Husam Ejle og Halla Arabi Derkawi har krydset Middelhavets mørke vand, lyssky menneskesmuglere og mistænksomme myndigheder på flugten til Løgumkloster. I billeder fortæller de historien om som familie at blive smuglet gennem Europa til en fremtid uden krig.
Det giver et ryk i båden, da den rammer den stenede strand. Det er stadig mørkt, og konturerne af et bjerg, der tårner sig op over den lille gummibåd og de syv mennesker i den, er det eneste øjet fanger. "I har ét minut til at forlade båden," lyder beskeden nede bagfra, hvor den fremmede, der har styret båden over det mørke vand, sidder. ”Ellers kommer I med tilbage,” fortsætter han.
Halla og Husam tøver et øjeblik. De har hørt om flygtninge, der bliver smuglet til en ø, som de får at vide er græsk, og først senere viser det sig, at de stadig befinder sig Tyrkiet. Men Husam og Hala har ikke tid til at fastslå om den stenede strand, de kigger ud på, er græsk eller tyrkisk.
De hopper ud af båden. Med en svag plumpen i vandet forsvinder båden ud i mørket igen, indtil de ikke længere kan se konturen af den. Den har efterladt dem ude i ingenting, men dette ingenting er forhåbentlig tættere på deres destination.
Manden, der er forsvundet ud i mørket igen, er bare én af de lyssky typer, de to har været dybt afhængige af på deres flugt fra Syrien. Det er typer, de ikke føler, de kan stoler på, men på den anden side ikke har andet valg end at give deres ultimative tillid.
Det var nogle af Husams venner, der allerede var flygtet til Europa, som gav ham kontaktoplysninger til en menneskesmugler. Husam selv kalder ham "agenten", for denne mand satte aldrig ansigt på sig selv. Kommunikationen til familien kom i korte instruktioner, og hver gang var det dæknavne, der blev brugt om kontaktpersonerne. Husam lærte aldrig et rigtigt navn at kende og så aldrig samme ansigt to gange. Han måtte bare stole på, at ansigterne ledte ham den rigtige vej.
– Det var rigtig svært for mig at gøre noget så ulovligt som dette. Jeg har aldrig gjort noget ulovligt før – jeg har ikke engang fået en bøde i trafikken. De 45.000 euros (cirka 335.000 kroner, red.) jeg betalte til smuglere for at flygte, kunne jeg have brugt på at skabe en forretning i Danmark.
Jeg håber aldrig, jeg kommer til at have noget at gøre med sådan nogle typer igen. Jeg kunne have givet pengene til fattige mennesker, de skulle ikke gå til dårlige mennesker. Men det var den eneste mulighed. Det er reglerne og myndighederne, der skaber denne forretning. Hvis jeg kom til dem og bad dem om hjælp, ville de bede mig om at skride, så jeg kan ikke se andre muligheder. De penge, jeg kunne have skabt en fremtid for, tager de med deres regler, siger Husam Ejle, der arbejdede som fotograf i millionbyen Aleppo og drømmer om sit eget fotostudie i Danmark sammen med sin kone Halla.
Turen til Danmark er ikke Husam og Hallas første flugt. Flugten startede længe før december 2014, hvor de forlod Syrien, for allerede et år tidligere var de flygtet sammen med Husams yngste søn, Rami, fra Aleppo, der var ved at blive en krigszone. Fotografen Husam turde ikke længere vise sig udenfor med sit kamera af frygt for at blive tilfangetaget eller bare associeret med den ene eller anden side af krigen.
Familien flygtede til byen Latakia ved den syriske kyst, for at komme så langt væk fra krigen som muligt og glemme landets sørgelige situation. Han opgav at sælge sit hus i det centrale Aleppo, da det efterhånden lå lige mellem de to stridende parter og i krydsilden af de raketter, som de to fronter sendte mod hinanden. Han forlod Aleppo uden at se sig tilbage.
I et år boede han i Latakia, men ligesom de fleste andre flygtninge i byen gik han arbejdsløs. Byen var ikke stor nok til at have arbejde til alle. I stedet brugte han tiden på at finde en sikker måde at komme til Europa. Han undersøgte, om han gennem sine forretningsforbindelser kunne få en fremtid i Europa, og på en lovlig måde tage turen mod nord.
