JV logo

Fænø

Fotoreportage: Kom med til Danmarks største privatejede ø
Foto: Ludvig Dittmann | Tekst: Peter Tougaard | Web: Anders Hjelmer Paulsen

Publiceret 10. april 2017

Få steder i Danmark er det muligt at finde den oprindelige danske natur med udbredte ege- og bøgeskove i et kuperet kystterræn som på Danmarks største privatejede ø, Fænø.

Som det udtrykte billede på dansk natur, som vi kender den fra Højskolesangbogen med løvskov ned til kystens hvide stribe af strand, ligger Fænø midt i Lillebælt i det farvand, der hedder Snævringen - med Middelfart på Fyn-siden og Stenderup-halvøen på fastlandssiden som nærmeste naboer.

Her på godt 400 hektar har familien Skouboe siden overtagelsen i 2000 - øen har før tilhørt Egetæpper-skaberen Mads E. Damgaard - forstået at gøre Danmarks største privatejede ø til et naturparadis, der byder på stort set alle danske naturtyper med et spændende og varieret dyreliv.

Indtil 1695 tilhørte Fænø kronen, men i flere hundred år har øen været underlagt forskellige godser - senest Hindsgavl Slot - som landbrugsområde. I begyndelsen af 1990'erne omlagde man landbrugsdriften, og i årene frem blev øen beplantet med 700.000 træer - fortinsvis ege- og bøgetræer. Den begrænsede offentlige adgang har bekommet naturen vel, og den har kvitteret med blandt andet at huse landets største fiskehejrekoloni samt en tæt bestand af vildt. I det hele taget er dyre- og fuglelivet på øen et kapitel for sig, og med udbredelsen af havørnen - der er tre par ynglende havørne i området - bliver "luftens konge" set på Fænø, hvor en række vade- og trækfugle også finder føde og hvile.

Processen med at forvandle den tidligere landbrugsø til en varieret natur domineret af skov tog for alvor fart efter familien Skouboes overtagelse i 2000. Siden er øens skovareal blevet fordoblet - ikke som en stor, sammenhængende skov, men med utallige små og størrre engarealer og moser.

Det er landskaber, der i resten af landet stille og roligt er forsvundet, men på Fænø er der blevet plads til ikke blot at beskytte den eksisterende natur, men at understøtte den og nænsomt pleje de tusindvis af nye planter, der de seneste år er kommet til. Og de karakteristiske læhegn har fået lov at blive, selv om det nu ikke længere er markarealer, de afgrænser, men derimod store og små skovlodder.

Serie om syd- og sønderjyske øer

Rundt om syd- og Sønderjylland ligger en god dusin øer. 12 fotografer fra JydskeVestkysten besøger 12 af disse øer – én hver måned. Og sidst på året laver vi en kalender fra besøget på øerne.

Om Fænø

Fænø er på cirka 400 hektar og er Danmarks største privatejede ø. Den ligger i Lillebælt sydvest for Middelfart. Øen er for en stor del skovbevokset, og den er hjemsted for Fænøgård, hvis hovedbygning er en af få nybyggede herregårde i Danmark. Fænøgård er opført i 2003-2004 og er et herregårdshotel. Kilde: Wikipedia.

Video: Ludvig Dittmann
Rå- og dådyr er der mange af på Fænø, hvor den varierede natur giver perfekte betingelser for vildtet. At der også drives jagt på Fænø er derfor knap så overraskende.

Fotoreportage