JydskeVestkystens udsendte har brugt 19 timer i selskab med beboerne Azziz, Amran og Mohammad fra Asylcenter Aaløkke. En periode fra tidlig morgen til sen aften, der viser en hverdag med sprogskole, fodbold og praktikarbejde og giver et indblik i, hvad beboerne på centret foretager sig om aftenen, når personalet er gået hjem. Derfor starter historien også ved slutningen - om natten - og bevæger sig 19 timer baglæns igennem dagen.
De spiller et kortspil, der minder om bridge, mens de drikker autentisk chai købt fra serberen, der hver uge kommer forbi for at sælge varer til beboerne på Asylcenter Aaløkke. Nok er klokken to om natten, men der er intet optræk til opbrud i forsamlingen. Hvorfor skulle de gå i seng?
De er myndige mænd og skal først møde i sprogskole i Løgumkloster By næste dag klokken 11.40. Der er lang tid til, hvilket gør det tilforladeligt at leve som natteravn. Min egen seng kalder.
”Salam Aleikum”, siger jeg til dem. ”Fred være med jer” - og går til ro.
Men freden har endnu ikke sænket sig over Asylcenter Aaløkke. I den ene ende af gangen kan man stadig høre lyden af billiardkugler, der bliver stødt til, og i den anden ende er et spil arabisk Uno stadig i gang.
Gangen er tyk af cigaret- og vandpiberøg - æblesmag - selvom der hænger no smoking-skilte på centrets vægge. Om cirka halvanden time går de sidste beboere i seng. Om cirka fem timer vil de første familier på centret stå op, spise morgenmad og klargøre børnene til børnehave og skoledag.
Om cirka seks timer møder personalet på Asylcenter Aaløkke, og socialrådgiveren Marianne vil igen vække mig og resten af gangen med et højlydt "godmorgen". Til den tid vil sporene efter cigaretskodder og vandpiber være forduftet.
183 beboere i alt.
34 familier er bosat på centret.
Der er 86 børn i alderen 0-17 år.
108 beboere er mænd, mens 75 er kvinder.
121 beboere stammer fra Syrien. De resterende beboere er hovedsagligt er statsløse, statsløse palæstinensere og irakere.
Til trods for at ingen i rummet kan andet end enkelte tyske gloser, er forsamlingens øjne fæstnet på skærmen. Et nyhedsindslag om terrororganisationen ISIS - eller Daesh, som beboerne kalder dem - tårner frem og sætter gang i snakken.
– Det er sjovt, at de kalder sig Islamisk Stat, for de har fuldstændig misforstået islam, siger Azziz Osso på engelsk.
Han og de andre ti mænd på værelset er kurdiske syrere, for hvem mange har måttet flygte fra netop Daesh. Fra siden kommer Amran Isran og rydder af bordet og begynder opvasken i værelsets lille køkken. Personalet kalder centret for asylcentrenes pendant til et Hilton Hotel, fordi faciliteterne og forholdene på Asylcenter Aaløkke er bedre end på andre centre.
Men selvom alle værelser er udstyret med både bad og køkken, er det svært at drage en sammenligning til den femstjernede hotelkæde. Til gengæld er serviceniveauet - så at sige - højt, når først man bliver inviteret indenfor af beboerne på centret. Du bliver tilbudt mad, øl, te og cigaretter og skal som gæst ikke røre en finger.
Klokken er lidt over midnat, og nu tilbyder de venlige værter mig sågar en klipning. Mohammad Marwan har arbejdet adskillige år som frisør i Syrien, så jeg er ikke nervøs for at lægge mine leverpostejsfarvede lokker i hans hænder. Mens der danner sig et bjerg af hårtjavser på deres badeværelsesgulv, finder Azziz Osso noget af sit tøj frem, som jeg kan tage på, når jeg har været i bad. For selvfølgelig skal jeg have lov til at låne deres bad.
En bajer bliver plantet på bordet. Onsdag er Champions League-aften, så det hører sig til. Også på et asylcenter. På det lille fladskærms-tv træder magiske Messi og resten af det offensive triumvirat bestående af Suarez og Neymar ind på Vicente Calderons grønsvær til returopgøret mod Atletico Madrid.
Larmen på stadion er til at høre, men det er lyden fra den særdeles opgejlede arabiske kommentator også. Ham slipper vi ikke for. Med et rådighedsbeløb på 800 kroner til hver fjortende dag står den store danske tv-pakke ikke øverst på listen over ting, man køber som asylansøger.
