Josefine: Jeg vil dø før min mor

Spiseforstyrret: Da Josefine var 13 år holdt hun op med at spise. Kun om onsdagen spiste hun. Pasta. 13 år, fire tvangsindlæggelser og 45 kg mindre er hun stadig i madens vold.

Jeg er flov over at se sådan her ud.

Ordene kommer fra 26-årige Josefine og falder, mens hun bliver fotograferet. Det er hendes forslag, at det skal foregå i undertøj. Men der er ikke noget, hun kan passe.

– Men jeg har en bikini. Er det ok?

Det er måneder siden, at hun trådte på badevægten sidst.

– Den viste omkring 25 kilo, siger Josefine stille.

Josefine hedder slet ikke Josefine. Hun vil gerne være anonym. Og hun vil gerne kaldes for Josefine.

Hun har valgt at stå frem og fortælle om den spiseforstyrrelse, der har været hendes følgesvend i halvdelen af hendes liv.

– De andre piger på afdelingen, de går altid i leggings. Men det gør jeg ikke, siger hun med et fast blik i de indrammede øjne.

Hendes blomstrede bukser er løse. Men det ville et par leggings også have været.

Diagnosen er svær anoreksi.

– Jeg har også bulimi, men anoreksien er værst.

Bulimien med de daglige opkastninger har ødelagt hendes tænder. En lang proces med at få hevet dem alle ud er begyndt. Der er tre tilbage, som hun kan bruge, men alle tænderne skal ud, for at der kan komme implantater og broer ind.

Josefine sidder ved sine forældres spisebord. Fortæller om sit liv.

– Det er mange år siden, jeg har været sulten, konstaterer hun.

Det er en daglig kamp for hende at spise. Og hun spiser ikke, uden at moderen har ringet for at sige, at det er ok.

En time inden et af de to daglige måltider tager hun en kvalmestillende pille. Ellers kan hun slet ikke få noget ned.

Lysten til mad er til gengæld stor:

– Jeg har haft en periode, hvor jeg har haft det sådan, at jeg havde lyst til McDonald's mad, hvor vi så er kørt på McDonald's – og så har jeg købt for 300-400 kroner. Og spist en halv burger.

– Jeg ved godt, at jeg er helt vildt urealistisk.

Josefine viser sit spiserum frem. Lige ved siden af køkkenet. Det er her, hun spiser. En sjælden gang spiser hun med sin familie. Og ikke sammen med andre. Reolerne er fyldte med mad. Under bordet står der en stor pose med bagerbrød. På bordet står der en kasse med en kage. Det er købt den dag, hvor hun skulle fotograferes til denne artikel.

– Jeg fik det bare sådan, at jeg blev nødt til at komme ned til bageren. Så jeg fik min mor til at køre mig derned, inden hun skulle på arbejde.

Josefine kan ikke helt forklare hvorfor. For hun har ingen planer om at spise det. I hvert ikke det hele. Måske kun et stykke brød. Uden den skorpe, som hun ikke længere kan tygge på grund af sine dårlige tænder. Det, hun får kæmpet sig igennem, tvinger hun nok op senere.

Til højre for den sirligt opdækkede spiseplads står der en skål med flormelis. Til venstre står der en med kakaopulver. Flormelissen er til maden, kakaopulveret er til mælken.

Jeg drømmer om et normalt liv. Om børn og en uddannelse. Jeg vil gerne være sygeplejerske. - Josefine

– Jeg kan ikke lide mælk.

Bag hende er der et større lager af slik.

– Jeg ved godt, at det er helt sindssygt.

Hver eneste dag smider Josefine mad ud:

– Jeg ved godt, at det er åndssvagt.

På bordet står der fire pakker smør i en stak. Der er intet køleskab i Josefines spiserum.

– Det er lige meget. Jeg spiser det ikke alligevel.

Hun trækker på skulderne. Det er sådan, det er.

Det er sjældent, at andre bliver lukket ind i spiserummet, hvor der er en trykaflastende pude på stolen, så hendes krop skånes.

– Hvis der er nogen, der flytter mine ting eller smider noget ud, så bliver jeg helt hysterisk og råber og skriger.

Hver måned bruger hun tusindvis af unødvendige kroner på mad. Det meste ryger ud alligevel.