På internettet havde Husam læst om Danmark. Han havde læst om det gode uddannelsessystem, friheden og menneskerettighederne i Danmark, der har et ry for at være venlig overfor og sætte pris på fremmede. Det var her, de skulle hen.
I et år ledte han efter vejen til Europa, men hvert forsøg løb ud i sandet. Hans kontakter forsvandt uden en lyd sammen med de penge, han havde lagt i forsøget. Samtidig rykkede krigen tættere på Latakia, og han vidste, at nu var tiden knap. Tiden til at finde en sikker og legal måde at rejse væk på var løbet fra dem. Nu var der ikke anden mulighed end at tage den farlige tur over havet til Europa.
Den første del af rejsen sker helt legalt. Med bus tager familien til Libanon, hvor Husam bliver genforenet med sin ældste søn Muhammad. To år tidligere var han flygtet fra Syrien til Libanon for at undgå at blive optaget i den syriske hær. Her havde han forsøgt at afslutte sin arkitektuddannelse, men da Husam beslutter, at nu må familien tage turen til Danmark, skal han med. Sammen flyver de til Tyrkiet, hvor ventetiden kan begynde til den farligste del af rejsen.
Flere gange modtager de en besked fra agenten. Tag til denne by, lyder beskeden, og familien skynder sig hen til den kystby, der bliver befalet. De fleste gange er resultatet bare mere ventetid. Hver nat sover familien med tøjet på for at kunne springe ud af døren, når beskeden om afgang kommer. De har fået instruktioner om, at de ikke må medbringe mere end en lille rygsæk. Alt andet vil blive kastet over bord på båden.
Fem gange bliver familien beordret rundt til tyrkiske kystbyer, hele tiden på standby. Men da de ankommer til byen Marmaris, bliver opholdet kort. Da begynder rejsen for alvor.
– Det var ligesom i en film. Vi lå og sov på vores værelse, da der blev banket på døren. Vi fik at vide, at vi skulle være nede om fem minutter. Vi sprang op og tog vores tasker og løb nedenunder.
Vi kendte ikke de mænd, der hentede os, men det var en slags gangstere, kunne vi se.
Jeg kunne mærke, hvordan hjertet bankede. I to timer kørte vi op i bjergene, og vi kunne mærke, at det blev koldt jo højere oppe, vi kom. Jeg havde ondt i maven, fordi jeg frøs og var bange.
Vi blev kørt afsted i to biler. Vi sad bare i stilhed, for vi havde fået at vide, at vi ikke måtte tale med hinanden eller i mobiltelefoner.
Vi kørte mellem bjerge og træer. Vi vidste ikke, hvor vi var, eller hvem vi kørte med. Vi vidste heller ikke, om de bare ville køre os ud i bjergene, tage vores penge og køre igen. Sådan nogle historier havde vi hørt om før. Det var kun gennem nogle venners råd, vi havde fået at vide, at vi kunne stole på dem, siger Halla.
– Bilen stoppede pludselig ved nogle høje klipper, hvor de sagde, at vi skulle gå over og ned. Klipperne var lige så høje som jeg, så jeg måtte kravle over i fuldstændig mørke. Man kunne ikke se en hånd foran sig. Men vi kunne ikke fortryde, for så skulle vi gå tilbage til byen i mørket gennem bjergene, og vi ville have mistet alle vores penge. Der var ikke anden mulighed end at fortsætte.
Vi var rigtig heldige med årstiden. Vi rejste om vinteren, hvor der ikke er så mange flygtninge, så vi var kun seks i passager i båden. Om sommeren havde de nok sat tyve ned i den samme båd. Vi havde nok gjort det alligevel, selvom vi var tyve mennesker, for vi havde ikke andet valg. Alle vores penge var brugt på turen, siger Halla.
Målet er den græske ø Symi, der ligger cirka ti kilometer fra den tyrkiske kyst. Ude på vandet bliver de også beordret til at være stille og have deres mobiltelefoner slukkede. Det græske politi patruljerer farvandet ud for øen Simi, og båden må tage en stor omvej rundt til øens nordside for at slippe udenom bevogtningen. I fugleflugt ville turen tage 30 minutter, men på grund af omvejen er båden på vandet i halvanden time.
