Ferietrafik: Fredag og lørdag bliver to af de helt store rejsedage, når sommerferien for mange danskere begynder. Med lidt omtanke og planlægning kan de værste bilkøer også undgås, selv om faren for en dårlig start på ferien lurer lige syd for grænsen.
Børnene er oppe at slås på bagsædet, konen surmuler på forsædet, og den propfyldte stationcar er overophedet efter to timers sneglefart i en ti kilometer lang kø.
Vi elsker sommerferien, men vi hader også de mange bilkøer i ferietrafikken, der sommetider forvandler turen til Kroatien, Italien eller Frankrig til et rent mareridt.
De to første store rejsedage begynder for mange danskere denne fredag og lørdag, men både Vejdirektoratet, FDM og Visit Denmark har en række gode råd, så de rejsende med lidt omtanke og planlægning kan drible sig uden om de værste og største bilkøer i ferien.
– Undgå lørdag. Den er vigtig - og find så de alternative ruter, lyder rådet fra Visit Denmarks markedschef i Hamborg, Lars Ramme Nielsen.
– Og for de danskere, der skal sydpå, så er A7 bestemt ikke blevet bedre end sidste år. Der er meget vejarbejde, og på lørdage vil det hele klumpe sig sammen, advarer han.
Således har Visit Denmark igen i år sendt vejledninger ud til de danske udlejere omkring vejarbejdet på netop A7, så de mange udenlandske turister, der tager op i et dansk sommerhus, også er forberedt på risikoen for kilometerlange køer på strækningen mellem Hamborg og grænsen.
Vejdirektoratet advarer også mod tæt trafik og riskoen for bilkøer især lørdag:
– Lørdag den 25. juni er den største udrejsedag, og vi forventer, at der denne dag vil være tæt trafik med risiko for kødannelser og forlænget rejsetid i tidsrummet fra klokken 8 til 17. For alle udrejsedage i feriens første halvdel gælder det, at der vil være en overvægt af trafik i vestgående retning fra Sjælland mod Jylland via Fyn og Sjællands Odde, samt sydover mod Tyskland via Rødby og den dansk-tyske grænse ved Padborg, forudser Vejdirektoratet.
Lars Ramme Nielsen gør i øvrigt opmærksom på, at risikoen for kødannelser på A7 lige syd for grænsen ikke er at regne for noget i forhold til den risko for endnu længere køer, er kan opstå for de rejsende, der planlægger at tage videre til Østrig, Kroatien, Italien eller Frankrig, hvor der er endnu større risiko for at hænge fast i ferietrafikken.
De fem gode råd til ferieturen
- Kør om muligt uden for de mest belastede tidsrum og opnå en hurtigere tur med roligere kørsel.
- Kør i god tid, hvis du skal nå noget.
- Hav solbriller, mad og drikkevarer i bilen.
- Hold til højre for god fremkommelighed.
- Hold god afstand til den forankørende, og vær opmærksom på midlertidige hastighedsnedsættelser – f.eks. ved vejarbejder.
Her får du mere information
Der er en række gode steder, hvor du kan hente endnu flere gode tips og råd for at undgå at bruge ferien i for meget kø.
- På www.vejdirektoratet.dk er der også masser af trafikinformation og gode råd om den kommende feriertrafik.
- På www.fdm.dk er der også masser af gode råd samt opdateret information og prognoser for trafikken i både Danmark og udlandet.
- For alle de bilister, der skal ned igennem Tyskland, er www.adac.de også en glimrende måde at holde sig underrettet på om trafikken på de tyske motorveje.
- App'en "A7-Nord" kan også gratis downloades - og giver et nøjagtigt overblik overe køerne og ventetiderne på A7.
Sommerhus-køerne
Endvidere advarer Vejdirektoratet også om, at mange af de foretrukne ruter til og fra sommerhus- og ferieområderne giver risko for kødannelser følgende steder:
- Rute 9 mellem Svendborg og Spodsbjerg – særligt i forbindelse med Langelandsfestivalen.
- Rute 11 mellem Ringkøbing og Ribe, herunder også krydset ved Korskro
- Rute 21 mellem Lumsås og Odden samt omkring Ebeltoft i forbindelse med færgetræk.
- E55/Gedser Landevej i forbindelse med færgetræk.
- Rute 28 og 30 omkring Billund/Legoland
- Rute 40 til og fra Skagen
- Rute 55 til og fra Blokhus og Løkken
- Rute 237 langs de store sommerhusområder i Hornbæk, Gilleleje og Liseleje.

Risikoen for kø-dannelser i Tyskland
Strækninger med særlig risiko for kødannelse i Tyskland er ifølge FDM:
- Landeveje til og fra Nord- og Østersøen
- A 1 Köln - Dortmund - Bremen - Hamborg - Puttgarden
- A 2 Dortmund - Hannover - Braunschweig
- A 1 /A 7/A 23 / A 24 Storrum Hamborg
- A 3 Oberhausen - Köln - Frankfurt – Nürnberg - Passau
- A 4 Dresden - Erfurt - Kirchheimer motorvejskryds
- A 5 Hattenbacher motorvejskryds - Frankfurt - Karlsruhe - Basel
- A 6 Mannheim - Heilbronn - Nürnberg
- A 7 Hamborg - Flensburg
- A 7 Hamborg - Hannover - Kassel - Würzburg - Ulm - Füssen/Reutte
- A 8 Karlsruhe - Stuttgart - München - Salzburg
- A 9 Berlin - Nürnberg - München
- A 27 Bremen - Walsrode
- A 93 Inntal motorvejskryds - Kufstein
- A 99 Rundt om München
Risikoen for kø-dannelser i Tysklands nabolande
Ifølge FDM er der størst risiko for kødannelser på disse strækninger i de nærmeste nabolande til Tyskland:
- Østrig: A 1 West-, A 10 Tauern-, A 12 Inntal-, A 13 Brenner-, A 14 Rheintal- og A 11 Karawanken motorvejene (foran Karawankentunnel), B 179 Fernpass-Route
- Schweiz: A 2 Chiasso - Luzern foran Gotthardtunnel, A 1 St. Gallen - Zürich - Bern, A 13 San Bernardino-Route
- Italien: A 22 Brenner motorvejen, A 23 Udine - Villach , grænseovergangen Dragonja (Kroatien) A 4 Triest – Verona - Venedig såvel som alle kystnære veje
- Slovenien: A 2 Ljubljana - Karawankentunnel, A 1 Koper - Ljubljana, A 2 Zagreb - Ljubljana, strækningen Macelj ved den kroatiske grænse - Ptuj - Maribor - strækningen Spielfeld (grænseovergangen fra den østrigske Pyhrn motorvej)
- Kroatien: A 1 Split – Zadar - Zagreb foran bompengestationerne, forbindelsen Pula - Triest og Rijeka - Triest såvel som kystvejene