Heldigvis er de fleste beboere på asylcentret forsynet med en smartphone, med hvilken du kan overføre billeder til tv'et - med arabisk lydspor. Det er nu også meget sjovt. Især når der scores.
”GOL GOL GOL GOL GOL GOL GOL” udbasunerer kommentatoren, da lille franske Antoine Griezmann header Atletico Madrid foran mod forhåndsfavoritterne fra Barcelona.
”Noooo” jamrer kuwaitiske Abdelhamid, der holder med blaugrana. Nedturen stopper dog ikke her.
Atletico Madrid udbygger føringen på straffe i anden halvleg, og ligeså hårdt som Abdelhamid klasker sig selv på lårene, hver gang Barcelona brænder en chance, ligeså lidt hjælper det. Det er bare ikke Barcelonas aften - til stor morsomhed for de resterende tilskuere på værelse 17.
”Bye bye Barca, bye bye Barca” synger de drilsk, da nederlaget er en realitet. Abdelhamid forlader værelset med sænket ansigt, og Azziz Osso griber chancen for at bruge noget nytillært dansk.
”Farvel” siger han, mens han vinker hoverende. Han er på den grønne gren, for dagen forinden avancerede hans hold - Real Madrid - til semifinalerne i mesterholdenes turnering.
Om det er på grund af manglende opholdstilladelse eller fordi, der er en kvinde til stede, vides ikke, men i dag er stemningen anderledes trykket hos Jamil Hussein og Ali Anmad. Dagen inden gav de to musikere intimkoncert på værelset for en håndfuld tilskuere og skænkede ouzo. I dag står den på kaffe. JydskeVestkystens fotograf Annett Bruhn fotograferer dem.
Fem minutter forinden har Ali Anmad snakket med sin kone og fem børn, som stadig er i Syrien. Efterfølgende kom han ind med blanke øjne, og nu falder ansigtet ikke i folder, der egner sig til at se glad ud på fotografier.
De to mænd flygtede fra Syrien til Danmark med en forestilling om, at de kunne få familiesammenføring efter tre måneder. Det var et fatamorgana. Nu har de været i landet i et år, men er endnu ikke blevet tildelt den opholdstilladelse, der er alfa og omega for, at de overhovedet kan søge om familiesammenføring.
Og får de ophold, vil de nyligt vedtagne asylstramninger betyde, at de skal vente yderligere tre år, før de har krav på familiesammenføring. Via Googles oversættelsesprogram oversætter Ali Anmad titlen på et af de numre, de spiller.
”Fjernet fra landet og længslen efter familie og venner” hedder det.
Det er nu, at personalet holder fyraften. Beboerne er ikke længere under opsyn af andre end dem selv, og skulle der opstå problemer eller være behov for akut lægehjælp, sørger en udvalgt beboer for kontakten til beredskabet.
Det er tidspunktet, da personalet har en forestilling om, at beboernes venner og familier fra nær og fjern flokkes til centret for at feste. Det mystikopspundne klokkeslæt viser sig dog at være et antiklimaks. To mand spiller Playstation og andre billiard, mens de mindre børn gynger udenfor.
Det store indryk af udefrakommende mennesker udebliver. Til gengæld vælger enkelte at bryde rygereglerne ved at tænde dagens første indendørscigaret, nu da personalets løftede pegefinger er væk. Det er dog kun få, der gør det offentligt. De fleste døre er lukkede, og det virker som om, at beboerne kollektivt har valgt at tage en lur efter dagens skole og praktik.
Det gælder dog ikke størstedelen af centrets yngre mænd, der i samlet flok begiver sig ned mod de nærtliggende boldbaner for at spille fodbold. Det gør de hver dag, når vejret er til det, ligesom de spiller kort, billiard og Playstation hver dag.
– Jeg kan godt se, hvad du mener, men sådan er det ikke. Vi skifter hele tiden rutinen. Nogle dage spiller vi fodbold om dagen og kort om natten. Andre dage spiller vi kort om dagen og Playstation om natten. Vi keder os aldrig.
Fodbolden ser i hvert fald ikke ud til at kede dem, og med træningen har de ikke kun bogstaveligt talt et mål. Til maj bliver der nemlig arrangeret en fodboldturnering mellem alle de sydjyske asyl- og flygtningecentre, og den skulle Asylcenter Aaløkke gerne vinde.
"Yallah, yallah" - "Spil, spil" - bliver der råbt flittigt, indtil et sus fra en skyblå himmel sætter spillet i stå.
Et F-16-fly passerer over Løgumkloster med retning mod Flyvestation Skrydstrup. Alle kigger kortvarigt op. Så fortsætter de spillet, som om intet var hændt.
