14 timer bag rattet kan for nogle virke forfærdeligt. For andre er der en frihed forbundet med det. Men hvem er de egentlig? Lastbilchaufførerne, der kører riget rundt, så mælken når frem til køledisken, og VVS'eren får de rigtige rør til parcelhusbyggeriet. 35-årige Michael Olesen er én af dem, der hver dag kører mange kilometer for at holde Danmark i gang.
Klokken 04.30: Arbejdsdagen begynder
Det er stadigvæk mørkt udenfor, og det meste af Danmark sover, men det gælder ikke 35-årige Michael Olesen. Han er lastbilchauffør hos K. Hansen Transport i Vejen og har en arbejdsdag, der ikke ser ud som de flestes.
- Jeg møder ofte ind omkring klokken fem og er så tilbage i Vejen mellem 12 og 14 timer senere, forklarer Michael, mens han sætter den 44 tons tunge og 16,5 meter lange lastbil i gear og triller i retning af Esbjergmotorvejen og Rute 11, der skal tage ham hele vejen til Struer og arbejdsdagens første stop.
- I dag har jeg vognen fyldt med både vinduer, døre og diverse rør, men det første, jeg skal læsse af, er en form for stor mælketank. Det er til en af de faste kunder, så jeg kender gården ganske godt efterhånden, siger Michael.
Michaels rute
Michael begyndte sin karriere som lastbilchauffør som 18-årig, men interessen for de store køretøjer fik han langt tidligere.
- Jeg kan huske, når jeg stod sammen med min mor langs vejene, og der kom en lastbil kørende. Jeg stod bare og vinkede og vinkede, og jeg var dybt fascineret af dem allerede dengang. På et tidspunkt var jeg så ude at køre en tur med min daværende svoger, som kørte lastbil, og så var der ingen vej tilbage, siger Michael.
Han har i sine år som lastbilchauffør kørt mange forskellige ruter, der også har inkluderet ture til de større byer som Aarhus og København, men han indrømmer, at han i dag er gladere for turene mod nordvest.
- Jeg kører fast turen mod Struer, Thisted og Nykøbing-egnen og så tilbage ned forbi Herning og Brande. Der er noget ved naturen i Vestjylland, som jeg rigtig godt kan lide, og så er det egentlig meget rart, at der er lidt variation på strækningen, så der både er åben landevej, sving og mindre byer, jeg skal igennem, siger Michael, mens han pludselig slipper speederen på vej hen til et kryds, hvor det ellers er grønt:
- Jeg har kørt her så mange gange, så jeg ved, at lyset skifter til rødt, inden jeg når derhen. Bare vent og se, siger Michael med et skævt smil og slår ud med armene blot sekunder senere:
- Hvad sagde jeg, griner han.
- Det er med at holde tungen lige i munden engang imellem, og ja, der er da røget en gadelampe og et vejskilt fra tid til anden. Det er sådan noget, der gør lidt ondt i stoltheden.
Michael Olesen
6.54: Det første stop
Knap 2,5 timer efter Michael satte sig i lastbilen, holder han ind foran en gård i nærheden af Struer. Han får hurtigt hilst på landmanden, og efter præcis otte minutter er mælketanken læsset af inde i en stor lade.
- Jeg kender kunden, og han ved, at de varer, jeg leverer, er i orden. Derfor er det også fint, at jeg bare går ind og læsser af og sætter følgesedlen på, og så er vi hurtigt videre, siger Michael og forklarer, hvordan logistikken fungerer:
- Jeg får som udgangspunkt altid min rute eftermiddagen før, jeg skal køre. Der kan naturligvis ske ændringer undervejs, men det er en del af jobbet. Når jeg så har fået læsset alt af ved de forskellige stop, melder jeg tilbage til kontoret, at lastbilen er tom. Derfra kan de begynde at vurdere, hvem og hvilke biler der skal ind forbi hvilke stop på vej retur til Vejen, siger han.
Ofte er det nemlig Michael og de andre chauffører, der har det store overblik over, hvem der er placeret hvor.
- Vi har ret meget kommunikation med hinanden og taler en del i telefon sammen i løbet af dagen, så jeg kan tit informere kontoret om, at Bjarne eksempelvis snart er tom og er tættere på et stop, end jeg er, og han har holdt sin pause. Derfor er det mere oplagt, at han tager den tur, og så kan jeg tage en anden. På den måde arbejder vi meget sammen, selvom vi sidder alene i hver vores bil, siger Michael, mens han gør klar til turens andet stop.
7.15: Kunsten at bakke
Michael kører ind i et villakvarter i udkanten af Struer, hvor diverse parcelhuse står både helt og halvt færdige.
- Det må være hernede et sted. Det bliver allerede noget bøvl at komme rundt, kan jeg se. Kalder de det her en rundkørsel?
Michael kigger spørgende ned på nogle små forhøjninger på villavejen, der for nylig er anlagt.
