Shit, det er Hanne

Selvom den 48-årige HANNE HVISTENDAHLS liv aldrig bliver det samme igen, og selvom hendes niårige datter aldrig kommer hjem at bo igen, så har Hanne tilgivet den bilist, der den 29. november 2012 var skyld i, at hun blev kørt ned i Nørregade i Esbjerg. Ulykken havde nær kostet hende livet, og i dag er hun voldsomt mærket af det. Men hun er dybt taknemmelig over for dem, der reddede hendes liv. Her er Hannes historie – som hun selv fortæller den – og som andre har oplevet den.

Den novembermorgen i 2012 havde Hanne Hvistendahl netop fejret sin datters seks års fødselsdag. Fulgt hende i skole og var selv på vej hjem i lejligheden i Nørregade 67 igen, inden hun skulle på arbejde. Så langt nåede Hanne bare aldrig. Hun så aldrig bilen, der ti meter fra hendes hoveddør, kom flyvende bagfra og på få sekunder maste hende op af husmuren.

– Jeg priser mig lykkelig for, at jeg havde nået at aflevere min datter på skolen, inden ulykken skete, næsten hvisker den nu 48-årige Hanne Hvistendahl fra sin røde lænestol, som hun lige kan holde ud at sidde i uden hele tiden at mærke smerterne fra ryggen.

Ud over arret på højre skulder og halsen, så er det faktisk ikke til at se, at denne kvinde, der selv lige har lukket os ind i lejligheden, har været ude for en ulykke, der nær havde kostet hende livet.

Men hun døde faktisk lige der på fortorvet den novembermorgen i 2012.

Alt fra halsen og ned til underlivet blev knust indeni hende, men hun blev genoplivet af den betjent og sygeplejerske, der helt tilfældigt var i Nørregade, da ulykken skete, og som ydede livreddende førstehjælp, inden ambulancen nåede frem.

– Jeg er så taknemmelig over for alle dem, der har hjulpet mig. De to unge mennesker reddede mit liv, fortæller Hanne, mens hun kæmper med en klump i halsen.

At komme videre betyder ikke, at man har glemt ting, som er sket. Det betyder bare, at man har accepteret, at det skete. Og dermed forsætter med at leve sit liv. - Hanne Hvistendahl

Hun brækkede 18 ribben, fik en flænge i leveren, hendes milt er blevet fjernet, hun fik kraniebrud, brækkede sin skulder og sit kraveben, hun har en permanent nerveskade i sin højre skulder, samtlige torntapper på rygsøjlen blev knust, hun fik et lille brud på rygsøjlen, hun har konstant ondt i ryggen, og så er der 100 andre ting, som står i hendes lægeerklæring, men som hun ikke lige kan huske.

Ud over de fysiske skader har hun nemlig også fået flere kognitive skader, hjerneskader, som betyder, at hendes korttidshukommelse er næsten ikke eksisterende. Hun bliver hurtigt træt, har svært ved at koncentrere sig, planlægge og overskue tingene og tage initiativ.

Hun husker intet

Hun husker intet fra selve ulykken. Faktisk er det første hun husker efter ulykken, at hun får besøg af sin mødregruppe på sin stue på Hammel Neurocenter den 9. februar 2013.

– Jeg husker hele deres besøg. Det var helt fantastisk, fortæller Hanne Hvistendahl, der også tydeligt husker første gang, hun så sig selv i spejlet igen.

– Jeg fik et chok. Jeg plejer at have langt lyst hår, der er velplejet. Men nu så jeg bare på en kedelig, grå mus med totalt afklippet hår, hvor den ene side af hjerneskallen var fjernet, og der bare var en fordybning.

Før ulykken beskriver Hanne sig selv som en udadvendt, spontan, sjov, glad, varm, vellidt, eventyrrig, opsøgende og tilgivende person, der elskede nye oplevelser.