Den første gang, Josefine blev indlagt, var hun 13 år. Det var en fredag i april – lige efter hendes konfirmation. I en lille måned havde det været planen, at hun skulle indlægges. Konfirmationen i kjolen, der var blevet alt for stor og måtte syes ind, skulle overståes først. For hun havde sådan glædet sig til dagen.

Efter jul i 7. klasse holdt Josefine op med at spise.

– Undtagen om onsdagen. Da spiste jeg pasta.

Inden Josefine besluttede sig for at holde op med at spise, vejede hun omkring 70 kg. Da hun blev konfirmeret vejede hun 17 kg mindre.

Inden stoppet holdt hun en generalprøve.

– Vi skulle på en sommerlejr med fodbold. Og der var der ikke rigtig nogen, som holdt øje med os. Så der prøvede jeg at lade være med at spise. Jeg blev helt høj af det.

Efter konfirmationen blev hun indlagt i Augustenborg. Blev sendt hjem nogle kilo tungere i maj.

– Der mente lægerne bare, at jeg havde efterdønningerne af anoreksi, siger Josefine og fortsætter stille:

– Men i virkeligheden havde jeg det værre end nogensinde.

Allerede under sin første indlæggelse kunne hun ikke forstå, hvorfor tingene skulle foregå, som de gjorde.

Hun svingede ikke med den ene i det team bestående af en pædagog og en socialrådgiver, som hun skulle behandles af. Hun måtte ikke få vedkommende udskiftet. Beskeden lød, at de var et team – og det kunne der ikke laves om på.

Josefine blev sendt hjem til forældrene med beskeden om, at hun ville være rask om et år.

I dag ville forældrene ønske, at de havde fået det løfte på skrift.

Moderen er omdrejningspunktet i Josefines liv.

– Jeg har altid sagt, at jeg vil dø før min mor.

Man er ikke i tvivl om, at det "bare" er sådan, det er.

Da Josefine var ti år, blev moderen akut indlagt. Hentet af en ambulance, mens Josefine blev sendt over til naboerne.

Rædselsslagen for at skulle blive forladt. Efterladt i en verden uden mor.

Hun mener, at det har været en tricker i forhold til spiseforstyrrelsen.

– Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis jeg holdt op med at spise og blev tynd, så havde jeg kun det med min mor at tænke på.

Hun har svært ved at slippe sin mor. Og oplevelsen af at blive forladt sidder dybt.

Hun har altid været tæt med sin mor. Mor og datter siger de samme ting. I de seneste mange måneder har Josefine endda overtaget sin fars plads i dobbeltsengen.

Hun har forsøgt at tale med en psykolog:

– Men det har aldrig hjulpet mig.

Josefine var en sportspige. Respekteret af drengene for sine evner med en bold. Pigerne, dem kunne hun derimod ikke med.

I hverdagene var hun og hendes brødre ofte til sport. Aftensmad var noget man varmede til sig selv, når man var færdig med dagens træning. Derfor var det i første omgang ikke åbenlyst, at hun var holdt op med at spise. Hun sagde, at hun ikke var sulten lige nu, men at hun ville tage noget i køkkenet.

Senere.

Hun holdt op med at gå i skole og dyrke holdsport.

I de kommende fire år isolerede Josefine sig hjemme hos sine forældre.

16 timer om dagen sad hun på en kondicykel, selvom kræfterne var små. Det handlede ikke om antallet af kilometer eller farten. Hun ville bare cykle. Frygten for kiloene blev hendes brændstof.

Josefine sled fire motionscykler op.

– Noget skulle jeg jo lave. Så var jeg i gang, og jeg kedede mig heller ikke, siger hun.

Josefine trækker på skuldrene, og det er svært at forstå, hvad der driver hende.

I dag er hun så tynd, at hun ikke kan sidde på en cykel. Det gør ondt på hende, når hun sidder på en almindelig stol.

Når hun bevæger sig udenfor hjemmet og er sammen med sin mor, så sidder hun ofte på hendes skød, så gør det ikke ondt.

Et par år efter den første indlæggelse blev Josefine tvangsindlagt. Første gang.

Hendes forældre var kede af, at det var kommet så vidt. Men det var nødvendigt.

Siden er det blevet til tre tvangsindlæggelser mere og en lang række frivillige indlæggelser på afdelingen for spiseforstyrrede i Odense.

