Henrik søgte hjælp: Endte på den lukkede efter vold mod politifolk

Publiceret 6. august 2017

Flere eksempler på psykisk syge, der begår vold og drab som i Vejers for to måneder siden, har sat psykiatrien på dagsordenen. JydskeVestkysten og Fyens Stiftstidende undersøger, hvorfor behandlingssystemet ikke kan forhindre sådanne episoder. Dette er historien om 35-årige Henrik fra Esbjerg, der i flere år søgte hjælp, men som i stedet endte på den lukkede afdeling efter at have begået vold mod to tjenestemænd.

Første kapitel - Den kuldsejlede familie

Man skal passere to låste glasdøre for at besøge 35-årige Henrik på sin gang.

Inde fra et rent, farveløst værelse tager han imod med håndtryk og lukker døren efter sig. Her må han ikke gå tur eller surfe på internettet, når han har lyst. Faktisk må han ikke ret meget andet end at blive – ind til politiet finder ud af, hvad der skal ske i hans sag.

Henrik er overbevist om, at ingen, ej heller psykiatrien, vil hjælpe ham. Han nægter at kalde sig selv psykisk syg, men føler sig sikker på, at hans ekskæreste har udsat ham for ”energier”.

- Det er derfor, jeg har skytten her på armen, siger Henrik og peger på en formation af modermærker på siden af højre arm.

- Jeg kunne fortælle jer mange ting, som I ikke ved noget om.

- Det er ting, I ikke ved, fordi I er født her i landet, og fordi I læser bøger, der bilder jer noget ind. Jeg har læst mange kultbøger om, hvordan den her verden hænger sammen.

Med heftigt gestikulerende hænder viser Henrik, hvor meget han mener det. Han skiftevis smiler og udstråler alvor. På et tidspunkt fortæller han, at han har evnen til at flytte ting med tankens kraft, og at han kan gøre sin mobiltelefon varm uden at røre den. Han demonstrerer det ved at lægge sin hånd et par centimeter fra mobilens skærm, mens han lukker øjnene og koncentrerer sig.

Henrik ved endnu ikke, hvor længe han skal tvangsmedicineres og holdes væk fra sit hjem. Men én ting er han sikker på:

- De tror alle sammen, jeg er skør her på afdelingen.

Over 90.000 mennesker i Danmark lever med en psykosesygdom. Nogle af dem bliver aggressive, hvis medicinen ikke tages regelmæssig, og det kan ende med vold og drab. Fra 2011 til 2015 stod psykiatriske patienter bag 27 drab på landsplan.

Fra 2010 til 2016 blev der givet 261 behandlingsdomme til psykisk syge efter episoder med vold i Syd- og Sønderjylland.

I artikelserien ”Syg, overset og farlig” undersøger JydskeVestkysten og Fyens Stiftstidende, hvorfor behandlingssystemet ikke kan forhindre, at nogle af de mest psykisk syge ender med at udøve personfarlig kriminalitet.

Dette er historien om 35-årige Henrik fra Esbjerg.

Hovedet i maden

Henrik kommer til Esbjerg i 1986. Han er fem år, da familien flytter fra udlandet, hvor hans forældre mødte hinanden.

Barndommen er barsk. Faren slår og opfører sig voldsomt over for moren. Hun både frygter og elsker ham.

Når familien samles om måltider, og Henrik levner, presser faren drengens hoved ned i maden. Han skal spise op.

Da han begynder i skolefritidsordningen, bliver skolen hurtigt opmærksom på, at kun meget lidt fungerer i familien. Drengen har svært ved at koncentrere sig og gør sig negativt bemærket blandt de andre børn. Han slår, napper, provokerer og ødelægger det, de laver.

Familien kuldsejler, og moren forlader sin mand efter otte forsøg. Hun er nedbrudt, kan ikke tage vare på hendes børn og ender med at tilbringe de efterfølgende 23 måneder på krisecenter. Henrik bliver anbragt i plejefamilie.

Misbrugsophold på Fyn

Som 19-årig mister han sin far, som han i barndommen har frygtet og nu er bange for at komme til at ligne. Tabet slår ham ud af kurs. Han begynder at misbruge ecstasy, hash, kokain, lightergas og amfetamin, og omgangskredsen gør det samme. Om natten begår de hærværk og stjæler.