– Det var de længste timer i mit liv. Vi sad forrest i båden, og jeg græd, fordi jeg var så bange. Vi har sejlet før, men ikke noget som det her. Båden blev kastet rundt af bølgerne. Bølgerne stod ind over os, og jeg råbte til Rami og Muhammad, at de skulle passe på hinanden. I starten var vandet roligt, og vi var hele tiden klar til at hoppe over bord, hvis der kom problemer, men pludselig var vi ude på åbent vand og så langt fra kysten, at vi bare pressede os sammen i båden og klamrede os til vores ting, siger Halla.
Båden lægger til på en øde strand på nordsiden af Symi. Smugleren beordrer dem ud af båden og ud i mørket. De står kolde og våde på den stenede bred og kigger på manden i båden. Manden peger en retning ud i mørket og siger noget om politiet. De kan hjælpe dem. Båden forsvinder ud på det mørke vand igen og efterlader dem på den klippefyldte kyst.
– Vi forsøgte at råbe ud i mørket, men der kom ikke noget svar. Så vi begyndte at kravle op ad klippeskrænten, mens det begyndte at blive lyst. Bjerget var meget stejlt, og det tog lang tid at komme op til toppen. Vi vidste, at vi skulle gå mod syd for at finde en politistation. Turen tog ti timer.
Det var ikke før, vi så et flag på et af husene, at vi var sikre på, at vi var i Grækenland. Det var en stor lettelse. Husam havde et kort på sin mobiltelefon, som vi havde fulgt, så vi mente, at vi var på den rigtige ø, men det var ikke før vi så flaget, at vi var helt sikre, siger Halla.
I ti timer går familien gennem bjerge og landsbyer. Ikke før de ser et græsk flag i en af landsbyerne, er de sikre på, at de befinder sig i Grækenland. De ved ikke, hvad der er blevet af de to andre flygtninge fra båden.
Da familien når frem til politistationen, er der mennesketomt. Om sommeren ville der være 500 mennesker i køen til myndighedernes hjælp, men nu er der kun dem, og de kan gå lige ind. Det tager kun få timer, at få det papirer, der giver dem tilladelse til at være i Grækenland i op til tre måneder. Så længe har de bestemt heller ikke planlagt at blive. Først går turen til Athen, hvor den næste risikable del af rejsen venter. De ved, at den farligste del af rejsen er overstået, men turen videre afhænger stadig af folk med lyssky forbindelser.
– Vi fandt en ny agent i Grækenland, da hver agent kun arbejder i sit eget land. Der er hundredvis af dem. Mange snyder og stjæler fra flygtningene, så man skal finde en, man stoler på og har fået anbefalet gennem bekendte.
Vi betalte en mellemmand pengene, der skulle skaffe os falske papirer. Vi gav ham pengene og fik et nummer, som vi skulle give videre. Vi havde ikke nogen garanti, og vi måtte bare stole på, at nummeret var noget værd. Der var flere muligheder for at komme videre, men vi ville gerne videre med fly, da det var det sikreste. Hvis vi rejste gennem Bulgarien eller Serbien, kunne politiet tvinge os til at få taget fingeraftryk.
Agenten sagde, at de ikke kunne sende os alle sammen afsted samtidig, så vi prøvede med Muhammad og Rami først. De skulle holde sig fra hinanden og checke ind hver for sig, så den ene havde en chance for at slippe igennem kontrollen, selvom den anden blev taget.
De fik deres falske pas i lufthavnen, lige inden de skulle afsted. Der var enten sat et nyt billede ind i passet, eller også havde det tilhørt en, der lignede. Vi kunne ikke nå at nærstudere dem, så jeg ved ikke, hvilket land passene kom fra.
Min ældste søn kom igennem kontrollen og på flyet, men politiet så, at Rami havde et falsk pas og tog det. ”Prøv igen”, sagde de bare. Så lod de ham gå. Der er hver dag hundredvis, der prøver at komme i gennem på den måde, så de tog bare passet og lod ham gå.
