JV logo

Hvis du ikke er en meget dygtig overlever, så bliver du råudnyttet

Socialsygeplejersken del 1

Tekst: Sigrid Hald Kristensen | Foto: Ludvig Dittmann | Web: Michael H Hansen

Klokken er 08, og Karina Søeberg sætter sig bag rattet i en af kommunens hvide biler. Faktisk plejer hun at cykle, men i dag er det med bil, så journalist og fotograf kan være med. Karina er socialsygeplejerske, og hendes opgave er at lave opsøgende arbejde blandt de mest udsatte, misbrugerne, de psykisk syge og hjemløse.

Hun tager flere gange om ugen ud til byens væresteder, hvor mange af borgerne kommer. I dag begynder turen på Folkekøkkenet. Her er ikke mange mennesker denne mandag morgen, men dem, der er ankommet, hilser genkendende på Karina.

– Det skifter lidt, hvor mange der er. Det kommer an på, om der har været ballade i weekenden, og lige omkring den 1., er der aldrig en skid og lave, forklarer Karina.

De mennesker, som Karina tager sig af, har mange forskellige problemstillinger. Nogle er misbrugere, andre er psykisk syge, andre igen er begge dele, og nogle er også hjemløse.

– Jeg kan godt være tre timer på et af værestederne, hvis jeg ved, der er nogen, jeg skal have fat i. Men det har været svært hen over vinteren at vide, hvor jeg kunne fange dem, hvis de ikke kommer her, forklarer Karina.

Socialsygeplejerske

Karina Søeberg har været ansat som socialsygeplejerske siden 1. december 2015. Hun har været i kontakt med borgere 320 gange, fordelt på cirka 105 forskellige borgere. Hun er 29 år og har tidligere arbejdet i blandt andet ungdomspsykiatrien og i akutmodtagelsen.

Nogle af deltagerne i artiklerne har valgt at være helt eller delvist anonyme. Deres identitet er redaktionen bekendt.

JydskeVestkysten har fulgt Karina på arbejde en dag, og bringer i alt tre artikler om denne dag. Dette er den første.

Karina i bilen Nogle gange kører hun i bil, men som regel cykler Karina rundt mellem byens væresteder.
Karina i bilen Det er meget forskelligt, hvor mange der efterspørger Karinas hjælp. Nogle dage er hun i kontakt med 10-12 borgere, andre dage er der stort set ingen, der opsøger hende. Så bruger hun tiden på kontorarbejde eller på at opsøge nogle af de borgere, som ikke kommer på værestederne.

Nogle vil snakke hver gang

Hendes arbejde er også at hjælpe borgeren med at huske lægeaftaler, hun tager med til undersøgelser på sygehuset, og hun besøger dem, der er indlagt. På værestederne kommer der folk med betændte sår, forstuvede ben og arme, som Karina skal kigge på. Men hun besvarer også en masse sygeplejefaglige spørgsmål og hjælper med kontakt til egen læge eller misbrugscenteret, hvis borgeren ønsker det. Det er ikke alle borgere, der, selvom de har brug for hjælp, opsøger Karina, og så forsøger hun at finde frem til dem.

– Ofte er det noget, jeg hører i en samtale mellem to andre, og så vurderer jeg, om det er noget, jeg skal tage ud til.

På Folkekøkkenet sætter Karina sig ved et af bordene med en kop kaffe. En ældre mand med grønne uldsokker sidder i sofaen. Han drikker en sodavand. Efter lidt tid går han op i køkkenet for at aflevere den tomme flaske. Karina hilser på ham, og han hilser tilbage.

– Nogle kommer hver gang og skal lige have vendt et eller andet. Jeg viderevisiterer også nogen, for eksempel til psykiatrien eller til hjemmestøtten, jeg kan ikke blive ved med at have alle. Jeg har skullet finde min rolle på den bedste måde, så de ikke føler, at jeg bare sender dem videre.

Relationer er vigtigst

Karina har allerede oplevet, at hun for mange er blevet en del af deres nære kreds, hun er en, man kan betro sig til. Hun har ingen journalpligt, så det hun snakker med borgeren om, bliver ikke ført videre i systemet.

– Det vigtigste for den her funktion er relationer. Som regel vil folk gerne videre, men nogle er i det her miljø for livet, og dem der er allerdårligst, de holder fast i mig.

På Folkekøkkenet kommer en enkelt mand forbi og udveksler et par sætninger, men han vil ikke snakke, når der er journalist og fotograf til stede.

– Når du er færdig med dem, så skal jeg lige snakke med dig, siger han og går op til computeren.

