Iværksætteren

Aage var skinddød, da han blev født i Sønder Brarup i Slesvig-Holsten den 4. august. Og selvom det var ham, der først så dagens lys, blev hans tvillingebror, Sven, alligevel betragtet som den førstefødte. Fordi man ikke helt turde regne med Aage. Absolut ikke et prædikat, man har kunnet hæfte på ham siden.

Tvillingernes far døde af meningitis på deres tre års fødselsdag, og Aage husker den og de følgende fødselsdage, hvor den lille familie var en tur på kirkegården.

– Der blev ikke sagt så meget. Det var synd for vores mor, der tappert stod der ved graven og fældede en tåre. Vi fik gaver og kage, men festlige det var vore fødselsdage ikke.

Som barn var Aage flov over ikke at have en far. De første år, svarede han undvigende, når nogen spurgte, hvad hans far lavede.

– Men efterhånden begyndte jeg at pynte lidt på historien. Jeg havde en tegnelærer, der sagde, at jeg var god til at tegne. Ham fortalte jeg, at min far var død. Ellers ingen.

Som femårig fik Aage tuberkulose og kom på sanatorium i Kolding.

– Det er et traume, jeg stadig har. Men nok også det, der gjorde mig selvstændig meget tidligt.

Aage var indlagt på sanatoriet i et år og fik i hele perioden kun ét besøg. Det varede ti minutter.

– Det var om vinteren og meget koldt. Min mor og jeg stod ude ved bilen og snakkede. Min bror måtte ikke komme ud af bilen på grund af smittefaren. Vi satte begge to hænderne på bilruden. Han indefra og jeg udefra. Og så græd vi begge to. Det husker jeg som det første, der gjorde et stort indtryk på mig. Jeg husker det, som var det i går.

Aage blev gennem hele barndommen og den tidlige ungdom ved med at være lille, tynd og svagelig og måtte flere gange på rekreation.

Fra ræverød til konservativ

Han gik ud af skolen på grund af for meget fravær og fik en læreplads i en gardinafdeling i en tekstilforretning i Sønder Brarup og blev senere ansat i Gardineksperten i Randers. Men fordi han var tysk statsborger, kunne Aage kun få arbejdstilladelse i seks måneder på grund af den store ledighed indenfor handel og kontor.

Så efter det halve år var Aage oppe ved politimesteren for at minde ham om, hvad Christian X lovede det danske mindretal i Sydslesvig ved genforeningen i 1920: "I skal ikke blive glemt".

– Han grinede og sagde: "Det hjælper ikke her, men hvis du vil flytte til Hirtshals, kan din arbejdstilladelse blive forlænget". Og sådan kom jeg til at arbejde hos Rasmussen og Damkjær langt ude ved fiskerne.

Efter et halvt år i Hirtshals kunne Aage ikke trække den længere. Han kunne ikke få mere ophold i Danmark.

Han søgte en stilling på en stor tekstilfabrik i Ruhr Distrikt og blev i 1970 ansat som Industrikaufmann i eksportafdelingen hos Herbert Reichel.

I mellemtiden var Aage begyndt at interessere sig for politik

– Jeg var ræverød, var medlem af APO (Ausserparlamentarische Opposition) og med på barrikaderne. Jeg kendte Johannes Baader og Rudi Dutschke, der senere dannede Rote Armé Fraktion, personligt. Men jeg var ikke voldelig. Sammen med min ven Ronald og et par tøser kørte jeg til København, Berlin og Sourbonne i Paris og deltog i de store demonstrationer. Vi kørte i min 2CV fra 1956. Den kunne køre 80 kilometer i timen, så der var fand'me langt.

Aage griner.

– Havde man dengang sagt, at jeg senere ville blive medlem af Det Konservative Folkeparti, blive byrådsmedlem i Spøttrup Kommune, køre Mercedes og have hvidt stakit rundt om mit store hus i Skive, som folk i byen kaldte "Southfork", ville jeg have sagt: NEVER! Jeg er ikke forræder.

Men det gjorde han. Og mere til. Aage blev også formand for industriklubben, medlem af skolebestyrelse og kommunalbestyrelse, formand for rideklubben, medlem af bestyrelsen i Det Konservative Folkeparti og medlem af Odd Fellow Logen. Og mistede hele butikken efter en skilsmisse i 1998.

– Men jeg sender stadig 30 håndskrevne julekort til alle dem deroppe.

