Krig kan vende et helt liv på hovedet på ét minut

Fredericia: Miralem Sehovic står i vandkanten ved Vejle Fjord ikke langt fra Trelde Næs, hvor vandet skifter navn til Lillebælt. Han fisker. Det gør Mili – som han kaldes til dagligt – ofte her, for det her er et af hans yndlingssteder. Han slapper af og nyder freden, også selvom vejret måske ikke altid er lige fredeligt. Sender en kærlig tanke til sine børn og til sin kone Bente, der snart kommer hjem fra arbejde, så de kan mødes hjemme på Johannevej til en kop kaffe.

Det her er en del af det gode liv, Mili har fundet i Danmark, efter han valgte at flygte fra Bosnien-Herzegovina for 24 år siden. En flugt der for Mili handlede om at annullere den risiko, der var for at dø eller for at opleve noget, der ville ændre ham selv eller hans børn for livet, som f.eks. at se sin far eller mor blive skudt, blive voldtaget eller andet ubærligt.

Jeg brugte min egen intuition, lyttede til de forskellige meninger og informationer og traf ud fra alt det mine egne beslutninger. Jeg besluttede, at jeg ville flygte.

Alle veje lukkede

De første år af krigen i det tidligere Jugoslavien mærkede Mili og hans familie i Banja Luka ikke så meget til uroen, men den boblede lige under overfladen og var i høj grad en religionskrig.

- Min mor var serber, og min far muslim; men det var ikke noget, der skabte splid i vores familie. Af samme grund forholder mig slet ikke til religion, fortæller Mili.

Kort tid efter borgerkrigens udbrud mistede Mili sit gode job i et grossistfirma, og hans andet ægteskab knagede. Mili og hans daværende kone var separeret, da krigen nåede Bosnien. Krigen gjorde ikke forholdet bedre. Mili ville væk, men det ville eks-konen ikke. De var helt enige om at sende børnene i sikkerhed, men uenige om den risiko der var ved at blive.

- Krig er ekstremt farligt og kan vende et helt liv på hovedet på et minut, siger Mili og kigger stille frem for sig.

De sendte børnene til familie først i Serbien og senere i Slovenien – ikke langt fra Banja Luka; men i en helt anden del af landet. Børnene var i ”ly” i næsten ni måneder, mens Mili planlagde flugten ud af Jugoslavien, som var utrolig vanskelig.

- Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at krigen ville blive langvarig; men situationen blev meget hurtigt alvorlig i Bosnien. Alle veje var lukkede, og det var kun, fordi jeg kendte en politibetjent i Serbien, at jeg kunne få mine børn ud af Bosnien, fortæller han.

Krævede bestikkelse

Mili forlod Banja Luka i Bosnien Hercegovina, hvor hans slægt altid har boet og kom til Østrig i oktober 1992.

- Jeg havde en kammerat, som havde et autoværksted i Wien. Her kunne jeg få lov til at arbejde og tjene penge, indtil jeg havde en plan for at få mine børn ud, og indtil jeg havde samlet så mange penge sammen, så vi kunne købe benzin til den lange køretur til Danmark.

I november 1992 kørte Mili til Slovenien for at hente sine børn. Aftalen var, at de skulle mødes ved en berømt drypstenshule, der er en turistattraktion i Postoina, Slovenien. Mili kørte de cirka 430 kilometer fra Wien, cirka syv timers kørsel, og han har stadig svært ved at sætte ord på den dag. Det var en stor lettelse for ham endelig at se sine børn og især at få dem sikkert ud af det tidligere Jugoslavien. Det krævede bestikkelse til adskillige militærfolk, da de skulle ud, og senere, da de sammen i bil skulle via Ungarn til Østrig.

For at komme ud af Østrig, som flygtning skulle han have en kontakt i et andet land og papirer på, at de ville tage imod ham. Mili skrev til Preben og Betty Petersen i Fredericia og fortalte, at han var på flugt med sine to børn, på vej væk fra borgerkrigen i Jugoslavien og havde brug for en invitation, så han kunne få et transitvisum. Mili havde mødt Preben Petersen, hustruen Betty og datteren Bente nogle år forinden, da de var gæster på hans søsters restaurant i Banja Luka.

Bente husker tydeligt ferien i Bosnien i 1982. Hendes far og Mili snakkede tal og regnskaber, og Bente syntes ikke, Mili var noget særligt. Men det havde gjort indtryk på den danske familie, at Mili lod dem låne sin bil, så de ikke skulle have besvær med at finde et udlejningsfirma.

Da nyheden om krigen i Jugoslavien nåede Danmark, talte og tænkte familien Petersen i Fredericia meget på Mili og hans familie, og de fulgte med i udviklingen i landet. De vidste ikke, hvilken religion Mili og familien hørte til. Det var på ingen måde relevant, da de var på ferie, men nu var det frustrerende ikke at vide, om de var i fare, på vej ud af landet, eller med dem der rykkede frem. Og da Mili kontaktede dem, sagde det fredericianske ægtepar, som boede i et lille rækkehus, straks ja til at tage imod Mili og hans to børn.

