolding får hver dag statsbetalt heroin på en heroinklinik. Vi fulgte tre af dem på deres daglige tur til Odense.

06.55

Toget kører ind på Kolding Banegård perron 2. Folk haster ind og ud ad toget på vej til arbejde og skole. Karsten, Martin og Henrik skal også med toget. Martin har sin cykel med, og de tre finder nemt en plads i morgentoget mod Odense. Men de er ikke som alle andre på vej på arbejde. De skal til heroinklinikken i Odense, hvor de hver dag året rundt tager over for at tilfredsstille en evig trang til stoffer. På heroinklinikken får de udleveret statsfinansieret heroin, som de selv skal sprøjte i en blodåre.

Karsten Udesen er 61 år. Han har været misbruger størstedelen af sit liv og har været stiknarkoman, siden han var midt i tyverne. Han begyndte at komme på heroinklinikken i februar.

– Jeg blev spurgt, om det ikke var noget for mig, og jeg var lidt i syv sind. Kravet er, at man skal være på metadon først en måned her i Kolding og så 14 dage på klinikken i Odense. Men jeg kan ikke lide den nedtur, det giver at tage metadon. Men jeg besluttede mig for at give det et go, forklarer Karsten, da han først er kommet på plads i toget.

– Jeg gjorde de ting, de forlangte, og så er jeg kommet i paradis. Det har givet en ro på tilværelsen, som man ikke drømmer om, konstaterer Karsten.


Karsten bor i Hyttebyen i Kolding sammen med sin hund Djengis, og han tager af sted med toget tidligt hver morgen sammen med Henrik og Martin, så de kan være hjemme igen inden middag. På den måde undgår de at bruge hele dagen på turen. Da toget ankommer til Odense, er der lige tid til at aflevere en pose flasker og købe lidt morgenbrød.

Heroinklinikken åbner først klokken 8.15, og her står masser af personale klar til at overvåge, vejlede og støtte de 90 misbrugere, som dagligt kommer på klinikken for at sprøjte heroin.

– I begyndelsen var det lidt akavet at sidde helt lovligt og skyde, mens sygeplejerskerne var der, siger han.

Der er allerede kø ved indregistreringen, da de tre ankommer. Karsten sætter sig med en kop kaffe og et rundstykke, Martin holder hans plads i køen. Ti minutter senere er det Karstens tur. Han puster i et alkometer, som fortæller, at Karsten ikke har noget alkohol i blodet.

– Har du taget noget andet, spørger medarbejderen, som registrerer brugerne.

– Nej, kun hash, som jeg røg i går, siger Karsten.

Det har ingen betydning, og Karsten stiller sig ud i den næste kø, hvor folk utålmodigt venter på, at det bliver deres tur til at komme ind i et af fixerummene. Flokken af mennesker, der venter, er broget. Der er unge og ældre, og især kvinderne har pænt og rent tøj på. Nogle er solbrune, andre er helt blege. Mange snakker og griner, men i køen kommer der hele tiden spredte bemærkninger om ventetiden. Utålmodigheden og stoftrangen lurer lige under overfladen. Kun en sjælden gang får nogen lov til at springe køen over.

– Der var én dag, hvor jeg ikke kom, fordi jeg var virkelig syg. Da jeg så kom dagen efter, havde jeg virkelig brug for det, og så gav de andre mig lov til at springe hele køen over, siger Karsten.

Karsten puster i et alkometer, inden han bliver indskrevet. Alkoholprocenten skal være på nul for at man får lov til at fixe.

De tre mænd står sammen i køen og kigger over på en fjernsynsskærm i et hjørne. Her kan de følge et overvågningskamera, der filmer gangen, og de kan se, hver gang en bruger forlader et fixerum og giver plads til den næste.

Så bliver der plads, tre misbrugere kommer ud, og Martin, Henrik og Karsten går målrettet ned ad gangen mod en af de røde døre

En god blodåre:

I fixerummet hilser personalet venligt på dem, og de tre bevæger sig hjemmevant rundt i det lille lokale. Først hen og vaske fingrene ved den lille håndvask i hjørnet. Så hen i skuffesystemet og hente bakken. Karsten har skuffe nummer 12, og på bakken ligger der blandt andet vat, plaster, renseservietter og en rød rem til at stramme om armen eller benet.

Forholdene

Der er forskel på, hvor stor en dosis heroin misbrugerne får. Karsten får forholdsvist meget, blandt andet fordi han ikke tager metadon.

Man kan få heroin to gange om dagen, men der skal gå fem timer imellem, og derfor får de tre mænd fra Kolding kun én gang i døgnet, så de ikke skal bruge hele dagen i Odense.