Hanne Hvistendahl kan stadig godt smile og være sarkastisk, men det var vigtigt for hende ikke at gøre det på billedet, for det er ikke længere det, hendes liv er fyldt mest af. Ulykken har vendt op og ned på hendes liv for altid. - Foto: Chresten Bergh

– Jeg er heldigvis stadig tilgivende. Jeg er også stadig varm, men jeg er ikke længere opsøgende, jeg har intet overskud til mange mennesker, jeg har mistet lysten til mange ting, og jeg føler ikke, at jeg slår til overfor mine børn. Selvom jeg har fået en stor erstatning efter ulykken, vil jeg meget hellere give alle pengene tilbage, hvis jeg kunne vende tilbage til mit liv før ulykken, fortæller hun.

Det værste ved ulykken er ikke, at Hanne har fået vendt op og ned på sit liv.

Hun har kæmpet både med genoptræning, to depressioner, blodprop i lungen og været igennem en rutsjebanetur for at få så meget gang i sin krop, at hun nu igen kan gå op ad trapper, cykle og selv komme rundt.

– Da jeg lå isoleret i min lejlighed med depression, mistede jeg alle kræfter, så jeg fysisk ikke længere kunne holde til at gå mere end et par skridt. Trapperne var uoverkommelige for mig, så jeg isolerede mig bare i lejligheden. Lige der var der da aftner, hvor jeg tænkte, at det måske var bedst, at jeg ikke vågnede næste dag. Men så kom min stædighed mig heldigvis til gode. For selvfølgelig skal jeg vågne i morgen. Jeg har to børn, der har brug for deres mor. Så selvfølgelig skal jeg leve.

Hanne er blevet tildelt førtidspension, fordi hendes skader har været så omfattende, at hun ikke længere kan passe et arbejde.

– Men det værste er faktisk, at mine børns liv også er ændret for altid. Jeg har været nødt til at fortælle min nu niårige datter Julie, at hun aldrig kommer hjem og bor hos mig igen, for jeg kan med mine kognitive skader ikke tage vare på hende og hendes interesser mere.

Hannes datter har været i plejefamilie, lige siden ulykken skete. En plejefamilie, der før ulykken fungerede som aflastningsfamilie for datteren hver anden weekend, da Hanne altid har lidt af en bindevævssygdom, og datterens far ikke er inde i billedet.

Tilgivelse og tak

Selvom Hanne har måttet erkende, at hun aldrig får sin nu niårige datter hjem igen, så har hun formået at tilgive den 68-årige bilist, der kørte bilen, som forårsagede ulykken, der knuste både hendes indre og ydre liv.

– Jeg har været nødt til at tilgive ham, for at jeg selv kunne komme videre. Jeg kan ikke gå og være bitter, for der er nok negativitet i mit liv nu. I de perioder, hvor jeg bare har ligget og ikke kunnet gå på grund af smerter og har været helt afkræftet, har jeg nogle aftener tænkt, at hvis jeg ikke vågnede i morgen, var det måske det bedste. Men det går ikke. Jeg er nødt til at kæmpe for at leve mit liv. Det skylder jeg mine børn. Derfor har jeg også været nødt til at tilgive ham, så jeg selv kan leve videre.

Flere kalder det et mirakel, at Hanne Hvistendahl overhovedet overlevede ulykken. Hjælp fra hendes familie og venner og så hendes egen stædighed har sørget for, at hun i dag er kommet så langt, som hun er i sin genoptræning.

– Jeg er så stædig. Jeg vil ikke acceptere, at der er noget, jeg ikke kan. Så må jeg jo finde andre måder at gøre det på, siger hun og fortsætter:

– Jeg er så dybt taknemmelig over for alle de mennesker, der har hjulpet mig, og der er så mange, jeg gerne vil takke. Julies plejefamilie trådte til samme dag og sørgede for at få fejret hendes fødselsdag færdig. Hun har fået en endnu større familie nu, og det er så fantastisk. Jeg vil også gerne takke mine venner, mødregruppe og min familie for at have været der og støttet mig. Folkene hos Anemonen, der er blevet mine venner, lægerne, fysioterapeuterne og hjerneskadeteamet.

Hanne Hvistendahl er allerede kommet meget længere fysisk, end de fleste havde spået hende til at nå, da ulykken ramte.