Nu skulle alt blive godt igen

Meget tidligt om morgenen onsdag d. 7. april 1993 pakkede Mili sine to børn, pigen Anala på ni og drengen Armin på 14, i den hvide Opel Ascona i Wien. I bilens paneler havde han gemt en god del af sine penge. Derfra kørte han de cirka 1100 kilometer via München, Nürnberg og Hamborg op til Frøslev i Danmark, hvor han ankom samme aften.

- Jeg havde været anspændt hele tiden, de mange timer på motorvejen fra Wien med kurs mod Danmark, og det var først, da vi krydsede grænsen til Danmark, at jeg kunne slappe af og sige til børnene, at nu var vi i sikkerhed.

- På rastepladsen i Frøslev stod Preben og hans datter Bente i mørket for at tage imod os, nu skulle alt blive godt igen...

Sådan fortæller Mili, når han genoplever de første timer i sit nye land og mødet med en dansk familie, som uden tøven var parate til at hjælpe ham og hans børn væk fra det borgerkrigsramte Jugoslavien.

Det er alt sammen historie nu. I dag lever og bor Mili i Betty og Preben Petersens rækkehus på Johannevej i Fredericia sammen med deres datter Bente. For selvom det ikke lå i kortene spirede kærligheden oven på flugten. Sammen har Bente og Mili sønnen Daniel. I årene i Danmark har Mili været beskæftiget som buschauffør, men en skade i ryggen tvang ham på efterløn, som i dag er afløst af folkepension.

Også flere af Milis søskende flygtede fra det tidligere Jugoslavien. En til USA og en til Holland og resten er i Banja Luka. Milis ekskone bor i dag også i Danmark, hun ville også i sikkerhed sammen med hendes børn. To af Milis voksne børn flygtede ligeledes fra Bosnien, en til Sverige og en til Kroatien. Trods alt det dårlige og kaotiske i fortiden har Mili og Bente i dag et nært forhold til alle Milis børn.

Ruten væk fra krigen er for Mili den grønne rute: håbets vej. Han kører gerne samme vej, når han skal besøge Balkan. For ham er turen og vejen symbolet på hans to liv. Mili kører gerne ud på motorvejsbroen på sin motorcykel om sommeren og kigger ned på, hvor motorvejen udenfor Fredericia deler sig mod syd: Det er vejen til Bosnien og vejen mellem to gode liv.

Mili tænker på den dag, han kom til Fredericia, hver eneste gang han drejer ind på Johannevej.

– Preben sagde: Det her er vores lille Johannevej.

VW ”overlevede” som det eneste

I en lade i oplandet vest for Fredericia går Milis tanker tilbage til det Jugoslavien, han forlod.

- Her kan jeg i fred og ro pusle om mine forældres elskede folkevogn, der er mit kæreste eje og symbolet på det gode liv i Jugoslavien, siger han.

På værkstedet har han indrettet sig rigtig hyggeligt med en gammel filebænk, forskelligt værktøj på væggen og med oliekander, reservedele og andet indenfor rækkevidde.

Den gamle og nu fint istandsatte VW 1300 fra 1972 fik han hentet ud af Bosnien for nogle år siden. Den var det eneste, som den blodige borgerkrig havde efterladt ved forældrenes hus i Banja Luka. Alt andet forsvandt!

I dag er folkevognen det eneste, Mili har tilbage fra sit liv i Jugoslavien. Dengang var den et symbol på velstand, og at det gik rigtig godt i landet.

- Mine forældre havde sparet sammen til bilen gennem lang tid, og der var flere måneders ventetid på at få den, men så pludselig en dag kom der brev om, at den ville ankomme med tog til Banja Luka den efterfølgende uge.

- Min far og jeg tog ud på baneterrænet, så vi kunne se det lange godstog med de skinnende flotte folkevogne fra Vesttyskland rulle ind på banegården, en drøm var gået i opfyldelse, fortæller han.

Timerne på landevejen i familiens nye folkevogn står lysende klart for Mili, som dengang var fyldt 21 år og en ung mand med appetit på livet.

To gode liv

I mange år var det at overleve og sikkerhed to ting, der fyldte meget i Milis bevidsthed. For ham er det tryghed og sikkerhed at være her. Han er meget imod konflikter og våben, men vil gerne dialog og anti-militær.

- Jeg er ikke god til politik, men det er vigtigt at holde øje med nationalismen. Den skal have lov til at være der, men det er vigtigt at enkelte personer ikke for lov at ”stikke af” – som Hitler og andre. Folk skal være kloge på det nationale plan. Og det, synes jeg, man er i Danmark. Der er en fælles politisk interesse for, at den nationale stat skal klare sig godt. Det er vigtigt og godt. Det giver et fælles godt socialt niveau.

For Mili betyder det alverden at have et stille og roligt normalt liv, og hans førsteprioritet i livet er hans børn. Mili kan ikke være normal uden sine børn, forklarer han - familien er fundamentet for ham. Derefter kommer alt andet.

- Jeg havde et godt liv i Jugoslavien. Det var et kommunistisk land styret med hård hånd af Josip Broz, kaldet Tito; men vi manglede ikke noget.

I dag, 24 år senere, er Mili forsat godt tilfreds med sit valg. Han tænker sit liv som to gode liv – først i Bosnien og efter en mørk tid fandt han et godt liv i Danmark. Det er han meget taknemmelig for.