JV logo

Årø

Fotoreportage: »Snapchat, Instagram og Facebook er min livline til fastlandet«
Tekst og foto: Jacob Schultz | Web: Anders Hjelmer Paulsen

Publiceret 4. juli 2017

Laura er 15 år, ser Paradise Hotel og sluger alt om reality-stjerner på TV3 play. Når hun er til fest, kigger hun efter drengene, og gør sig de første erfaringer med alkohol. Hun har holdt håret for veninder, som kaster op i toilettet, og hvis hun selv skulle blive fuld, kan hun altid ringe efter sin far. Men en ting skiller hende fra de fleste andre jævnaldrende piger.

Hendes far skal tage båden over sundet i buldrende mørke for at hente hende. Hvilket han har gjort en enkelt gang klokken 02.00. For Laura Hansen Paag bor på Årø sammen med sin familie, som gennem mange generationer har boet ude i Lillebælt.

- Det er vildt hyggeligt at bo på en ø.

- Alle hilser og hjælper hinanden, hvis de kan. Til gengæld er det svært at have hemmeligheder, for folk snakker meget, fortæller Laura.

Klokken er 15.40 og Laura stiger om bord på den lille færge Magda 3 sammen med sin lillesøster Julie, som er 14 år. Bilfærgen er på værft og 15 passagerer er krøbet i læ i kahytten, da der blæser en kold vind. Hun kender dem alle. Der er to små drenge med færgen, men ellers er de fleste på øen voksne. Gennemsnitsalderen er steget de senere år, og der er nu kun fire unge mellem 13 og 20 år på Årø. Det har bragt søstrene Laura og Julie tæt sammen.

- Min søster og jeg er sammen 24/7. Vi besøger hinanden flere gange i løbet af en skoledag. Klassekammeraterne kalder os tvillingerne, og undrer sig over de tætte familiebånd, fortæller Laura.

Det meste af hendes fritid bliver brugt sammen med familien. Tidligere gik hun til håndbold, dans, gymnastik og ridning på fastlandet. Det gav en del logistiske udfordringer for familien, som ofte først var samlet mellem 18.00 og 19.00. Hun har lavet lektier på bagsædet af bilen, når der var ventetid.

Skolereformen har medført længere skoledage, og det er blevet svært at være sammen med veninderne på fastlandet i fritiden. Lauras hverdag er nu bundet op på en masse minuttal.

Færge, bus, skole, bus, færge. Der er kun en time eller to til afslapning, når lektierne er lavet. Her er hun ofte online.

- Snapchat, Instagram, Facebook og sms’er er min livline til vennerne på fastlandet. Men jeg er tjekker ikke 200 beskeder om dagen, som min mor siger, fortæller hun grinende.

Til august skal Laura på Nordborg Slots Efterskole. Det er Art-linjen, som trækker. Men det betyder også, at hun skal flytte fra familien.

- Jeg kommer til at savne min lillesøster. Og så kommer jeg til at mangle roen – at kunne trække mig tilbage og være mig selv, som man kan på en ø.

Serie om syd- og sønderjyske øer

Rundt om syd- og Sønderjylland ligger en god dusin øer. 12 fotografer fra JydskeVestkysten besøger 12 af disse øer – én hver måned. Og sidst på året laver vi en kalender fra besøget på øerne.

Om Årø

Årø ligger i Haderslev kommunes østligste hjørne. Øen dækker 566 hektar. Der bor omkring 170 personer på øen. Kun få af dem er børn. Højeste punkt er 7,60 meter over havets overflade. Øen har en kystlængde på 22 kilometer, som tiltrækker fugleinteresse, lystfiskere og andre naturinteresserede.

Færgen sejler kun én gang i timen, og Laura er kun kommet for sent til en afgang få gange i sit liv..

Fotoreportage