På afdelingen i Odense har hun i de seneste år kunnet komme ind akut for at blive tanket op med væske og mineraler. Hun har haft en aftale om, at hun bare kunne ringe og sige, når hun havde brug for at komme.

– Jeg kalder afdelingen for tankstationen.

Før jul fik hun et opkald. At hun var færdig i Odense. Josefine virker frustreret.

Sidst i maj ringede lægen fra afdelingen for at høre til hende.

– Han kunne ikke forstå, at jeg ikke havde været forbi. Men jeg havde jo fået at vide, at jeg var afsluttet, siger Josefine.

Det viste sig, at hun ikke var afsluttet. At hun var velkommen til at komme forbi, hvis hun havde brug for det.

Josefine har en fornemmelse af, at hun ikke har taget på, siden hun sidst var på vægten.

Som 18-19-årig skete der noget. Josefines vægt steg lige så stille. Josefine husker det, som om hun i de år vejede omkring 50 kg. Og den var mere eller mindre stabil. Hun så godt ud.

Hun fik job som eventpige og model.

– Jeg fik mit liv tilbage, siger hun.

Josefine blev ikke rask.

– Det bliver jeg nok aldrig. Men det kan være, at jeg lærer at leve med det, siger hun.

For Josefine var det en gammel drøm, der gik i opfyldelse, da hun arbejdede som model.

Hun fik lavet silikonebryster og gik modeshows i Jylland og i København.

– Men så faldt min vægt, og jeg fik at vide, at jeg var for tynd. Så duede jeg ikke til det mere, konstaterer Josefine.

Det var et voldsomt dyk for hende, da hun blev for tynd.

Hun blev klar over, at hun var nødt til at komme i behandling. På nettet læste hun, at den bedste behandling for anoreksi fandtes i København. På Rigshospitalet.

Et hospital, som man ikke har noget at gøre på, når man bor i Region Syddanmark.

Hun flyttede sin adresse til København. For at døren til riget skulle åbne sig, så hun kunne blive sin spiseforstyrrelse kvit.

Familien var sikker på, at Riget skulle være hendes redning.

Stor blev skuffelsen.

Kort blev opholdet.

Josefine fortæller om, hvor hårdt det er at skulle indordne sig efter strenge regler, som hun har mødt overalt i behandlingssystemet. Og modtage straffe hver gang, man træder ved siden af. Straffe som mere mad og mere hvile, så man ikke forbrænder det, der er kommet ind.

Efter fire uger på Riget blev hun sendt videre. Afdelingen ville ikke have hende. Hun var for tynd.

I næste syv måneder var Josefine tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling i Ballerup.

Josefine hæver stemmen. Hun bliver vred, når hun taler om det.

– Jeg blev låst inde. Jeg har været fikseret mere end 20 gange. Jeg fik så meget medicin, at jeg tissede i sengen. Jeg måtte ikke engang komme op at blive vasket. Det var så ulækkert, fortæller Josefine.

Jo mere modstand, hun gjorde, desto fastere rammer fik hun.

På mange måder var indlæggelsen voldsom for hende. På afdelingen var hun den eneste med en spiseforstyrrelse. De andre patienter var voldsomme på hver deres måde. Hendes forældre brød sig ikke om at komme og besøge hende.

Det var sært at være der. Hun følte, at hun ikke passede ind.

Efter et stykke tid i Ballerup ændrede Josefine attitude i forhold til personalet.

– Jeg begyndte at rette mig ind, så jeg fik udgang. Jeg har altid været meget taktisk anlagt. Det er ikke de dumme piger, der får anoreksi.

Hun fortæller det stille og roligt. Hun er konstaterende.

De andre patienter spottede, at hun fik udgang.

– De havde voldsdomme og alt muligt. De ville have mig til at købe taletidskort og stoffer til dem på parkeringspladsen. De bad mig om alt muligt.

Den forbedrede opførsel sikrede også, at Josefine fik lov til at have sin telefon i nogle minutter ad gangen.

– Jeg brugte tiden på at tjekke bus- og togplaner, så jeg vidste, hvordan jeg skulle komme hjem. Jeg lærte dem udenad, siger hun.

Målet var klart. Hun ville hjem. Hjem til sine forældre.

Og med en stærk vilje, så lykkedes det hende igen og igen at lave ravage og stikke af.

Forældrene har flere gange fået opkald fra politiet, der ville fortælle, at de ikke vidste, hvor Josefine var.