Aage har ein gewisser Stil.

Drivkraften

Retfærdighed er en af de stærkeste drivkræfter i iværksætteren fra Sønder Brarup.

– Jeg har et meget stort retfærdighedsgen. Det har jeg altid haft. De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Den, der kan selv, skal selv, og dem, der ikke kan, skal hjælpes. Længere er den ikke. Det burde alle jo være enige om, men vi har en anden mentalitet. Alle vil bare have og have. Det er en dårlig egenskab.

Aage arbejder i dag som rådgiver for tyske og danske virksomheder og er den stolte indehaver af Tønder Styrketræning, der er ratet som det tredje bedste i center Danmark.

– Som ung var jeg lille og tynd og gik med briller så tykke som cola-bunde, og som 17-18-årig blev jeg medlem af et fitnesscenter i Hamborg for at gøre noget ved sagen.

Styrketræning har stadig Aages store interesse, og han er da også et kendt ansigt i bodybuilding-verdenen, hvor han fungerer som dommer.

Da han trådte ind i det, der i dag er hans eget center i Tønder, var han ikke i tvivl.

– Jeg købte det i et anfald af vanvid, som jeg plejer at sige. Det lignede det, jeg havde forladt i Hamborg for 40 år siden – old school – yes, tænkte jeg, det er lige mig.

Centret, der har 200 medlemmer, har åbent 24 timer i døgnet 365 dage om året, og det holder Aage ung og til ilden.

Men hans store passion for centret udspringer af et stort socialt engagement.

Reglerne i centret er simple: Man skal opføre sig ordentligt, og det er Aage, der bestemmer.

– Jeg har kun positive mennesker, der gerne vil være her. Vi er billige, så der kommer også nogle lidt forhutlede typer. Nogle af dem har problemer og nogle har da også været i fængsel. Jeg siger til dem: "I må tage jeres liv i jeres egne hænder". Og jeg hjælper dem med det ene og det andet. Flere af dem har fået kredit, og nogle af dem har jeg givet lov til at gøre rent i stedet for at betale. Ind i mellem ringer jeg til politiet og får en snak.

Aage kender nogen "on the inside", han bruger som rådgiver i de mest kulørte tilfælde.

– Jeg er meget socialt indstillet og er af den overbevisning, at hvis folk ikke har noget, kan man ikke tage noget fra dem. Jeg prioriterer at hjælpe andre. At gøre noget for de udsatte og give dem hjælp til selvhjælp.

– Det er min lille fetish at hjælpe "de faldne drenge", der er kommet galt af sted på en eller anden måde og er dårlig vant hjemmefra. Det er bedre, at de kommer her hos mig i stedet for at slå på tæven. Det er trygt for dem her hos mig. De har et frirum. Når de går ud af døren, er det på med hættetrøjen igen.

De små sko

Aage har et godt netværk, er altid i gang med et eller andet og har svært ved at sige nej.

– Når alle muligheder er opbrugte, spørger man Aage: "Du er så klog Aage, kan du ikke hjælpe mig?".

Og det kan Aage, der flere gange har måttet begynde helt forfra. Alene de historier er en roman værdig og har været med at gøre ham til den, han er i dag.

– Jeg har haft mange penge, men kan også leve på en sten. Vi bor jo i et land, hvor man ikke dør af sult. Jeg er blevet uretfærdig behandlet, men jeg er ikke den, der græder over spildt mælk – "shit happens". Jeg har nok en slags opretholdelsesdrift. Jeg bærer ikke nag.

– Der har været mange ups and downs i mit liv, men jeg har altid gjort det, jeg har lyst til. Det værste ved Danmark er, at vi går i for små sko. Vi skulle have lidt mere tilbage fra Christian IV. Han var stor i slaget, det mangler vi.
– Som 66-årig burde man måske være mere etableret, end jeg. Men håbet dør sidst.

Han smiler.

– Jeg håber, at mit eftermæle bliver noget i stil med: Ham Aage Vogt, han var egentlig ikke så ringe.

Ildsjælen

Min mor var sygeplejerske, og jeg er nok den af os fire børn, der ligner hende mest. Alt for blødsøden, alt for omsorgsfuld. Min far var en kold skid. De blev skilt, da jeg var ti.