Steroider har gjort ham til en lille, tæt fyr, der mestendels er oppe at køre. Han er her, der og alle vegne, og så er han kendt for at være en loyal slagsbror.

I den periode skifter Henrik tit sine jobs ud trods en åbenlys fingersnilde. Nogle af dem har han kun i få dage, før han er videre.

Esbjerg Kommune sender Henrik til Fyn som 22-årig for at få styr på sit misbrug. Han skal bo på centeret og bliver sat til at arbejde på sin voksende vrede. Efter lidt mere end et år med flere tilbagefald lykkes det Henrik at få styr på stofferne, og på en weekend fra bostedet finder han sammen med en ekskæreste fra teenagetiden.

Det skal vise sig at blive særdeles betydningsfuldt for Henrik.

Et kanongodt job

På et enkelt år får Henrik både en kæreste, et sundere helbred, en stedsøn og senere det, han betegner som et ”kanongodt” job på et slagteri. Han har vendt skuden og går til motocross, bodybuilding, han løbetræner og roder med alskens motorer i sin fritid. Han drømmer om en uddannelse som enten murer, tømrer, mekaniker eller stilladsbygger.

Parforholdets brikker finder sine pladser, og det giver afkast: Parret får en søn. Ønskebarnet. Henrik er glad, måske endda lykkelig. Han bruger masser af tid på sønnen, der hives med til motocross i weekenderne.

Men så ændrer det hele sig.

Andet kapitel – Frit fald mod fortovet

Dagen er grå, og Henrik drøner afsted på sin dybblå Oliver City-scooter ad Jagtvej klokken 14.50, da han passerer en parkeret lastbil. Det lykkes problemfrit, men da han retter ind efter overhalingen, er en bil på vej ind foran ham fra venstre. Han konstaterer på et splitsekund, at han ikke kan gøre noget for at undgå kollisionen, og motocross-erfaringerne siger ham, at han skal trække benene til sig for at mindske skaderne. Bilen brager ind i scooterens side og sender Henrik i frit fald mod fortovet. Uden for et kinesisk spisested ligger han og ømmer sig i et øjeblik, inden raseriet for en stund tager over, og han rejser sig.

- Du burde sgu da have set mig, råber han af kvinden, der stiger ud af bilen.

Henrik er tæt på at smide sin hjelm efter hende, men besinder sig. Han har ondt og får hjælp af en forbipasserende. Styret på hans scooter er pilskævt, den er totalskadet og må fragtes hjem i trailer.

Henrik forlader stedet med ambulance. Smerter i ryggen plager ham.

Skiftet ud

Scooter-styrtet i 2007 bliver et skelsættende øjeblik for Henriks liv.

Han forsøger efter fire måneders sygemelding at vende tilbage til sit arbejde. Arbejdsgiveren giver ham skåneopgaver, men et år efter uheldet bliver han igen sygemeldt. Lægerne vurderer smerterne til at være kroniske, og at en diskusprolaps kan være på vej.

Henrik mister sit ”kanongode” job. Han er nu i løbende kontakt med Esbjerg Kommune om diverse praktikker og muligheder for fremtidig arbejde. Han imponerer flere arbejdspladser med sin viden om og flair for motorer, men han når aldrig fuldtid, før forandringer på hjemmefronten kaster ham ud i den vanskeligste situation, han endnu har været i:

Henrik kæreste forlader ham til fordel for en anden mand. Værst for ham bliver, at hun tager deres fælles søn med, og Henriks ønskebarn bliver fra slutningen af 2009 til et delebarn, som han i fremtiden kun skal se hver anden weekend.

Et efter et mister han alt, han har kært. Og han må se til, mens eks-kæresten og sønnen nu bor med en anden mand. Han er blevet skiftet ud og begynder at ryge hash igen. Det gør ondt. Og han bliver vred.

Mister livslysten

Henrik er i pengenød, han er på antidepressiv, og så selvmedicinerer han sig med ecstasy, hash, amfetamin og kokain.

En tidlig morgen i april 2010 dukker den forpinte mand op på psykiatrisk skadestue i Esbjerg for første gang.

Han forklarer personalet, at han har mistet lysten til alt ved livet. ”Livet er ikke værd at leve, når man har det som mig,” siger han, men indrømmer, at han ikke kan finde på at gøre skade på sig selv.