Under Josefines indlæggelser lavede familien via sms'er et kodesprog, så hun kunne fortælle dem de ting, uden at personalet i løbet af de overvågede samtaler fik nys om, hvad hun egentlig sagde.

Josefine kæmper for at få det bedre. Det er små skidt, og hun kan ikke klare at ændre mere end en ting ad gangen.

– Det er bare nødt til at være sådan, siger hun bestemt.

Hendes mor hjælper hende. Ringer og siger når hun skal spise. Ringer og siger at det er okay, at hun slapper af. Josefine kan ikke gøre tingene, hvis hendes mor ikke hjælper hende.

Som det er nu, så står Josefine op ved syv-tiden om morgenen. Så stiller hun den mad frem i sit spiserum, som hendes mor har klargjort. Så går hun i bad. Tidligere var det svært for hende at gå i bad. Nu er hendes daglige karbad blevet en stund, hvor hun får slappet af. Hun får gjort sig klar og spiser ved 11-12 tiden.

– Jeg sidder ved min computer og spiser, siger hun.

Det er ikke usædvanligt, at det tager tre timer at spise morgenmad.

Om eftermiddagen får hun en lur.

– Jeg bliver utrolig træt.

Efter luren motionerer hun igen. Hvis der er kræfter til det. Ved 21-22 tiden går hun i seng.

Nogle ting, som andre slet ikke tænker over, volder problemer for Josefine.

En tur i supermarkedet alene er udelukket.

– Jeg kan ikke løfte poserne. Jeg skal have nogen til at løfte poserne for mig. Det er ydmygende, siger hun

Ydmygende er det også, når børn og voksne finder pegefingeren frem og retter den mod hende.

– Det er værst, når det er voksne, siger hun.

Josefine ved det godt.

At hun er stædig og udspekuleret. Og at hun ikke vil rette sig ind. Selv mener hun, at det er derfor, at hun trods adskillige indlæggelser stadig ikke har sluppet anoreksien.

– Jeg vil gerne tage på. Men når jeg bliver fulgt i hoved og røv, så bliver jeg stædig. Så får jeg det sådan "fuck det – så kan i rende mig", erkender Josefine og fortsætter:

– Jeg kan godt se det nu, men jeg har bare været så rasende over den behandling, som jeg har fået.

Tonefaldet afslører, at hun er vred igen.

– Der er så mange straffe, når man ikke gør, som lægerne siger. Jeg mener, at man bør belønne og rose.

Hun efterlyser en behandling, hvor hun kan føle sig mere som menneske. Som en del af et fællesskab.

– Systemet skal have fokus på, at de ikke skal behandle folk så firkantet, siger hun.

– Det er så psykisk hårdt, når man ikke engang må hælde kaffe op selv. Man ikke må røre noget selv, når man bare skal sidde og sidde.

– Al isolationen, det forværrer tingene. Så er man alene med sin spiseforstyrrelse. Det har man slet ikke brug for. Man har brug for at være sammen med andre. Man har ikke brug for at blive straffet. Man er ikke herre over det, det er spiseforstyrrelsen, der har magten, siger hun.

Josefine tror ikke længere på, at indlæggelser kommer til at redde hendes liv.

Hun håber at få en plads på et bosted for spiseforstyrrede:

– Hvor man kan få lov til at stille ting i opvaskeren, når man har spist. Hvor man kan få lov til at være sammen med andre. Når man har hviletid, så sidder man og har det dårligt over alt den mad, som man lige har indtaget. Så sidder man bare og frygter det næste måltid. Hvis man nu var sammen med nogle andre, så kunne det være, at man kunne tænke på noget andet.

Hun har søgt sin hjemkommune om penge til bofællesskabet, men har ventet i flere uger på et svar. Josefine føler, at hun gang på gang er blevet efterladt alene, når hun har været indlagt i en periode og er kommet hjem igen.

Hendes forældre føler, at de står med ansvaret for at holde deres datter i live.

– Det er vigtigt, at man ikke udskriver en person og slipper dem. Man skal følge dem tæt. Der skal være ugentlige vejninger. Det er også vigtigt, at man får talt om, hvad det er, der er svært ved at være hjemme og om, hvad vi nu gør, siger hun.

Josefine giver kedsomhed skylden for, at hun utallige gange er stukket af under indlæggelser.