Kaj Emil er en årgang 53. Som ung mand lavede han alt muligt: Han var ude at fiske, kørte taxa og arbejdede på slagteri. Men han vidste, at han ville være politibetjent eller falckredder. Valget faldt på falckredder. En stilling han bestred i 25 år, indtil en arbejdsskade satte en stopper for det kapitel.

– Jeg besluttede, at det passede mig bedst. En politibetjent skal have meget autoritet. Jeg har det svært med at være autoritær. Og der er jo heller ikke mange, der kysser en betjent, vel. En falckredder derimod er højagtet. Folk har tillid til ham.

En dag gik Kaj Emil ind på Falck-stationen i Esbjerg og sagde: "Kære venner, nu er jeg snart 28, så det er ved at være tid". Dengang var det smede og slagtere, der kørte ambulance. Smede fordi de kunne løfte, og slagtere fordi de kunne tåle at se blod. Og tømrere og snedkere fordi de kunne holde Falck-stationen ved lige.

Kaj Emil var ikke nogen af delene, men han havde uddannet sig som erhvervsdykker, fordi han vidste, at det var et godt kort at have på hånden, hvis han ville være redder.

Det blev han 1. januar 1981, og han er ikke til at stoppe, når han fortæller om sine mange år hos Falck. Og det gælder om alt, fra hvordan han i al hemmelighed var med til at udvikle prototypen til den moderne redningsvogn, efter som helt ny redder at have set en traktor taget i brug, da en fastklemt passager skulle hjælpes ud af en bil, til sine klare holdninger til det "politiske sjuskearbejde", der blev ført i regionerne i forbindelse med udliciteringen af ambulancekørslen.

Levende og døde

Kaj Emil har hjulpet levende og døde med at komme videre i systemet i begge ender af rejsen og alle midt i mellem. Og han husker tydeligt sin første ambulancetur.

– Det var en cyklist, der var blevet kørt ned i en rundkørsel, ikke noget særligt, men jeg kunne næsten ikke stå på mine ben. Dengang fik man ikke nogen forberedelse som falckredder. "Det lærer du, når du kommer derud", sagde de gamle reddere.

Kaj Emil har dykket efter døde, transporteret, båret og sunget dem ud. Det har kostet nogle lange nætter og adskillige piber tobak. Og det har sat sine spor.
– Jeg kan huske dem alle.

Kaj Emil holder en sjælden pause i sin talestrøm.

– Jeg kan huske første gang, jeg kom ud til en, der havde begået selvmord. Han havde skudt hovedet af sig selv. På grund af kærestesorger. Jeg kan huske, at jeg tænkte, der er da så mange piger. Hvorfor skulle han sådan gå til yderligheder? Jeg ville gerne have snakket det igennem bagefter, men den gamle redder, jeg var derude sammen med, gik bare i seng, da vi kom hjem til stationen. Og vi boede endda på kammer sammen.

En anden særlig tur står skåret ind i Kaj Emils store hjerte.

– Over telefonen fik vi besked om at køre en familie til kapellet. På vejen snakkede vi om, hvornår vi sådan var begyndt at køre taxa.

Det var sommer og rigtig dejligt vejr. Uden for afhentningsadressen stod der to små røde cykler og nogle træsko. I stueetagen så alt fint ud.

Det var ovenpå, det var forgået.

En familiefar havde skudt sine to børn, sin kone og til sidst sig selv. Parret var ved at blive skilt. Først havde han skudt det ene barn og moderen. Så havde han ladet og skudt det andet barn og sig selv.

Der bliver stille.

– Jeg var noget knækket over den oplevelse. Jeg kunne ikke sove den nat, så jeg drak et par øl i stedet. Jeg var simpelthen så gal på ham, da jeg cyklede hjem til Bramming. Jeg havde lige fået min første søn og kunne ikke fatte, hvordan en far kunne slå sine egne børn ihjel.

Kaj Emil kigger ud ad vinduet.

– Dem bar vi ned først. Og så konen.

På det tidspunkt var der ikke sikkerhedsudvalg, evaluering og supervision, som Kaj Emil senere var med til at indføre, da han blev fællestillidsmand.

– Der er jo en psykisk belastning forbundet med sådan et job. Men de gamle reddere var ikke meget for det: Skal vi nu til at sidde i rundkreds og tage skoene af? Som redder kan man gå to veje. Man kan vælge at blive en kyniker som de gamle eller lade være. Jeg valgte min egen model, som jeg udviklede hen ad vejen. Selv den dag i dag overlever jeg kun, fordi jeg snakker om det.