Derfor indlægger den psykiatriske skadestue ham ikke. Han henvises i stedet til misbrugscenteret for at få styr på sit hashmisbrug.

Nogle måneder senere beslutter kommunen, at Henrik ikke længere skal i praktik, fordi den vurderer, at han er blevet for aggressiv.

Henrik isolerer sig, men har sparsom kontakt til miljøer, hvor stoffer og kriminalitet hersker. I en periode rager han sig uklar med de forkerte.

Som 30-årig fortæller han sin sagsbehandler, at han frygter for sit liv, og at han føler sig jagtet. Paranoiaen skal vise sig at være velbegrundet.

Det tredje øje åbner sig

For kort inde i 2012 ender det galt for Henrik. En bekendt overfalder ham i et kælderrum og overøser ham med slag – der bliver brugt værktøj mod hans hoved, mens han ligger på betongulvet.

Sygehuset konstaterer, at han er hævet og misfarvet omkring begge øjne, har sår i ansigtet, og næsen står skævt til højre side. På begge inderlår har han røde pletter og på hovedet et åbent sår. Risikoen for alvorlig hjernerystelse er til stede.

I perioden derefter fortæller Henrik sin sagsbehandler, at han ”har udviklet sig som menneske”. De voldsomme slag mod hovedet har åbnet Henriks ”tredje øje”, der sidder i panden, og nu kan han se verden i et helt nyt perspektiv - han forstår livets sammenhænge og siger, at han ved, hvad der kommer til at ske, før det sker.

To måneder senere søger han for anden gang hjælp på den psykiatrisk skadestue. Psykiatrien vurderer, at hans angst for at blive overfaldet igen er ”velbegrundet”, men at han ikke er akut behandlingskrævende. De sender ham hjem med en opfordring til at bede sin sagsbehandler om at få bevilliget psykologsamtaler.

Henrik fortæller den kommunale medarbejder, at han har lyst til at tage ud i skoven og hænge sig selv. Han har på psykiatrisk skadestues opfordring fået psykologhjælp, men sagsbehandleren noterer, at ”dette ikke kunne fortsætte. Han har brug for noget mere hjælp.

Efter overfaldet har Henrik søgt behandling og hjælp fra både offerrådgivningen, politiet, kommunen og psykiatrien, men resultatet er begrænset. Politiet giver ham en overfaldsalarm, som han må beholde i en måned.

Den indestængte vrede tager til.

Henriks deroute fortsætter gennem hele 2012, hvor han får diagnoserne ADHD og forstyrrelse i personlighedsstruktur og adfærd. Han takker først ja til behandling, men bliver så mistænkelig.

- Det er alt sammen korrupt, siger Henrik til sin sagsbehandler, da han afslår hendes forslag om at se en psykiater.

I samme periode vurderer statsforvaltningen, at Henrik er for syg til at varetage sit barn. De fratager ham enhver mulighed for samvær med ønskesønnen. Han skal først kunne bevise et længere psykiatrisk behandlingsforløb, før statsforvaltningen igen vil vurdere sagen.

Det er en katastrofe for Henrik, der vil gøre alt for at se sin søn.

- Jeg er ved at blive sindssyg

I maj 2013 henvender han sig for tredje gang på psykiatrisk skadestue, fordi han efter eget udsagn er ”ved at blive sindssyg”. Psykiatrien møder en ”psykotisk mand, der er svært tankeforstyrret” og indlægger ham. Men han bliver udskrevet 13 dage efter på grund af sit hashmisbrug.

Psykiatrien siger til Henrik, at den først igen vil vurdere ham, når han har været fri for hashen i mindst seks måneder.

Straks går han i gang med misbrugsbehandlingen, men det varer ikke længe, før misbrugscentret også giver slip på Henrik. Ni måneder inde i forløbet udskriver behandlerne ham med begrundelsen: ”Henrik kan ikke profitere af vores tilbud grundet sit meget dårlige psykiske helbred”.

Nu har psykiatrien afvist ham på grund af sit hashmisbrug, mens misbrugscentret har smækket døren i på grund af hans psykiske tilstand.

Ny diagnose

Men bare en måned efter bliver Henrik erklæret sindssyg af sin egen læge. Politiet henter ham, og han bliver tvangsindlagt.