– Jeg har det sådan, at hvis jeg kan danse på bordene, så gør jeg det, siger hun og trækker på skulderne.

Hun ved, at de andre piger på afdelingen savner hende, når hun ikke er der.

Undervejs i sin sygdomsperiode er hun blevet diagnosticeret med borderline. Hvilket i perioder får hende til at handle meget impulsivt.

Hun beskriver sig selv som et meget socialt menneske. Hun snakker altid meget med de andre indlagte. Men roser til lægerne har hun ikke.

– De ved ikke, hvad et misbrug er for noget. Hvis du er afhængig af noget, så er du afhængig. Du kan ikke behandle en spiseforstyrrelse uden at samarbejde. Så får du aldrig et raskt menneske hjem.

Josefine har ingen forståelse for, at "nye" anorektikere bliver indlagt sammen med hende.

– De bliver syge af at være sammen med en som mig.

Hun bliver stille:

– Det er hårdt at være så tynd. Jeg går aldrig ud med korte ærmer. For så kan folk se, hvor tynd jeg er. De får et chok.

I 13 år har Josefine kæmpet med og mod anoreksien. Og alligevel føler hun ofte, at hun adskiller sig fra dem, hun er indlagt sammen med.

– Jeg spiser normalt. De deler alting op. De kan skære et æble i 100 stykker. Det bliver de nye patienter inspireret af. Jeg synes, at det er pinligt, at de spiser sådan.

En gang rejste hun sig op på afdelingen og begyndte at skælde ud på de andre patienter.

– Ved I hvad? Det er forfærdeligt at se jer spise jeres mad… Personalet blev helt paf.

Selvom Josefine er syg, så er det ikke ensbetydende med, at hun ikke er velplejet.

Håret er sat og makeuppen fejlfri.

– Da jeg var indlagt i Ballerup fik jeg fem minutter til at ordne makeup.

Det var svært at nå.

Tidligere havde Josefine extensions og masser af mascara.

– Jeg havde extensions for at gemme mig. Jeg havde solbriller på hele tiden for at gemme mig. Jeg gik i sol tre gange om ugen. Alt det gør jeg ikke mere, siger Josefine.

For hende er det et af tegnene på, at hun på nogle områder har det bedre.

Men det er også tydeligt, at hendes krop er træt. Hendes bevægelser er langsomme. Der er ikke kræfter til andet. Josefine fryser hele tiden. Hendes fødder er blå.

– Det er på grund af mit dårlige blodomløb, siger hun.

Det er ikke det eneste problem med fødderne. Josefine er nu så tynd, at hun har fået specialsko for at kunne holde ud at gå bare lidt. Fødderne gør ondt.

– Jeg har ikke sovet hele natten. Jeg har haft kramper i benene. De varer flere timer ad gangen. Man kan godt presse imod, men de kommer igen.

Hun har begyndende gigt. Leddene smerter.

Da hun var i starten af 20'erne, fik hun epilepsi.

– Jeg får absencer hele tiden, siger hun.

Cirka en gang om måneden får hun et større anfald. Det kommer pludseligt og uden varsel. Fotograferingen til denne artikel gjorde hende dårlig.

– Jeg har tit slået hul i hovedet. Sidst blev jeg syet med 11 sting, inden jeg tog hjem igen, siger Josefine og fører hænderne om til baghovedet.

Lige netop den type epilepsi, hun har, ville kunne holdes i skak med medicin. Hvis hun var normalvægtig.

Hendes læge i Odense siger, at hvis hun kunne komme til at veje mellem 37 og 40 kg, så vil han ikke bede hende om mere.

Josefine kæmper. Hver dag er en kamp. For at rykke måltiderne, så hun en dag kan komme til at spise tre gange i døgnet. En kamp for ikke at kaste op. En kamp for at købe realistisk ind. Hun ved ikke, hvad fremtiden bringer. Ingen kan fortælle, hvor længe hun kan blive ved med at leve på den måde, som hun gør, hvis der ikke sker ændringer. Hvis hun ikke får den hjælp, hun endnu ikke har mødt. Alligevel har hun håb for fremtiden.

– Jeg drømmer om et normalt liv. Om børn og en uddannelse. Jeg vil gerne være sygeplejerske, siger Josefine.

Denne artikel er blevet til på baggrund af samtaler med Josefine og hendes forældre.