Flere milepæle

– Der var det tidspunkt, hvor det at føre højre pegefinger op til næsen stort set var umuligt. Da det lykkedes mig var det et kæmpe skridt. Der var også dengang på Vejlefjord, hvor jeg skulle lære at cykle igen. Min balance har taget skade og nerverne i min højre arm og skulder er smadret, og derfor var det ikke nemt. Så de ville have mig op på en trehjulet cykel. Men det ville jeg simpelthen ikke. Altså jeg prøvede den, men blev så enig med mig selv om, at hvis jeg skulle lære at cykle igen, så var det på en almindelig cykel. Og det lykkedes, forklarer Hanne Hvistendahl, der slet ikke er i tvivl om, at hendes stædighed har hjulpet hende tilbage på sporet igen flere gange.

Den seneste milepæl, hun har overkommet, er ganske ny. Tirsdag den 28. juni 2016 var ganske særlig, for her mødte Hanne op i blomsterbutikken Anemonen for frivilligt at hjælpe til i butikken. Hun har tidligere været i praktik i butikken, og indehaveren Sanne Jensen er blevet en god veninde.

– Sanne sagde til mig på et tidspunkt, at når jeg var klar, så var jeg meget velkommen i butikken. Det troede jeg aldrig, jeg ville nå. Men se mig nu. Nu står jeg her blandt alle blomsterne, og selvom jeg er førtidspensionist nu, og det her er helt frivilligt, så kalder jeg det stadigt, at jeg går på arbejde, for det betyder så meget for mig at kunne lidt igen, forklarer Hanne, der håber at kunne være i butikken bare et par timer om ugen.

Næste milepæl hun arbejder hen imod er at få det så godt igen, at hun kan have datteren hjemme på overnatning.

– Jeg er så glad for, at min datter har fået så god en plejefamilie. Jeg er så glad for, at nogen holder så meget af min datter. Jeg har pådraget mig så store kognitive skader, at jeg ikke kan have Julie hjemme mere, men jeg kan være mor for hende en gang imellem. Hun er i øjeblikket hjemme hver anden søndag i seks timer, og nu arbejder vi på, at hun igen kan komme hjem på overnatning. Det skal lykkes.

Hanne har fået en erstatning for sine skader efter ulykken, men hun gav hellere alle pengene tilbage, hvis hun bare kunne få lov til at få sin hverdag, med sin datter hjemme som før ulykken, tilbage igen.

En speciallæge forklarede i retten, at den nu 69-årige mand kort før ulykken i Nørregade havde fået kørselsforbud. Det benægtede den 69-årige mand dog selv. - Foto: Christer Holte

Ulykken

29. november 2012 fik en ældre mandlig bilist et epileptisk anfald, da han kom kørende ad Nørregade i Esbjerg. Han kørte ind i en anden bil, og denne bil trillede rundt og fløj ind mod fortovet, hvor Hanne Hvistendahl kom gående med ryggen til. Hun blev mast mellem bilen og husmuren. Bilen røg tilbage på vejen igen.

Vestre Landsret har netop omgjort byrettens dom i sagen, den 68-årige mandlige bilist har fået skylden for ulykken, men går på grund af sin tilstand fri for straf.

JydskeVestkysten har været i kontakt med den 68-årige bilist, men han har ikke ønsket at medvirke i denne artikel om ulykken.

Tidslinjen / Skaderne

December 2015: Hannes tilstand er så kritisk, at hun igen bliver indlagt. Det viser sig, at hun er i stort underskud af folinsyre og d-vitamin. Efter to uger med ekstra tilskud kan hun igen gå - også op af trapper. Mens hun har været indlagt har hun sagt lejligheden på 1. sal i Nørregade op og har takket ja til en ældrebolig af kommunen i Nørvang. Så her flytter hun ind. Hendes tilstand fysisk er dog lynhurtigt tilbage, så hun både kan klare trapperne og cykle igen. Derfor vil hun gerne væk fra denne lejlighed igen.

Foto: André Thorup

28. juni 2016: Hanne er nu så frisk igen, at hun er startet frivilligt med at hjælpe til i blomsterforretningen Anemonen i Nørregade. En vigtig milepæl. Lige pt arbejder hun på at blive så frisk, at hun igen kan se sin 9-årige datter mere end seks timer hver anden søndag. Planen er, at datteren igen skal kunne overnatte en enkelt overnatning hver anden weekend.