”Det er tydeligt, fra patienten træder ind ad døren, at han er svært psykotisk. Er næsten sitrende af uro og undertrykt vrede – han er vred på systemet, der svigter ham” skriver en læge i journalen.

En overlæge diagnosticerer ham som paranoid skizofren med psykotiske vredesudbrud, og efter 37 dage med psykofarmaka er Henrik så stabil, at han bliver udskrevet. Denne gang med en direkte henvisning til lokalpsykiatriens opsøgende psykoseteam, der er et intensivt behandlingstilbud til de psykotisk syge, der ikke er indlagt.

Men endnu engang stopper behandlingen før tid.

I efteråret 2014 – efter kun tre måneder - vurderer hans kontaktperson, at Henrik er blevet for farlig til, at hun tør være alene med ham i hans hjem. Hun inviterer ham i stedet til at deltage i en grundigt forberedt samtale i lokalpsykiatriens bygninger. Det bliver den sidste samtale mellem de to.

Tredje kapitel – Stille alarm og trusler

Lokalpsykiatriens overlæge har besluttet, at samtalen skal finde sted på stueniveau i et værelse, der er forbundet til et andet rum. På den måde kan overlægen og sygeplejersken hurtigt flygte væk, hvis Henrik bliver voldelig. Alle ansatte er opmærksomme på hans ankomst, og nogle af dem lytter en ekstra gang ude foran samtalerummets dør, så de kan være klar til at assistere med det samme.

Nogle minutter inde i mødet med Henrik, der har taget sin mor med, begynder hans stemme at hæve sig af frustration. Han råber, at han vil dræbe sin ekskæreste, og han truer med at slå overlægen ihjel. På et tidspunkt lægger Henrik sine håndflader på overlægens hænder, læner sig ind mod ham, og overlægen bliver bange. I mellemtiden har personalet uden for døren kaldt stille alarm. Det betyder, at flere medarbejdere skal komme til og stille sig op i to rækker over for hinanden.

Menneskerækkerne begynder ved samtalerummets dør og slutter ved bygningens udgang.

Henrik åbner døren med ét hårdt tag, og de ansatte viser med deres opstilling vejen ud. Han halvspæner mod udgangen, men stopper op og råber høje ukvemsord mod overlægen, der beder Henrik om at gå. Det gør han så. I raseri.

Lægen afviser indlæggelse

Efter episoden på lokalpsykiatrisk afdeling i efteråret 2014 anbefaler den involverede overlæge en akut indlæggelse – om nødvendigt med tvang. Han har ikke selv bemyndigelse til at træffe beslutningen, for det skal foregå via patientens egen læge. Overlægen ringer til Henriks praktiserende læge og oplyser ham om hans psykotiske tilstand, og at han kan være til fare for andre.

Den praktiserende læge noterer henvendelsen, men beslutter sig for ikke at gå videre med det.

Henrik overlades til sig selv.

For to år siden mødte han frivilligt op på psykiatrisk skadestue med ordene ”jeg er ved at blive sindssyg”. Nu er han fuldstændigt overbevist om, at det i stedet er systemet, der er sygt og mangler den samme indsigt som ham.

Henriks mor bliver stærkt bekymret. Sammen med hans bror ringer de flere gange til det opsøgende psykoseteam for at få hjælp. Kontaktpersonen understreger, at hun ikke længere behandler Henrik og henviser til hans egen læge, hvis de ønsker en psykiatrisk vurdering.

Kommunen dropper på samme tid at støtte ham i eget hjem. De kommunale sagsbehandlere besøger ham i foråret 2015, og de oplever ham som ”morderisk vred”, fordi han ikke føler sig hørt. Henrik kan ikke længere se nødvendigheden af støtten fra kommunen, og de kommunale medarbejdere mener ikke, at han længere har brug for den.

Henrik holder sig fra kontakt med det offentlige i det meste af 2015.

Læge afviser indlæggelse igen

Men fire dage inde i 2016 går den ikke længere, og han lader sig indlægge frivilligt i psykiatrien, fordi han ”vil have sit liv tilbage og ikke længere vil være brændt af”. Ifølge patientjournalen tror han, vi befinder os i 2066.

