Skrevet af: Jakob Slyngborg Trolle | Foto: Søren Gylling & Privatfotos fra Ali Reza
På Flensborg Banegård sidder en ung, afghansk mand og pudser sine brilleglas. Under hans hvid-ternede dynejakke gemmer sig en hvid striktrøje. Under den en varm trøje mere, og under den en beskidt t-shirt. Under lagene af tøj er Ali Reza Ahmadi. En 16-årig afghansk dreng, der sammen med fire barndomsvenner tog flugten fra Afghanistan mod Europa.
Fortællingen er skrevet ud fra et interview med den 16-årige Ali Reza Ahmadi på Flensborg Banegård den 19. november. Historien er derfor en personlig fortælling. Det har altså ikke været muligt at efterprøve alle hændelsesforløb.
– Det var min mor, der sagde, at jeg skulle rejse fra Afghanistan for 40 dage siden. Hun kunne se den mørke fremtid, jeg gik i møde i landet. Hun så et liv i Europa, som den eneste måde jeg kunne få en fremtid på, fortæller Ali Reza Ahmadi.
En fremtid i et land, der længe før mit møde med den 16-årige dreng på Flensborg Banegård, tog hans far fra ham. For otte år siden, kom faren aldrig hjem. Familien har siden levet i uvished om hans skæbne.
– Vi aner ikke, hvad der er sket med ham, men vi frygter, at han er død i et fængsel, siger Ali Reza Ahmadi og fortsætter:
– Vi er en muslimsk familie, men vi er frie og liberalt tænkende. Vi hader ISIS og al-Qaeda.
Derfor sagde han for 40 dage siden farvel til sin fødeby Bezut, der ligger lidt uden for Kabul. Tilbage i byen blev hans bror og mor.
– Mig og mine venner besluttede os for at rejse over Iran. Vi havde skaffet en bil og nogle folk, der kunne køre os mod grænsen. Den ville vi krydse gennem bjergene, så vi ikke blev opdaget, siger Ali Reza Ahmadi.
Bilen satte de fire unge mænd af langt fra grænsen til Iran. Resten af vejen måtte de fire drenge fra Bezut tilbagelægge til fods.
– Vi måtte gå i otte timer, inden vi ramte den bjergkæde, vi skulle krydse for at komme ind i Iran. Vi frøs, vi var sultne, og vi havde ikke sovet, siden vi forlod Bezut.
Alligevel fortsatte de over bjergkæden. Kulden blev ikke mindre, og de fire unge mænd måtte hurtigt sande, at vejen gennem det iransk-afghanske bjergpas var en, man slog sig på.
– Jeg styrtede ned ad bjerget, da vi bevægede os opad. Jeg ødelagde både min hånd og mit ben på turen, fortæller Ali Reza Ahmadi og rækker hånden frem for at vise arrene på knoerne fra styrtet.
Midt i fortællingen om kampen for at komme gennem bjergpasset, bliver det pludseligt lysende klart, at Ali hele tiden har fortalt om fire barndomsvenner, der sammen rejste fra Afghanistan mod Europa. Alligevel sidder der kun tre drenge og deler en kop kaffe i ankomsthallen på banegården.
– Vi var i bjergene i fire timer. Da vi nærmede os Iran, blev vi opdaget af iranske soldater, der bevogtede grænsen. Vi blev nødt til at flygte fra dem, men de begyndte at skyde efter os.
Selv undslap Ali Reza Ahmadi de iranske kugler, men turen over den iranske grænse blev alligevel drengenes dyrest købte.
– Min ven blev ramt af soldaterne. Han døde, inden vi nåede grænsen. Jeg vil ikke snakke om det. Han var min barndomsven.
Rejsekammeraten hed Mashallah Qanbari. Han blev 16 år.
Efter at have krydset den iranske grænse med soldater i hælene, lykkedes det drengene at komme relativt ubesværet ind i Tyrkiet. Næste stop Grækenland og Europa. Foran dem ventede dog den rejse over middelhavet, der i manges øjne er blevet selve billedet på flygtningestrømmen mod Europa.
– Vi måtte vente i Tyrkiet i to uger, inden vi kunne finde en båd, der kunne sejle os til Grækenland. Der er rigtig mange, der gerne vil med over.
For Ali Reza Ahmadi og hans venner lå vejen til Europa i de skrøbelige og ustabile både fyldt til randen med desperate flygtninge.
- Billeder fra Ali Rezas mobiltelefon -
– Vi var 42 mennesker, der blev smidt op i en båd, der maksimalt kunne have 15-20 mennesker om bord.
I den skulle de krydse Middelhavet, og så ville de være i Europa.
– Den første del af rejsen gik efter planen, men båden var for dårlig, og vi var for mange mennesker om bord. Vi kæntrede en kilometer fra Grækenlands kyst.
Håbet om et liv i Europa var ved at drukne i middelhavets bølger.
– Jeg var meget bange. Da der var gået en time, og vi stadig ikke havde set nogen, der kom os til hjælp, var jeg sikker på, at der ikke ville komme nogen, fortæller Ali Reza Ahmadi.