Livsbekræftende

En af de gode ture, Kaj Emil husker, gik til Bramming første januar. Det var vagtens sidste tur, og de skulle hente en ung, gravid, udviklingshæmmet kvinde.

– Det stormede, og gamle doktor Thøgersen, der stammede helt vildt, sagde i telefonen, at hun først skulle føde om tre måneder.

Da vi begyndte at køre, bankede hun først på mit lår, og så pegede hun ud af vinduet og sagde: "Babyen kommer nu". Det kunne ikke passe, men jeg måtte jo kigge efter for en sikkerheds skyld. Så af med bukserne, og så kunne jeg fand'me se issen.

Kaj Emil griner højt.

– Det var min første fødsel, og man havde jo set i gamle John Wayne-film, at der altid skulle koges 50 liter vand i sådan en situation, og jeg råbte til Morten: "Hold ind til siden, vi er i gang med at føde her". Mere nåede vi ikke, for barnet blev nærmest skudt ud. Men det sagde ikke noget, så jeg gav det et lille dask i måsen, og så kom der lyd. Barnet trak vejret. Jeg insisterede alligevel på, at vi kørte resten af turen med udrykning, griner Kaj Emil.

– Det livsbekræftende er det, der gør det værdifuldt at være redder. Som en fødsel for eksempel og de samtaler, jeg har haft med døende. Kloge folk med stor fortællelyst.

Kaj Emil må have piben frem og kommer i tanke om en episode, hvor han for alvor havde armene op over hovedet.

– Der var kommet noget i klemme i bovpropellen på den gamle Englands-færge, så den ikke kunne sejle ud fra Esbjerg. Da jeg ankom, stod alle besætningsmedlemmer og alle passagerer og ventede. På mig. Jeg dykkede ned og fik fjernet det, der sad i klemme, og så sejlede de. Hold kæft, hvor var jeg stolt.

Det er dog så helt ubetinget ikke selvtilfredshed, der driver værket for Kaj Emil.

– Når jeg går ind i noget, bliver jeg grebet af det, hvis det er en god idé og hvis det tjener fællesskabet. Og så bliver jeg drevet af min retfærdighedssans. Tag nu flygtningedebatten. Den er mig inderligt imod. Vi har kampfly og soldater, men tænker ikke på, at vi med det udstyr er med til at gøre børn forældreløse og mennesker hjemløse. Vi har ikke en plan. I den sammenhæng er jeg ikke dansker, der er jeg menneske.

Kaj Emil må have gang i piben igen.

– Hvis jeg ser, at en af mine venner på Facebook deler racistiske tilkendegivelser som ham, der står og spytter på flygtninge, så er de ikke mine venner mere. Hvad er det for en svinehund?

Kaj Emil er indbegrebet af engagement og en vaskeægte ildsjæl. Han er gammel spejder, frontsoldat og socialdemokrat med stort S, lokalrådsmedlem i Bramming, korsridder for Bramming Banegård og alt mulig andet. Og mens han venter på, at pandebrødet er klar til at blive vendt, snupper han en side i "Etiske teorier" af Jørgen Husted.

Efter en skulderskade måtte Kaj Emil stoppe som redder, og begyndte at interessere sig for filosofi.

– Det gjorde noget ved mig. Det skulle alle prøve. Da jeg i en kortere periode var ledig, gik jeg på et hold med unge mennesker. Hold kæft. Den ene halvdel gad ikke, og resten var på Facebook, sov eller googlede sig til svarene. Det bliver man ikke klog af. Meningen er jo, at vi skal tænke selv.

Det gør Kaj Emil. Hele tiden. Der er aldrig ro på første etage. Og når han er i gang, er det med de helt store armbevægelser.

– Jeg skal også passe på, at det ikke går for hurtigt. Jeg har forhøjet blodtryk og får en halv pille. Det virker heldigvis.

Han griner højt.

– Det, der har gjort mig til den, jeg er, er filosofi, samarbejde, fællesskab, og det, at jeg har set døden i øjnene. Der skal være glæder i livet, men man skal også vide, at det kan gå galt. Ellers bliver man ikke et helt menneske.

Præsten

Pastor Benny er født katolik. Hans mormor, der stammer fra Zagreb, kom til Danmark under første verdenskrig, og hans mor blev født her. Benny er den ældste af fire søskende, og hans liv forandrede sig markant, da han som teenager mistede sin far.