Den statsfinansierede heroin har fungeret som et permanent tilbud i Danmark siden 2010, og heroinen udleveres på klinikker fem steder i Danmark.

Martin er den første, der er klar til at fixe. Han trækker buksebenet op og spænder remmen lige under højre knæ. Han koncentrerer sig om at finde en blodåre.

Det samme gør Henrik, som sidder ved siden af og stikker sig i højre arm. Henrik har aldrig fixet andet end heroin, som ikke ødelægger blodårerne, og han har derfor brugt den samme blodåre i mere end 15 år.

Sådan er det ikke for Karsten. Han har sprøjtet sig med alle mulige forskellige medikamenter og har ødelagt blodårer over hele kroppen. Men han har en blodåre i sin højre overarm, som han kan bruge. Han stikker nålen ind i åren og langt ind i armen, hvor han ved, at den gode blodåre ligger.

Mens nålen er derinde, finder han plaster og et stykke vat, som han sætter over, da han trækker nålen ud og kommer den i en gul boks på bordet. Stoffet virker med det samme, han klør sig hektisk i nakken og på brystkassen et øjeblik og rejser sig så op og begynder at rydde bordet og tørre det af med renseservietter. Inden han går ud ad døren, får han en lille seddel med. 9.12 står der på den. Det er tidspunktet, hvor han må forlade klinikken, hvis han da ikke reagerer for voldsomt på heroinen.


Umuligt at forklare

Ude i heroinklinikkens caféområde kan man tydeligt se forskel på dem, der har været inde og fixe, og dem, der ikke har. Rundt ved bordene sidder folk og hænger. Nogle er i en tung døs. Martin fører med meget langsomme bevægelser sit rundstykke op til munden.

– Det er umuligt at forklare, hvordan det føles. Men lidt ligesom den der følelse, man har, når man er lige på kanten af at falde i søvn. Det er dejligt og afslappende. Og så er det vildt træls ikke at have det sådan, i hvert fald når man er afhængig, forklarer Karsten, som spiser et stykke wienerbrød.

Flere evalueringer af herointilbuddet viser, at brugerne får en bedre livskvalitet, men også at de begår væsentligt mindre kriminalitet. For nogle betyder deltagelsen i heroinprojektet, at de får overskud til at komme i afvænning. Men ikke for alle.

– For 20-25 år siden besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville have en lyserød drøm om, at det skulle lykkes at stoppe. Det er fuldstændigt accepteret, at man har den holdning, at man ikke vil standse, siger Karsten.

Efter de har sundet sig lidt, stiller de fleste sig op i køen for at få deres metadon, som de skal indtage med det samme. Men ikke Karsten. Han forklarer, at han som den eneste på heroinklinikken har valgt ikke at få metadon. Han klarer sig med heroinen og får også en pænt stor dosis til de næste omkring 24 timer.

Brugerne har deres egen skuffe, hvor bakken hver dag står klar. Her er der vat, tape, en rem til at spænde om armen eller benet, og renseservietter. Misbrugerne står selv for at injecere stoffet, men personalet er behjælpelig undervejs, hvis der er brug for det.


Hash efter heroin

Nogle af de andre brugere på stedet kommer hen til bordet for at snakke, og en af dem inviterer de tre mænd til at tage med videre for at drikke øl og ryge hash. Martin siger ja tak, de andre vil bare hjem.

– I mine unge dage drak jeg heftigt, men det stoppede jeg med, da jeg var 24 år.

Det tager fem-ti minutter at gå tilbage til banegården. På perronen hiver Henrik en pibe hash frem, som de to deler, inden toget kommer.

– Det forstærker heroinens virkning, når man ryger hash, konstaterer Karsten mellem to sug. Han ryger hash hver dag. I toget forklarer han igen lidt om, hvad det har betydet for ham at komme på heroinklinikken.

– Min livskvalitet er flere hundrede procent bedre nu. Jeg har ikke nogen bekymringer om, hvor jeg skal få mit næste skud fra, og hvordan jeg skal skaffe penge til stoffer uden alt for meget kriminalitet. Det var et lorteliv før.

Den rene og gratis heroin betyder ikke kun en langt mere rolig hverdag. Den betyder også, at Karsten får tid til helt almindelige ting. Han læser mange bøger, handler og hygger sig med sin hund og sine venner.

– Da jeg fyldte 40, sagde min læge, at det var der ingen, der havde troet. Så satte jeg mig for at blive 60 år. Nu har jeg et mål, der hedder 70. Så skal min hund og jeg herfra sammen.