- De her opgaver kan godt være lidt svære at håndtere. Mest fordi vejene ikke er bygget til, at der kører lastbiler på dem, siger han, mens han kaster sig ud i et af lastbilchaufførernes ædleste discipliner: At bakke.
- Det er med at holde tungen lige i munden engang imellem, og ja, der er da røget en gadelampe og et vejskilt fra tid til anden. Det er sådan noget, der gør lidt ondt i stoltheden, forklarer Michael, mens han drejer forsigtigt på rattet og har blikket rettet stift mod de mange spejle, der er monteret på bilen.
I andet forsøg lykkes det Michael at få bakket lastbilen ordentlig til, og han kan få læsset et par store vinduespartier af.
Kamp om rastepladserne
Michael kører langsomt ud af villakvarteret og tilbage ud på den for ham velkendte hovedvej mod Thisted. Flere af de strækninger, som han kører på dagligt, giver ham større udfordringer, end blot det at bakke med den store lastbil. Michael kan nemlig ofte have problemer med at finde et sted, hvor han kan holde de pauser, som kørehviletidsreglerne dikterer.
- Det kan være meget svært at finde en rasteplads, hvor der er toiletfaciliteter. På visse strækninger er det svært overhovedet at finde et sted at holde. Der er små indhak langs med vejene, men ofte er de ikke brede eller lange nok, eller også holder der en bil i forvejen, så der ikke er plads, siger Michael.
Han peger ind mod noget, der ligner et mindre skovområde.
- Derinde har jeg faktisk holdt min pause engang imellem. Der er et lille industriområde inde bagved, hvor man godt kan holde, men det er ikke til at se, hvis man ikke lige ved det, siger Michael med henvisning til sine udenlandske kollegaer:
- Jeg kan sagtens forstå, at det er svært for dem at finde steder, hvor de kan holde deres lange hvil. Det gør så, at de holder alle mulige andre steder, som kan være til gene for trafikken eller for beboere. Det gør så, at der flere steder er blevet sat skilte op, hvor lastbiler ikke må parkere, og det gør det bare endnu sværere. Vi skal jo have et sted at holde, hvis vi skal overholde reglerne, men man er da i et dilemma engang imellem, siger Michael.
11.22: Dyre minutter
Klokken har slået 11.22, da Samsung-telefonen, der ligger på instrumentbrættet, brummer. Det er et opkald fra hovedkontoret. Et opkald, der senere skal vise sig at få konsekvenser for resten af Michaels tur. Stemmen i den anden ende siger, at han skal lægge et smut forbi Vestervig ved Thy. Det er kun få timer siden, han kørte forbi landsbyen på sin vej op mod Thisted. Men turen skal tages, for der er kunder, der skal serviceres.
- Det er irriterende at få en opgave et sted, hvor jeg lige er kørt forbi, men sådan er det. Jeg har opgivet at skulle komme tidligt hjem. Det er ikke ligesom en slagter, der ved, at han skal skære 200 kødkøller, og så er det fyraften. Heldigvis, siger Michael med et smil.
I den lille vestjyske by skal Michael hente en pakke, der ikke er større, end hvad han kan bære med en hånd. Den er blevet fejlleveret og skal med tilbage til Vejen.
- Det kan virke lidt sjovt, at så stor en bil skal hente så lille en pakke, men det gør vi også, fortæller han, inden har lægger den lille papkasse ind i den store ladvogn.
Klog kørsel
Videre på turen drejer Michael til højre i krydset mod Nykøbing Mors. Han kender vejenes sving, stigningerne på bakkerne og hvornår lyskrydsene skifter fra grøn til rød. Det er en fordel, når der skal køres miljøbevidst og økonomisk, og det er noget, som Michael går meget op i. På instrumentbrættet kommer fem små digitale stjerner til syne alt efter, hvor gode chaufførerne er til at slippe speederne i tide, eller vurdere hvornår der skal geares op og ned. Michael har fem. Det bedst opnåelige.
- Det kan være en ulempe at køre økonomisk bevidst, hvis man skal nå den næste rasteplads, inden køretiden på de fire en halv time udløber. Der er måske fem minutter ned til den nærmeste rasteplads, men kører du økonomisk, så er der syv. Det kan godt være lidt stressende for mig, fortæller Michael. Men de to minutter hurtigere kører Michael ikke.
- Jeg var engang til bryllup og havde mit fine puds på. Da jeg satte mig ned og slappede lidt for meget af i maven, sagde det puf, og så røg bukseknappen. Derefter lagde jeg min kost om.
Michael Olesen
- Jeg ved godt, at der engang imellem er bilister, der synes, jeg er irriterende at køre bagved, men jeg holder fartgrænsen. De må overhale. Stjernerne er vigtige, griner han, inden en mere alvorlig mine kommer frem.
- Det er farligt at lave de ulovligheder. Hvis mit kørekort bliver taget, så er det hele mit levebrød, der forsvinder.
