Ingen kunne se det der voksede i Lars | Regionalt

Dødssyg af kræft

I to et halvt år passede Lars Christensen alle sine regelmæssige kontroller efter i 2012 at være erklæret helbredt for strubekræft. Ved alle 18 kontroller og undersøgelser fik han at vide, at han var rask. I dag er han døende – og forstår ikke, hvorfor sygdommen ikke kunne opdages i tide.

Lars Christensen føler ikke længere, at det er hans hjem, han går rundt i. Han føler, at huset er tomt. Tomt for alle de ting, der betyder noget og giver mening i hans hverdag. Tingene har han solgt som en del af oprydningsprocessen. Der skal ryddes op i hans liv, inden han ikke er her mere. For han vil væk på en ordentlig måde uden at efterlade rod.

Det, der skaber kaos i den 56-årige Lars Christensens liv, ligger i hans hals. Derinde er grunden til, at hans liv er faldet fra hinanden. Men der kan han ikke rydde op, hvorend han gerne vil. Det har han lægernes ord for.

I begyndelsen af december fik han beskeden om, at der ikke kunne gøres mere for at få bugt med kræften i hans strube. Det var over tre år efter, at han for første gang blev meldt rask efter et intensivt kræftforløb – en melding han skulle få mange gange gennem de næste tre år.

I dag forstår han ikke, hvordan man kan overse kræft, når man har haft så meget fokus på sygdommen i flere år.

Kontrollerne

I februar 2012 mærker Lars Christensen første gang noget i halsen. Han føler sig hæs og har smerter. Lægen mistænker det i første omgang for at være en polyp, men undersøgelser viser i juni, at der er tale om kræft i strubehovedet, og strålebehandling af tumoren sættes i værk. I begyndelsen af august bliver Lars erklæret rask.

To måneder senere bliver han kaldt ind til den første kontrolundersøgelse, der skal følge op på behandlingen. Kræften synes forsvundet, selv om Lars døjer med mundtørhed.

En måned senere kommer han tilbage: Han har fået problemer med at synke og føler, at han er hævet på halsen. Siden afslutningen af stråleforløbet har han tabt sig seks kilo. Lægens undersøgelser viser ingen tegn på, at kræften er vendt tilbage, selv om der bliver foretaget både videoundersøgelser og ultralydsscanninger.

Gennem vinteren og foråret 2013 kommer Lars Christensen til sine tremånedlige kontrolundersøgelser, hvor han stadig klager over synkeproblemer. I maj kommer han ekstraordinært ind til lægen – han har nu fået smerter i venstre side af halsen, som han genkender fra tiden med strålebehandling. Generelt synes han, at hans symptomer minder om tiden, da han fik konstateret kræft.

Men ud over en let asymmetri i halsen ser lægen ikke tegn på, at kræften er vendt tilbage, og Lars bliver sendt hjem igen.

Det, der gør ondt

I sidste uge havde Lars Christensen bedemanden på besøg for at planlægge sin begravelse. Sammen med hustruen Lone fik de de sidste detaljer på plads om tiden efter hans død.

– Det gjorde faktisk ikke specielt ondt. Det gjorde mere ondt at sælge alt det, der har holdt mig i gang under sygdommen.

Da han fik sin dødsdom, begyndte han at rydde op. Det begyndte inde i hans hoved, da han kørte fra hospitalet, og blev en del af hans forberedelse på at skulle væk fra huset i Broager og holde op med at eksistere.

Lægerne sagde, at han skulle begynde at ordne det økonomiske og formelle, men for ham var det lige så vigtigt at forberede alt det andet – alt det vigtige i hans hverdag.

I mange år har han trænet cocker spanieler og labradorer til jagt, og træningen af hundene har været et fast holdepunkt gennem hans sygdom. I dag er hundegården næsten tom. Hundene er solgt til "gode mennesker", som hans siger – på nær to hunde, som Lone skal beholde. Bilen er også væk, ligesom jagtudstyret er foræret til bekendte eller solgt.

– Det føles som at gå rundt i et spøgelseshus. Alt det, der er mit, er væk.

En af sine ejendel har han ikke solgt: Den jakke, som han har trænet sine hunde i og har gået rundt med på matriklen i Broager, beholder han. Der sidder minder i den, mener han, og minderne skal med videre. De skal med i kisten, med ind i ovnen og med ud på Alssund, hvor de skal spredes sammen med ham.

Derfor hænger jakken stadig på knagen, hvor alt det andet hundetrænings- og jagtudstyr engang var.

– Det har været helt surrealistisk at gøre sit liv op på den måde. Det har været meget følelsesbetonet, men samtidig noget som, som jeg vidste skulle gøres. Så kan man græde bagefter. Jeg har gerne villet videre med værdighed over for min kone og mine børn, siger Lars Christensen.