Men hjælpen kom. En time efter, at båden var kæntret kom både fra den græske kystvagt dem til udsætning. 39 personer fra Alis båd kunne sætte fod på Grækenlands kyst den morgen.
– Vi var gennemblødte, og vi havde ikke noget mad. Mange var blevet syge, og der var ikke noget medicin at finde. Vi havde penge, så det lykkedes os at komme på et tog mod Serbien.
I Serbien blev lettelsen over at være nået til Europa dog hurtigt afløst til frygt, da drengene stødte på det serbiske politi, fortæller Ali Reza Ahmadi.
– I Serbien stod politiet klar ved grænseovergangen. De tævede os med knipler og flere endte på hospitalet. Da vi rejste fra Afghanistan, havde vi kun frygtet at skulle løbe ind i problemer, da vi skulle ind i Iran. Nu mødte vi problemer alle steder.
Her oplevede de også, at en flygtning ikke bare er en flygtning, når man træder ind i Europa.
– De arabiske flygtninge blev alle sammen indkvarteret i telte og fik noget at sove med. Os afghanere og andre afrikanske flygtninge måtte ligge udenfor. Vi fik at vide, at de ikke kunne hjælpe os, når vi spurgte om et liggeunderlag.
Efter at have været udenfor i, hvad Ali beskriver som en bidende kulde, i et døgn, kom gruppen videre til Kroatien med tog.
Men hvad er målet med den rejse, der har bragt tre afghanske drenge over iranske bjergkæder, sorte bølger og altså nu til den beskidte ankomsthal på Flensborg Banegård.
– Jeg vil til Finland. Der har jeg venner, der er flygtet til fra Afghanistan ligesom mig. Finland er et godt land for unge mennesker som mig. Der kan jeg komme på universitet og få mig en uddannelse. Min drøm er at blive læge.
Mens toget tog dem videre fra Kroatien ind i Slovakiet, begyndte Ali Reza Ahmadi så småt at kunne genkende det Europa, han havde hørt om.
– Folk var enorm søde ved os. De stod klar til at hjælpe, når vi skulle skifte tog. Derfor kunne vi ubesværet fortsætte videre ind i Østrig.
Alligevel var målet for de mange timer på skinnerne aldrig til forhandling.
– Folk var søde, men jeg vidste ikke noget om de lande, vi kørte igennem. Jeg vidste, at jeg kunne få det godt i Finland. At der er en fremtid for mig der.
Selvom de grusomme oplevelser fra Iran, Tyrkiet og Grækenland efterhånden bevægede sig længere og længere væk i takt med, at togene stille og roligt gled længere op gennem Europa, forblev frygten dog en konstant medrejsende.
– Jeg frygtede hele tiden, at vi skulle blive registreret af myndighederne i de lande, vi kørte igennem. Jeg turde ikke bevæge mig ud i de byer, vi landede i for at vaske tøj, fordi jeg var for bange for at støde på betjente, der ville registrerer mig. Til sidst blev jeg nødt til at købe noget nyt tøj på en banegård, fordi mit gamle stank så meget.
En registrering ville for de unge mænd have betydet ende på rejsen til Finland. Så skulle deres asyl-sag behandles i det land, hvor registreringen foregik.
De tre unge drenge fra Afghanistan blev ikke registreret på deres tur fra Slovakiet og ind i Tyskland. Nu sidder de side om side med hundredvis af andre flygtninge, der alle kan fortælle en historie, der minder om Ali Rezas.
Han og kammeraten Muhammed sidder og venter på, at de danske busser lander, så de kan blive kørt til Fredericia. Han ved godt, at rigtig mange gerne vil til Sverige. Han føler dog ikke, at landet kan rumme flere.
– Der er kommet så mange mennesker til Sverige, og jeg tror, det vil komme til at tage alt for lang tid at få min sag behandlet der. Så vil der gå for lang tid, inden jeg kan starte i skole.
Og det at komme i skole hænger for Ali Reza uløseligt sammen med en god fremtid. En fremtid, han håber at finde i Finland, og ikke var en mulighed i Afghanistan.
– Jeg håber, at jeg om 10 år har levet det bedst mulige liv, og at jeg har har min frihed. Jeg håber, at jeg kan gå ned af gaden med min kæreste i hånden. Jeg håber, at jeg kan gå på diskotek. Jeg håber, at jeg har fået et godt arbejde. I Afghanistan kunne min fars skæbne være blevet min.
Interviewet bliver afbrudt af den tredje rejsekammerat. Folk er begyndte at røre på sig på banegården. Måske kommer busserne snart. De busser som Ali Reza Ahmadi skal med, hvis han vil nå hele vejen til Finland. Der er ikke tid til flere spørgsmål, ikke tid til flere billeder til fotografen.
Han virker handlekraftig, hård og myndig for en fyr på 16 år, selvom den lange rejse er den første gang, han er væk fra sin mor. Da jeg spørger, om han regner med nogensinde at se hende igen, bliver der stille bag de skarpe, firkantede briller. Den udlånte tolk lægger armen om Ali, inden han oversætter svaret.
– Det ved jeg ikke..... Det håber jeg.
