Socialsygeplejersken del 3

– Hej Peter, hvordan går det med foden?

– Ad helvede til, det gør ondt når, jeg støtter på den. Min finger er også helt smadret.

Karina er ankommet til værestedet Regnbuen. Hun sætter sig ned og kigger på Peters tommeltot.

Han er i mørkt tøj, har mørkt kort hår og er solbrændt.

– Der er et hul, og når der er hul, og den er rød, varm og hævet, så er det tegn på en infektion. Og din fod, må jeg se den- du har også en infektion dernede, konstaterer Karina efter et hurtigt kig på foden.

Peter fik for et par dage siden udleveret sin substitutionsmedicin, som er medicin mod afhængighed, til en uge. Men han forklarer Karina, at han har tabt det hele i weekenden. Nu skal han op på misbrugscentret og hente noget nyt. Men kun til en enkelt dag ad gangen, og det frustrerer ham.

– Jeg kører derop om to minutter hvis du vil køre med mig, siger Helle Hedegaard, Regnbuens leder, da hun lige stikker hovedet indenfor.

En anden mand kommer ind i rummet, og Karina spørger, hvordan han har det. Han begynder dæmpet at fortælle og græder. Efter kort tid går han igen.

Peter kommer ind igen, han nåede ikke at få et lift og vil have Karina til at hjælpe.

– Kan du ikke køre mig derop, please, jeg kan ikke gå med den her fod. Jeg har ingen penge til bussen, siger Peter, og kigger op på Karina med bedende øjne.

– Okay, sukker Karina.

Passion

Som socialsygeplejerske hjælper Karina Søeberg de mange misbrugere med stort og småt, og hun elsker sit meget alsidige arbejde. JydskeVestkysten er med hende på arbejde.

Alle kan komme og bede Karina om hjælp eller stille spørgsmål. Hun registrerer ikke med navn og CPR-nummer, hvem hun hjælper, men noterer hvor mange der opsøger hende.

Der er altid tid til en snak, når Karina kommer på værestederne. Hun har fået stor forståelse for misbrugernes liv, og gør hvad hun kan for at hjælpe med små og store ting.

Vil gerne i behandling

Mens hun lige venter på, at Peter bliver klar til at køre, forklarer hun, at hun tænker grundigt over, hvem hun gør hvad for.

– Jeg kører ikke bare alle, men hvis jeg kan se, at personen virkelig er presset, så gør jeg det. Så vil vedkommende måske også komme til mig næste gang. Peter har tidligere været rigtig dårlig på grund af abstinenser, og jeg vil ikke risikere, at han bliver så syg igen, så derfor vælger jeg at køre ham, siger Karina.

På vej i bilen fortæller Peter om sin weekend. Han blev rigtig sur på sin kæreste, som nu er blevet til ekskæreste.

– Hun havde noget af mit, og hun var fræk og provokerende. Så tænkte jeg, du kan få en svingtur. Så smed jeg hende i åen.

- Det gjorde du ikke!, udbryder Karina.

– Jo, Det havde hun sgu fortjent.

– I er altså lige gode om det I to.

– Nej, og jeg snakker aldrig mere med hende. Jeg vil også gerne snart i behandling.

– Det kunne være godt for dig.

– Ja, men jeg gider ikke sidde i en rundkreds og sige, hvordan jeg har det, forsikrer Peter.

Karina stopper udenfor Misbrugscentret og skynder sig ud og griber fat i en af dem, der står ude foran.

Hun snakker med ham fem minutters tid.

– Han er en af dem, jeg er meget bekymret for. Når jeg går på weekend, kan jeg godt tvivle på, om han stadig lever om mandagen, siger Karina.

Kort tid efter kommer Peter ud igen. Han har fået sin medicin og kører med tilbage til Regnbuen.

På Regnbuen to gange om ugen

I gårdhaven sidder en håndfuld mænd og kvinder og snakker. Nogle af dem er lige ankommet med tog fra Odense. De er tilknyttet heroinklinikken der, og kører hver eneste dag til Odense for at indtage statsfinansieret heroin.

Her sidder også en ældre mand med sin rollator. Han går under navnet Venne, og bor på plejehjemmet Vonsildhave. Han har i mange år været misbruger, og kommer på Regnbuen et par gange om ugen.

– Hvorfor kommer du her?

– Jeg kender en masse mennesker hernede, jeg kommer for at snakke med dem, siger Venne, der er 71 år.

Karina sætter sig ved det ene bord og snakker om vind og vejr med de andre. Hun spørger til en kvindes blærebetændelse, og en mand vil have hende til at kigge på sin finger for at finde ud af, om det er psoriasis eller neglesvamp, der generer ham.

Snakken går om episoden, hvor Peter smed sin ekskæreste i vandet, nogle er forarget, andre synes, at dukkerten er fortjent.

Katten Johannes

Ved bordet sidder også Gøtte, en 50-årig kvinde. Hun sidder stille ved bordet, og siger ikke ret meget. Men hun vil gerne fortælle lidt om sig selv. Hun får substitutionsmedicin og noget at slappe af på, og hun er kommet på Regnbuen i flere år.

– Det er dejligt, at man lige har en sygeplejerske, hvis man har nogle spørgsmål, siger Gøtte.

Hun har fået hjælp fra Karina til sit lave blodtryk, og hun vil da også gerne lige have, at hun måler det i dag. Det er lidt lavt, men sådan er det bare. Gøtte kommer på Regnbuen for at snakke med de andre på stedet. Hendes kæreste gennem ni år kommer her også.

– Vi har en kæmpestor kat derhjemme. Han hedder Johannes, og hende der kommer og gør rent hver 14 dag, hun er bange for den, fortæller Gøtte, som efter flere års kamp fik bevilget førtidspension i november.

Karina og Gøtte snakker lidt om Gøttes ryg, som hun har haft ondt i nogle dage, og de bliver enige om at snakkes ved sidst på ugen, og vurdere om Gøtte skal en tur til sin egen læge.

De kan ikke ændre sig

Dagens rundtur er slut, og Karina sætter sig lidt udenfor for at fortælle om den passion, hun har fået for sit arbejde og de mange udsatte borgere, hun møder.

– Jeg har aldrig haft så godt et arbejde, det er alt, hvad jeg gerne vil. Der er ingen tvivl om, at man bliver ramt. Jeg føler næsten lige så stor ansvarlighed overfor nogle af de her borgere som for min egen datter, siger Karina.

Hun har været i stillingen et halvt års tid, og er rigtig glad for den store selvstændighed, de mange mennesker hun møder, og det gode samarbejde, hun har med sundhedspersonale alle mulige andre steder i systemet. Hendes holdning til mennesker med et misbrug har også ændret sig markant.

– Det nytter ikke at sige, du kan jo bare lade være med at tage det, få dig et arbejde og et indhold i dit liv. De kan ikke bare tage sig sammen og ændre sig. Der er også den her side af det, at der er noget helt fantastisk over en heroinrus, og hvordan skal vi give dem den. Det er svært at forstå, når man ikke har prøvet det.