– Der kom nogle vilde år fra 15 til 24 med druk og kriminalitet. Det kulminerede, da jeg blev anholdt for pyromani for sjette gang.

Han lader tankerne vandre.

– Det er jo paradoksalt, at jeg var så tæt på at sætte det hele over styr.

Benny har fortalt sin historie mange gange, men han virker oprigtig forundret.

– Det skete jo altid i mine branderter. Når jeg var ædru, var jeg en flink fyr og vidste godt, at det, jeg gjorde, var forkert. Men jeg havde ingen grundlæggende erkendelse af mit alkoholproblem.

Han tager en slurk af sin Faxe-Kondi.

– Jeg har en flok fra et anonymt tolvtrins fællesskab i kirken en gang om ugen. Dem har jeg meget stor respekt for. Helbredelsen begynder med erkendelsen.

Det er aldrig helt gået op for Benny, hvorfor han satte ild til de bygninger.

– Der var nok intet andet motiv end destruktivitet. Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg fik seksuel nydelse af at se på ilden. Det gjorde jeg ikke. Jeg lagde mig faktisk altid til at sove lige bagefter. Og lige i nærheden. Jeg er flere gange blevet reddet i sidste øjeblik.

Benny blev indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov i 1977, hvor han skulle igennem en mentalundersøgelse. Den helt store.

Vågekonen

Kurt, der er uddannet ingeniør, kom til Sydvestjylland 1976. Han startede sit eget firma i Varde i 1984 og solgte det 23 år senere.

– Inden jeg trådte på pension, tænkte jeg meget over, hvad jeg kunne finde på efter arbejdslivet. I mange år havde jeg jo haft travlt med at få aftaler i hus og med at skaffe brød på bordet, så jeg besluttede mig for, at mit seniorliv skulle være anderledes. Her ville jeg arbejde med det ikke-materialistiske.

Mens Kurt var i gang med at få afhændet sit firma, overvejede han, om besøgsven måske var noget for ham. En dag læste han en artikel om, at der skulle bygges et hospice i Esbjerg. Den klippede han ud og lagde i skuffen.

– Jeg var så heldig at få solgt biksen, mens alt endnu gik godt. Og da jeg fik underskriften i januar 2007 ringede jeg til Hospice Sydvestjylland og spurgte, om de kunne bruge en frivillig. Og jeg blev nærmest hevet ind ad døren, fordi jeg er af hankøn. Vi kommer nok med en lidt anden indfaldsvinkel til frivillighedsverdenen. Og måske lidt værkstedshumor.

Værkstedshumor er måske det sidste, man får i tankerne, når man sidder overfor Kurt. Den pæne mand. Men, hvem ved. Skinnet bedrager jo i ny og næ.

Kurt opererer via Aflastningen som vågekone og besøgsven i private hjem, på plejehjem og på hospice, hvor han også er frivillig.

– Det er en gave at bo i et land, hvor vi har sådan et hus, lyder det fra Kurt, der ikke er karrig med sig selv eller sin taknemmelighed. Over alt og det hele.

– Når livet er ved at være slut, er det vigtigt at få sagt, at jeg holder dig i hånden, jeg bliver hos dig, og når jeg går, kommer der en anden. Vi er her for dig og vi passer på dig.

Nærvær

– Det er svært at sætte ord på, hvad det giver at hjælpe andre. Det er noget med følelsen af at give og tage uden beregning. Og en stor varme. Det varmer, at man kan være noget for nogen, uden at det skal prissættes. Og uden en forventning om at få noget tilbage. Det vil jeg ikke være foruden. Nærværet kapitaliserer sig i mit sind.

– Man skal ind i mellem være "et dumt svin", når man er direktøren. Det er fantastisk at være fri for.

Betegnelsen lyder helt forkert i Kurts mund, og det er tydeligt, at det bekommer Kurt godt at have udspillet den rolle i tilværelsen.

– Jeg tror på, at selv mennesker, der er helt afkræftede, vejer 25 kilo, hvor det hele er brugt og de bare venter på at komme herfra, stadig har den åndelige del. Jeg ved det ikke, men det tror jeg. Så jeg snakker til dem, læser op for dem og synger måske en lille sang.

Kurt, der også tager ud som spillemand, har lavet et sanghæfte med årstidens sange, som han har med rundt.

– Det er mit lille personlige værktøj.

Kurt tager hæftet, som han har pyntet med små fine billeder på forsiden, frem.