Selvom hun ikke fører journaler over borgerne, så noterer hun alligevel, hvor mange hun hjælper, og hvad hun hjælper med. Hun kalder dem ved kælenavne i sine journaler, så hun kan registrere, hvor mange hun møder, og at hendes indsats har en effekt. Hendes stilling er en midlertidig projektstilling, som hun håber på bliver gjort permanent.

– Jeg er helt overvældet over, hvor godt de har taget imod mig. Dem, der har været forbeholdne, er kommet lidt senere. De meget psykisk dårlige har været trætte af, at jeg har været med til at få dem tvangsindlagt.

Hun har skullet vænne sig til, hvordan livet er på den anden side, og hvor barsk en tilværelse mange af misbrugerne lever.

– Mange kommer i problemer hele tiden, og de har de vildeste historier at fortælle. Jeg har ikke indtryk af, at nogen gerne vil fremstå på den måde, deres liv er bare sådan.

Bag sin stol har Karina sin store rygsæk. Her er fixeudstyr, modgift mod overdosis, forbindinger og udstyr til at måle blodtryk, blodsukker, tjekke en urinprøve og flere andre ting.

– Jeg arbejder skadesreducerende. Mange vil ikke på skadestuen, og så får de det næstbedste. Jeg forsøger at tape en fod op, der potentielt er brækket, eller rense inficerede sår og bylder. Jeg forsøger også at give rene nåle til dem, der ikke selv kommer på værestederne og henter.

Når misbrugerne deler nåle og sniffeudstyr, så bliver mange smittet med leversygdommen hepatitis C, en sygdom som kan danne arvæv i leveren. Sygdommen kan godt behandles, men det kræver at man er stoffri, fordi behandlingen koster tæt på en halv million, og man godt kan få sygdommen igen efter endt behandling.

– Jeg har to, der er startet i den behandling, og det er jo stort, det betyder, de er clean, siger Karina, mens der breder sig et stort smil på hendes ansigt.

Hun er ikke kun blevet grebet af den barske og voldsomme verden som misbrugerne lever i, men også af hvor hårdt det kan være at vende tilbage til et nogenlunde normalt liv.

– Det har fascineret mig, at man skal vende tilbage til et liv uden misbrug og fungere i det samfund, der er bygget op. Mange er for eksempel blevet ædru, fordi de har fået at vide, at de skal. Lægen har bedt dem om at holde seks måneders pause, og så ser de frem til at kunne starte igen. Det er skørt.

Mange af de kommentarer, som Karina får med på vejen har en seksuel undertone, men det har hun vænnet sig til. Hun kender sine grænser, og kan godt finde ud af at sige fra, men forklarer, at det nogle gange bare er måden at skabe en kontakt på.

– De er meget direkte med alting. De er meget ærlige, og der er ikke altid så meget filter, hvor vi andre gør meget for at være så korrekte og sige det rigtige. Vi forstår ikke deres verden, og de forstår ikke vores. Det er nogle helt andre spilleregler, de lever under. Vi har mad, seng og en økonomi. De helt grundlæggende behov er for mange en kamp hver dag, og hvor skal man få kærlighed og nærhed henne, spørger Karina.

Selvom mange af de mennesker, som Karina er i kontakt med, fører et liv som er særdeles usundt og til tider livsfarligt, så fordømmer hun ikke, og hun taler ikke hele tiden afholdenhed og afrusning.

For mange er de mennesker, som også er i miljøet, deres eneste omgangskreds, og Karina er ikke i tvivl om, at det er et meget hårdt miljø at være i. – De stjæler virkeligt meget fra hinanden og bagtaler hinanden rigtigt meget. Nogle er stærke, og det er ikke sjovt at være den svage, der bliver udnyttet. Hvis du ikke er en meget dygtig overlever, så bliver du råudnyttet.

Det er ikke kun misbrugerne, der udnytter hinanden, også pusherne er skruppelløse. Gennem den seneste tid har Karina advaret misbrugerne mod dårlig heroin, som er blevet fortyndet med rottegift. En farlig cocktail, men et bilig fortyndingsmiddel for pusherne.

Det er en verden, hvor mange misbrugere i følge Karina ikke kun er på jagt efter det næste fix, men også skal forsøge at skaffe penge til en stor gæld. Nogle skylder 10.000, andre 60.000 kroner til deres pusher, deres venner, familie og andre misbrugere. Beløb der er helt umulige at afdrage på en kontanthjælp.

– Nogle bliver hentet, når det er pengedag, og så får de lænset deres konto. Der er ofte meget kontant afregning, men hvis de er helt forslåede, og man spørger, så har de ikke lyst til at fortælle det. Hvis man spørger for meget, så går det ud over lysten til at få hjælp, siger Karina.

Hun har drukket sin kaffe færdig, stikker lige hovedet indenfor i rygerummet og veksler et par ord med et par borgere. Det er tid til at komme videre, næste stop er Hyttebyen.