Han afslår frustreret at tage imod medicin på trods af sin åbenlyse psykose. Efter en halv dag på afdelingen, beder han om orlov med lovning på at vende tilbage dagen efter. Om aftenen ringer han til personalet hjemmefra og beder om udskrivelse. Han nægter at komme tilbage til afdelingen, fordi han ”får en forkert behandling” – han vil have mindre medicin og mere terapi. Personalet kontakter omgående Henriks læge med henblik på at få ham tvangsindlagt. Men det bliver ikke til noget – igen vurderer den praktiserende læge, at Henrik kan klare sig selv.

Det ender med vold i starten af juni 2017 – syv år efter han første gang spurgte psykiatrien om hjælp.

To betjente banker på

Dynen ligger i den sandfarvede stofsofa. Lejlighedens sorte gulvtæppe er dækket til med brune opbevaringskasser, gamle reklamer og grønne planter. Citrontræer, blomster og tomatplanter i murstensrøde lerpotter. På et lille natbord ligger en bog, der bærer titlen ”Nothing is impossible”. Den handler om den engelske tryllekunstner Steven Frayne, der vist nok kan flyve.

Dette er Henriks hjem.

Pinsedag er ved at gå på hæld, da han oppe fra vinduet råber efter tre tilfældigt forbipasserende drenge, der trækker sine cykler nede på gaden.

- Jeg er fucking ligeglad med jeres far! I må selv melde det til politiet, skråler Henrik til de intetanende drenge.

Nu er det nok. Han kan ikke bære deres larm. Han vil have dem væk.

- Jeg skal i hvert fald nok sørge for, at I bliver gennembanket, brøler han efter børnene, der løber væk derfra. Hurtigt.

Det bliver dråben for Henriks naboer, der nogle nætter hører råb og smækken med døre fra lejligheden helt til klokken fire. De kontakter politiet, og en halv time senere dukker to betjente op på adressen.

Den ene placerer hånden på sin peberspray, lige inden han banker på døren til Henriks lejlighed.

Tre brækkede ribben

De træder ind i stuen. Henrik er bange for de to politibetjente, kravler tilbage i sofaen og oplever, at de presser ham, stresser ham. En af betjentene tager flere skridt i retning af sofaen, og han kommer så tæt på Henrik, at han kan røre ham.

I afmagt lægger han sin hånd hårdt mod betjentens brystkasse i et skub, der kaster betjenten bagover og ned i kanten på det sorte sofabord, der kollapser under ham. To bordben flækker. Tre ribben knækker. Henrik kigger overrasket på betjenten, der skråler:

- Jeg kan ikke få vejret! Jeg kan slet ikke få vejret!

I opgangen hører naboerne tumulten og Henriks højlydte gloser:

- Det er ikke jer, jeg ikke kan lide! Det er jeres uniformer!

Den betjent, der stadig står, forsøger at pacificere Henrik. I kaosset holder politimanden fast med den ene hånd i hans ansigt, og Henrik bider sammen om hans finger.

Inden for få minutter er området omkring det mørke boligbyggeri helt oplyst af blå blink. Først kommer to betjente mere, lidt senere to yderligere, herefter en ambulance og til sidst en lægebil. De nytilkomne politibetjente spænder et bælte om Henriks mave og giver ham håndremme på, så han ikke kan yde modstand. På vej ind på bagsædet af politibilen råber og skriger han, så det kan høres flere hundrede meter væk.

Overlæge erkender ”slip”

Henrik bliver ført til den lukkede afdeling på grund af skubbet mod betjentens brystkasse, der kostede tjenestemanden tre brækkede ribben, og det bid mod fingeren, der sårede den anden betjent.

Henrik er ”voldsomt psykotisk” ved indlæggelsen, og politiet må tilkalde yderligere assistance foran akutmodtagelsen. De bugserer ham ind, og det er først otte timer senere, han bliver klar over, hvad han har gjort mod betjentene i hans lejlighed. Så bliver han stærkt berørt, skyder skylden på de dårlige erfaringer, han har med politiet og ønsker at undskylde den ene betjent med en flaske vin per brækket ribben.

Dagen efter indlæggelsen erkender psykiatrien, at det er sket fejl i behandlingen af Henrik.