I Hotel Hiltons frisørsalon - sådan en har man på centret - summer en hårtrimmer. Amran Isran er ved at klippe Ömer Abdis hår i en mohawk. Mens den brummende klipning står på, stemmer adskillige støvsugere ind i koret ude fra gangen.
De fleste beboere er kommet tilbage fra sprogundervisning, og nu skal dagens praktik overstås. Alle myndige beboere skal udføre mellem fem og 37 timers praktikarbejde hver uge. Arbejdet kan indebære alt fra støvsugning, gulvvask, syning og havearbejde til at betjene kunder i centrets secondhand-store. Praktikken kan foregå både internt på centret og eksternt hos en virksomhed, men den sidste udgave er en sjældenhed. Hver måned roterer beboerne så praktikarbejde.
Derfor er det ikke Mohammad Marwan, der arbejdede som frisør i Syrien, der klipper beboerne denne måned, men Amran Isran - som ingen særlig erfaring har. Det er muligvis forklaringen på, at en håndfuld mindre drenge render rundt på centret med asymmetrisk pandehår.
"I dag er det onsdag 13. april, 2016", siger sproglærerinden Stine, mens hun lægger tryk på samtlige vokaler.
"I dag er det onsdag 13. april, 2016" gentager klassen på en måde, der ikke fremstår lige så flydende som højtlæsningen af selvsamme ord i dit hoved.
Timen er netop begyndt på uddannelsesvirksomheden AOF's dansk-begynderhold i Løgumkloster. Azziz Osso og Mohammad Marwan stod op knap en time inden, som så mange andre skoleelever gør, og nu er de og ti andre beboere mødt. I dag skal de lære ord, der begynder med H.
"Hund" og "heks" bliver sagt i kor, og Stine kvitterer med et "Super", hver gang en beboer udtaler et ord særligt godt. Den universelt forståelige ros er eftertragtet, og klassen deltager aktivt i undervisningen. Azziz sidder helt fremme på kanten af sin kontorstol af bare iver.
– Jeg kan godt lide undervisningen, selv om det er en smule ironisk at være tilbage på skolebænken. Men det er nødvendigt. Jeg kan tale engelsk og dermed begå mig lidt i Danmark, men mange kan ikke, og skal man kunne noget, må man også lære at snakke dansk, siger Azziz Osso.
Den konklusion må de danske politikere også være nået frem til, for alle flygtninge med undtagelse af få skal modtage danskundervisning. Ifølge Almaz Mengesha, centerleder på Asylcenter Aaløkke, er der oprettet to modtageklasser på den lokale folkeskole for de 6-12-årige flygtningebørn. Teenagerne bliver undervist på Løgumkloster Højskole og de voksne hos AOF i Løgumkloster.
Pjækker man fra undervisningen bliver man sanktioneret. Det betyder, at der bliver trukket et vist beløb fra den næste lommepengeudbetaling. Derfor er Amran Isran, der møder for sent til timen på grund af et tandlægetjek, hurtig til at få lærerinden Stine til at registrere ham som tilstedeværende i sin daglige protokol.
Knap så vaks er Amran Isran nu. Han og de andre beboere på værelse nummer 17 snorksover. I går gik de i skole, passede praktikken, spillede fodbold, så fodbold og spillede kort med de andre beboere til sent om natten. Klokken 3.30 lagde de sig til at sove, og om cirka tre timer vågner de på ny og gør det hele om igen.
Men lige nu sover de fra personalets rumsteren ude på gangen og Mariannes "Godmorgen!", der ellers trænger klart og tydeligt igennem dørene til værelserne. Den 17-årige Walid hører det. Han siger "harj harj" og tager sin femårige lillesøster, Amina, ved hånden. Sammen forlader de det tidligere plejecenter Aaløkke, der nu hedder Asylcenter Aaløkke, og går ned ad Nygade.
Et par minutter senere når de til Markledets Børnehave, samtidig med at en dansk mor parkerer sin bil. På bagsædet sidder et børnehavebarn. "Hej Amina" siger pædagogen med et lyst toneleje, da Walid afleverer lillesøsteren. Så smutter han i skole.
På vejen tilbage til centret kommer Ali gående i stavgang med sine to krykker og to små sønner, der også skal i børnehave. Han hilser.
"Godmorgen".
JydskeVestkysten flyttede i april ind på Asylcenter Aaløkke i Løgumkloster i et par dage.
Over de kommende dage skildrer vi hverdagen på centret og de barrierer, man står over for som ny i landet.
Samtidig belyser vi de udfordringer, Danmark har med de mange nye mennesker.