– Hvis der er a-, b- og c-medlemmer indenfor folkekirken, er jeg nok en god b'er. En hæderlig b'er. Ikke mere. Men der er et par religiøse sange med i hæftet. Og hvis jeg er kørt fast i en vågetjeneste, prøver jeg med en af dem. Jeg er absolut ikke religiøs. Det er ikke det, der driver mig.

Og det kommer bag på en. For Kurt minder i den grad om de der glade, religiøse mennesker, man godt kan blive en anelse misundelige på.

Eller betaler for at lade være med at synge.

– Jeg tror på det gode. At det lykkes. Jeg tror, jeg ved besked.

Kurt smiler over hele femøren. Heldige kartoffel.

– Jeg sad en gang hos en dobbeltmorder. Han havde ingen venner, der kom ingen slægtninge, for der var ingen, der kunne lide ham. Men sådan nogle som ham har også krav på at få en ordentlig behandling, når de skal herfra.

Rolige og rasende

– Jeg tænker, at hvis jeg selv lå der og ikke kunne tale eller noget som helst andet, ville jeg være glad for, at der kom en og var der for mig. Jeg ville være glad for nærvær. Og når jeg sidder der, er det helt lige meget, om jeg selv har aldrig så meget ondt et eller andet sted. Det bliver helt uvedkommende. Det er dette sidste håndtryk, det drejer sig om. Så der kommer ro på. Og det kommer der, hvis man selv er rolig.

Plus minus, skal lige tilføjes. For ind imellem er det nærmest umuligt at få ro på hos nogle døende, der ikke er helt afklarede med, at det er slut. De er nemlig rasende over at skulle herfra.

– Og så skal de kunne mærke mig rigtig meget. De søde mennesker skal jo ikke være alene i det. Det gælder om at få dem bragt væk fra situationen. Få deres tanker bort fra den. Men man skal være i mentalt overskud, ellers skal man afholde sig fra det. Det kan være voldsomt.

Og det må man nok have lov til at sige. For ind imellem flyver tingene gennem lokalet og om ørerne på Kurt, når den er helt gal. Og han har da også prøvet at være bange.

– Men det er jeg ikke mere, selvom det kan da være urovækkende. Man er jo ikke en myndighedsperson. Men man lærer at takle det. Og tilkalde professionel hjælp. Det kan være nødvendigt nogle gange, når man føler, at det er på kanten af, hvad man kan hjælpe med. De smider hvad som helst i hovedet på en i raseri over, at de skal væk.

– Og så lærer man af de professionelle, der håndterer det alt sammen meget jordnært. Der kan blive talt i et meget bestemt tonefald, hvis den døende er virkelig, virkelig rasende. Men personalet er så kompetent, at de forstår at give en anelse beroligende medicin, så det ikke bliver nødvendigt at tale med de helt store bogstaver.

– Der har vi et herligt system i Danmark. Det er topprofessionelle og meget dygtige folk. Det er helt oppe og ringe. De er virkelig, virkelig gode. Og de kommer med det samme, når man kalder. Der er altid en telefon eller en knap.

Og Kurts milde åsyn stråler af taknemmelighed.

– Jeg sad en gang i vågetjeneste på hospice hos en sød, gammel dame, der ikke turde være alene, fordi hun var så angst for selve dødsøjeblikket. Hun hvilede ellers fuldstændig i selv og var afklaret med situationen. Hun havde sagt farvel til familien, præsten havde været der, og der var tændt lys og det hele. Hun var klar. Da jeg kommer ind på hospice næste dag, og der sidder hun i en lænestol med sin stok. Jeg spurgte hende, hvad laver du her? Og hun svarede: "Jeg venter på en taxa. Jesus har droppet aftalen med mig". Hun var sur på ham. Men der var simpelthen blevet drejet på en knap et sted i universet. Og nu skulle hun på plejehjem.

Kurt smiler sit stille smil.

Ydmyghed

– Det sker også af og til, at der kommer nul respons. Men personen ved, at vi har været der, og det er nok. Tænk, at man får lov til at opleve det. At man bare er til stede, og at det er nok.

– Det er en stor ære, og man bliver ganske ydmyg. Jeg forventer ikke udtrykt anerkendelse eller tre flasker rødvin. Kærlighed er belønningen. Jeg siger dig, det er belønning på mangfoldig vis.