Helt fejlfri er Michael dog ikke.
- Det er blevet til to fartbøder og en bøde for at køre uden sele i min snart 18-årige lange karriere, erkender han.
Skoforbud i lastbilen
Fordi Michael bruger så mange af sine vågne timer i lastbilen, er det vigtigt for ham, at det er et rart sted at være. Det betyder blandt andet, at han kører uden sko.
- Der er skoforbud i lastbilen. Jeg vil ikke have alt det snavs ind. Det er bare mig selv, der kommer til at gøre den ren igen, fortæller Michael.
Når man sidder stille så længe, som han gør, er der ikke meget gang i forbrændingen. Det har kunne ses efter lidt for mange besøg på diverse cafeteriaer, hvor der blev købt hotdogs.
- Jeg var engang til bryllup og havde mit fine puds på. Da jeg satte mig ned og slappede lidt for meget af i maven, sagde det puf, og så røg bukseknappen. Derefter lagde jeg min kost om.
I dag står frokosten på rugbrødsmadder, myslibar og frugt.
- Jeg har en sodavand og en Red Bull i køleskabet under køjen, men de har ligget der i noget tiden uden at blive rørt.
Et vigtigt job
Det hænder ofte, at bilister bander lastbilerne langt væk, når de fylder på vejene. Det ved Michael godt. Men han ved også, hvad der vil ske, hvis han og sine kollegaer stopper med at køre.
- Alle er afhængige af lastbilerne. Alt det vi ser, som er menneskeskabt, har på en eller anden måde haft noget med en lastbil at gøre. Hvis vi stopper med at køre, så vil folk hamstre. Danmark vil gå i stå. Køerne stopper ikke med at skulle malkes, fordi der ikke er nogen til at hente mælken. Så må landmændene bare hælde den ud i stedet for. Det er en dyr omgang. Folk der hader lastbiler, skal mærke det, før de ændrer mening, fortæller Michael idet en hvid Suzuki drøner frem i venstre side af vejen.
- De andre bilister må være der, men vi skal også være der, påpeger han.
Selvom det er mange timer, Michael kører alene på vejene, så keder han sig ikke. Førerhuset er som hans eget lille kontor. Der er kaffe på kanden og kollegaer at tale med. Han skal bare tage telefonen. Og den bliver der talt meget i på de lange ture.
- Når mit headset er helt opladt, så kan jeg tale i syv timer. Det er før løbet tør for strøm, inden jeg er færdig med dagen, griner Michael.
Ellers bliver der skrålet med på tonerne i radioen.
- Jeg har altid hørt P3, nu er jeg gået over til P4. Jeg kommer tit igennem de samme sange, men P4 er gode til at veksle lidt mere i sangvalget, fortæller han.
For tiden bliver der skruet op, når der bliver spillet Tom Walker.
16.47: Et puslespil med tiden
Cirka 30 kilometer uden for Vejen holder Michael ind på en rasteplads. Han trykker på tachografen, der automatisk måler hans kørehviletid. Den viser en resterende køretid på under 30 minutter, ikke nok til at nå retur til Vejen. Så selvom der ikke er lang vej hjem, er han nødt til at holde pause. Kørehvilereglerne dikterer nemlig, at en lastbilchauffør maksimalt må køre fire en halv time ad gangen. På grund af den ekstra tur til Vestervig mangler han mellem ti og femten minutter for at kunne nå hjem, inden for den tilladte tidshorisont. Men der er ikke noget at gøre. De 30 minutters pause må spenderes på rastepladsen.
- Problemet er, at jeg holdt 45 minutters pause i Thisted, inden jeg fik at vide, at jeg skulle til Vestervig. Havde jeg bare holdt 15 minutter mindre, var jeg nået tilbage til Vejen, uden at være tvunget til at holde en ekstra pause. Men det kan man aldrig vide.
Den ekstra pause betyder også, at Michaels dag på vejen bliver endnu længere, end de allerede knap 13 timer. Alligevel er han glad for, at reglerne er der.
- Reglerne kan være kompliceret, men uden dem kan disponenterne, der tilrettelægger ens ruter, udnytte en, som Michael siger.
Klokken 17.57 ruller Michael og hans lastbil ind på hovedkontoret i Vejen. 13,5 timer og 540 kilometer efter han forlod det i morges.
- Der er dage, hvor jeg tænker, hvorfor jeg gør det her. Når jeg er på byggepladser og sidder fast med lastbilen, eller når jeg skal så tidligt op. Men der er en frihed forbundet med det at køre lastbil. Jeg kan tage telefonen, når jeg vil, eller lade være når jeg ikke vil snakke med andre, ja jeg kan bare være mig selv her. Timerne på vejene går egentlig meget hurtigt.
Den sidste opgave for i dag er at køre lastbilen over til rampen, hvor den skal overnatte, indtil Michael i morgen klokken fem igen sætter sig bag rattet.