Det var en mærkelig følelse. Jeg græd for dem begge. Græd af lykke over, at Muhammad var sluppet igennem og var på vej til Danmark, men græd også for Rami, der havde mistet sin chance. Jeg var ikke nervøs for Muhammad. Han vidste, hvad han skulle gøre, når han kom frem. Finde politiet og søge om asyl. Så jeg vidste, at jeg kunne være tryg, siger Husam.
Næste gang prøver familien at tage af sted sammen. De forsøger at komme til at se europæiske ud, så de ikke tiltrækker sig opmærksomhed i lufthavnen. Halla får farvet sit hår lysere ved en frisør. De vælger den dygtigste og dyreste, de kan finde. Halla har allerede prøvet selv, men håret blev orange i stedet for lysere. De fortæller ikke frisøren, hvorfor de gerne vil have gjort Halas hår lysere, men han spørger heller ikke. De kan fornemme, at det ikke er første gang, han farver hår på en flygtning i sin salon.
I lufthavnen forsøger de at grine og virke afslappede, da de har fået de falske pas udleveret. Med svedige hænder klynger de deres medbragte bæreposer til sig. Poserne er fra græske mærkevarebutikker og skal forstærke udtrykket som europæiske turister. Hvis lufthavnsmyndighederne tager deres pas, kan de prøve igen. Smuglerne tager ikke deres penge for et mislykket forsøg, men skaffer blot nye pas til endnu et forsøg. Men familien ved også, at chancerne for at slippe igennem bliver mindre for hver gang.
I de tyve dage i Athen havde de forsøgt at slappe af. De havde overstået det værste og havde brug for at tænke på noget andet, være glade og bare lege turister. De har taget fjollede billeder med vagterne ved parlamentet og slentret rundt i den antikke by. Nu er det alvor, hvis de vil videre.
– Da vi kom igennem kontrollen, var det som om, noget blev løftet af skuldrene. Vi vidste, at vi var tæt på vores mål. Vi havde hele tiden talt engelsk med hinanden i lufthavnen, og nu prøvede vi at være cool og blive ved med at tage engelsk. Men da flyet lettede, vidste vi, at vi var sikre. Nu kunne de ikke bede os om at vende om, siger Halla.
Ankomstskiltet i Københavns Lufthavn vidner om, at rejsen næsten er forbi. Fra luften har Danmark set mørkt og øde ud, som Aleppo under de lange episoder uden strøm, men indenfor er der liv. Nu skal de bare finde nogle myndigheder at henvende sig til for at bede om asyl, men nu, hvor politiet ikke længere er en trussel, er der ikke noget politi at se.
En sms fra Muhammad giver instruktioner om, hvordan de kommer til Sandholmlejren. Afsted til Københavns Hovedbanegård og på et S-tog til Allerød Station. Det er fredag nat, og Halla husker alle de larmende, fulde mennesker på hovedbanegården og i S-toget. Muhammad er allerede blevet sendt videre fra Center Sandholm til et asylcenter i Nordjylland, så der er ingen lykkelig genforening, da resten af familien når centret. De kommer heller ikke selv til at bruge lang tid på centret. Efter et par dage får de udleveret tog- og busbilletter til Løgumkloster og tager afsted på den sidste del af flugten. De har været på vej i over en måned, men de er fremme.
Husam og Halla ved, at de i forhold til mange andre syrere har haft en flugt på første klasse. Andre har taget en farligere rute gennem Europa, og mange er aldrig nået frem til deres mål. Alt for mange nåede ikke længere end Middelhavet, nogle stolede på de forkerte menneskesmuglere og andre fik taget fingeraftryk af politiet på turen, og vil altid blive ført tilbage til dette land.
Husam og Halla har haft pengene til at tage den nemme og sikre tur med fly over Europas indre grænser, og få er så heldige at kunne det. Nogle har knap nok penge til at forlade det krigshærgede Syrien.
Men Husam og Halla nåede frem. Kun de lyse hårspidser i Hallas mørke hår og billederne på mobiltelefonen vidner om deres flugt. De ved ikke, om de nogensinde kommer til at tage rejsen den anden vej til et Syrien, der måske om mange år har helet sine sår.
– Det er umuligt at forudsige fremtiden. Da krigen brød ud, sagde vi, at vi aldrig ville flygte til udlandet - nu sidder vi her. Det er umuligt at sige, siger Husam.