Noget i halsen

I 2013 og 2014 fortsætter de tremånedlige kontrolundersøgelser af Lars Christensen, uden at man finder tegn på kræft. I journalerne kan man læse, hvordan han løbende klager over synkesmerter, hæshed, hævelse og mundtørhed, men på baggrund af flere ultralydsscanninger og en enkelt CT-scanning mener lægerne ikke, at der er grund til at mistænke noget. De peger på arvæv og skader fra kræftbehandlingen som årsag.

En måned efter sin 2,5-års kontrol tager Lars Christensen igen akut til lægen. Han har været hæs i flere uger, men der er stadig ikke noget at se på hans hals, fortæller lægerne ham.

Pludselig syg

Lars Christensen bliver vred:

– Det er frustrerende at få at vide, at man er meget syg kun en måned efter, at man senest har fået at vide, at man er helt rask.

Løsningen bliver at fjerne hele hans strubehoved. På den måde mister han evnen til at tale og skal trække vejret gennem et hul i halsen. Derudover skal der skæres et stykke af hans lårmuskel ud til at forstærke hans spiserør, som kræften også har gnavet i.

Han kommer sig efter operationen og lærer langsomt at tale gennem en ventil i halsen. Men kræften er ikke færdig med ham, selv om han næsten ikke har mere af sin hals tilbage. I november opdager han en hævelse ved kravebenet, og efter en CT-scanning kommer den endelige besked: Kræften har ikke forladt Lars Christensens krop, og det kommer den aldrig til.

Man kan give lindrende behandling med stråler og kemo, men det er ikke længere muligt for ham at blive helbredt for kræften. Lars og Lone bliver sendt hjem fra sygehuset med besked om at forberede en fremtid uden ham.

Sygdom frygtes mere end død

At dø med værdighed betyder meget for Lars Christensen. Det er derfor, at han vil bruge sin sidste tid i hjemmet. Han har afvist at komme på hospice eller hospital, selv om man her ville kunne give ham lindrende behandling den sidste tid. Han vil ikke dø i nattøj med en sonde i maven og et morfindrop i benet, siger han. Han frygter sygdommen mere end døden – derfor bliver han hjemme og rydder op.

Imens gnaver kræften i halsen på ham. Hver dag står han foran spejlet og renser sit luftrør gennem ventilen, der sidder der under adamsæblet. Når han piller proppen ud og kigger ned i det dybe, sorte hul, der fortsætter ned i lungerne, synes han at kunne se sin krop gå i forfald indefra.

– Udenpå ser jeg sund og rask ud, men det føles som om, at jeg har et reb om halsen, der hele tiden strammes sammen.

Det sværeste er at være tæt på dem, han holder af. Når han lægger sig i sengen om aftenen, kan han mærke sin kone, der ligger ved siden af. Så gør det ondt indeni – ikke i halsen, men helt indeni. Når børnene er hjemme, er det det samme. Selv når han går ud i hundegården og lader hånden stryge over pelsen på de to hunde, som han har valgt at efterlade hos konen, er det svært at holde tårerne tilbage.

– Det er som om, at den fysiske kontakt gør det ekstra tydeligt, hvad man mister.

Hans kone er lige så indstillet på tingene, som han er. De har talt det hele igennem – også sammen med børnene.

– Jeg ved godt, at det er det, der skal ske. Lars ønsker, at det er ham, der styrer kræften og ikke omvendt, siger Lone Christensen.

Lars ved ikke, hvad han skulle gøre, hvis han stod i hendes sko. Så var han gået bananas, mener han. Lone har været den positive af dem gennem hele forløbet, og derfor skal hun nok klare sig videre uden ham, tror han.

Spørgsmålet lever videre

Lars Christensen vil ikke efterlade noget rod, når han dør. Men sygdomsforløbet har for ham været kaos, som han ikke har kunnet tage sig af, og han forstår stadig ikke, hvordan han kunne gå fra at være rask den ene dag, til at være dødeligt syg den næste. Derfor håber han, at der på et tidspunkt findes en forklaring på, hvorfor hans tilbagevendende kræftsygdom ikke blev opdaget noget før. Hvordan knuden i halsen kunne sprede sig så meget, at det endte med at koste ham livet.

Flere læger har svaret på hans undren. I brevene beskriver de, hvordan det ikke er muligt at sige, hvornår kræften vendte tilbage til hans krop. De henviser til de undersøgelser, der er blevet foretaget siden 2012, som alle har vist, at der ikke var kræft i hans hals. De fortæller, at alle standarder og procedurer er blevet fulgt, og at kræften derfor ikke kunne have været fundet tidligere.

Og de er alle enige om en ting: Lars kan ikke helbredes.