”Der er sket et slip i forbindelse med, at han ikke er tilknyttet noget andet psykiatri, efter at man fra opsøgende psykoseteam havde afsluttet ham,” skriver en overlæge i journalerne og henviser til episoden i lokalpsykiatrien, hvor Henrik truede overlægen og efterfølgende blev udskrevet til ingenting.

Henrik blev sluppet fri fra den lukkede afdeling efter 53 dages tvangsindlæggelse. Han er nu vendt tilbage til sin etværelseslejlighed i Esbjerg, hvor han stadig medicineres ufrivilligt. Her venter han på, at politiet skal beslutte sig for, om det vil rejse sigtelse mod ham på grund af episoden i lejligheden. Hvis betjentene gør det, så ender han i retten for vold mod tjenestemænd – og hans fremtid ligger i hænderne på en dommer.

Lige nu har Henrik ikke ret meget andet i sit liv end et behandlingssystem, der ind til videre ikke har formået at hjælpe ham tilstrækkeligt.

Det siger psykiatrien og kommunen

Avisen har konfronteret både Psykiatrien i Region Syddanmark og Esbjerg Kommune med 35-årige Henriks sagsforløb.

Psykiatri-direktøren har ikke ønsket at udtale sig konkret om Henriks sagsforløb på grund af manglende kendskab til behandlingsforløbet. Og Henriks praktiserende læge har afvist at besvare vores spørgsmål.

Anders Meinert Pedersen, lægefaglig direktør for Psykiatrien i Region Syddanmark:

Må psykiatrien afvise en person, fordi han ryger hash?

- Nej, man kan ikke bruge begrundelsen, at man ryger hash som begrundelse for ikke at behandle en psykisk sygdom.

Vores case får at vide, at han først kan henvende sig til psykiatrien efter seks måneders hashfrihed? Er det optimalt?

- Som du beskriver det, lyder det ikke sædvanligt. Men jeg kender ikke den konkrete sag. Men et misbrug er ikke i sig selv en årsag til, at man ikke kan være i psykiatrien. Tværtimod er misbrug ofte ledsager til svær psykiatrisk sygdom. For det første skal vi behandle det, for det andet er vi ret gode til at gøre det.

Men er det typisk at sige sådan til en misbruger?

- Det vil typisk ikke være seks måneder, det vil være kortere tid. Men psykiatrisk findiagnostik kan være vanskeligt sammen med svært misbrug. Hvordan det er sagt i den konkrete sag, det ved jeg jo ikke. Seks måneder er en lang abstinensperiode, og det lyder lidt mærkeligt.

Britta Martinsen, social- og tilbudschef i Esbjerg Kommune:

Henrik bliver afvist i psykiatrien på grund af sit misbrug, lader sig indskrive på et misbrugscenter, men bliver så kort efter udskrevet, fordi han er for psykisk syg til at profitere af tilbuddet.

- Sådan et svar må man ikke få. Fordi så ender man med ikke at være afklaret noget sted. Det er en problematik, vi har arbejdet og bøvlet rigtigt meget med. Der er brug for et bedre samarbejde mellem regionen og kommunerne. Vi kan ikke løse tingene hver for sig.

Hvad gør I for at gøre det bedre?

- Vi har siden 2014 haft aftaler med psykiatrien om at forbedre samarbejdet. Fordelene er, at vi kombinerer den faglige ekspertise, vi har, når vi snakker misbrug, med psykiatrisk faglig viden. Så ender man ikke med at få samme svar som den unge mand her.

- Nogle steder har vi et stykke vej endnu, før det er fuldt implementeret, men når jeg spørger mine folk, så siger de, at det går rigtig godt. Det er allerede blevet indført i sundhedsaftalen, så det gælder alle kommuner i regionen. Det betyder ikke, at alle sager glider som smør. Det er to store systemer, der skal samarbejde.

Hvorfor droppede i støtten til Henrik i eget hjem?

- Fordi han ikke vil have dem ind, og hvis ikke man lukker medarbejderne ind, så kan vi ikke lave nye aftaler og have en bevilling stående. Så udskriver vi folk og tager dem ind igen, så snart de er klar. Man kan jo ikke hjælpe nogen, der ikke vil tage imod det.

Få her et samlet overblik over personfarlig kriminalitet, der er blevet begået af psykisk syge patienter i Region Syddanmark de seneste seks år.