– Jeg sad en gang hos en gammel dame, der var "ikke kontaktbar". Jeg sad lige ved siden af hende og holdt hende i hånden. På et tidspunkt ville jeg folde et par julehjerter, så jeg slap jeg hendes hånd. Bare et øjeblik. "Hvor er din hånd", lød det pludselig fra hende. Jeg måtte ikke slippe hende.

Og Kurt lagde straks sit julestads i skuffen.

Selvom han ikke på den måde er religiøs, har Kurt alligevel en idé om, hvordan det hele hænger sammen.

Det er ikke sådan, at jeg tror, at når man dør, så er det det. Jeg tror, naturen har en genbrugsorden. Der sker noget med vores fysik og sind. Det forsvinder et sted hen og bliver blandet med noget andet og bliver så genbrugt i en ny version. Det har jeg det super med. Jeg mener ikke reinkarnation. Men jeg er sikker på, man bliver genbrugt et sted. Det kan være, man bare bliver en tanke...

Eks-misbrugeren

Even sidder lidt uroligt i stolen. Han er ikke vant til at tale om sig selv. Og er ikke helt sikker på, om han kan lide det.

Han og hans mor flyttede til Danmark, da han var et halvt år og her fandt hun en ny mand, som Even knyttede sig meget til.

– Han var flink. Han elskede fodbold, og han elskede at tage med ud og se mig spille fodbold.

Even lyser op.

– Det er ham, jeg kalder min far.

Men da Even gik i første klasse, blev hans mor alene igen.

Bruddet tog hårdt på ham. Moderen fik flere kærester, men Even fik ikke noget forhold til nogen af dem.

– Jeg brød mig ikke om dem. Jeg så dem nærmest som modstandere og holdt dem på afstand.

Det begyndte at gå dårligt i skolen. Even havde svært ved at sidde stille, lavede ballade og blev ofte sendt uden for døren. I fjerde klasse skiftede han skole, men det blev det ikke bedre af. Og det var med røven i vandskorpen, at han kom igennem niende klasse. Efter et par måneder i 10. sprang han fra.

– Jeg lavede ikke rigtig noget. Hang bare ud og drak og røg. Jeg fik nogle småjobs, men havde svært ved at passe dem.

Allerede i 8. klasse var Even begyndt at drikke.

– Vi skulle selvfølgelig også prøve at ryge hash. Og snart var det ikke nok længere. Vi begyndte at hænge ud med nogen, der var ældre end os, og de introducerede os til ecstasy, amfetamin og alle mulige piller.

Even husker første gang, han tog speed.

– Det var et sus. Jeg følte mig fuldstændig fri og hævet. Det gjorde, at jeg kunne være den, jeg drømte om at være. Fantastisk.

Efterhånden havde Even det kun godt, når han var påvirket, og meget hurtigt var han påvirket hele tiden. Han begyndte på forskellige uddannelser, men han var døsig og ikke mentalt til stede, når han dukkede op, på grund af den hash, han havde røget dagen før.

– Jeg nassede på dem, jeg hang ud med, fik lidt penge af min mor og levede som lidt af en bums. Når jeg havde drukket mig til et blackout, tænkte jeg ikke på at stoppe bagefter. Jeg tænkte, at jeg måtte lære at blande bedre. Det var en evig vægtskål, der skulle balancere.

Som Even sidder der og fortæller, er det svært at forstå, at det er sig selv, han fortæller om.

Deroute

– Jeg vidste hele tiden godt, at det var forkert, men jeg blev bare ved. Jeg blev voldelig, når jeg drak. Jeg opsøgte det nok og var vildt provokerende. Udadreagerende, siger Even med et glimt i øjet.

– Men jeg syntes ikke, jeg var så sej, da jeg sad der i forhørslokalet hos politiet.

Even havde fået en række mindre voldsdomme, før han fyldte 18, hvor han igen blev anholdt og fik en fængselsdom på to måneder.

– Jeg lærte ikke voldsomt meget af at være i spjældet. Man bliver ikke et bedre menneske af det. Det tvivler jeg på. Så snart, jeg kom ud fra fængslet, drak jeg hver dag. Hele dagen.

Even kom i fængsel for tyveri og vold adskillige gange mere. Som 22-årig fik han sin første behandlingsdom. Det var hans eget valg.

– Jeg kunne ikke holde det ud mere. Det var et helvede. Jeg var i misbrug 24 timer i døgnet. Og jeg fik det mere og mere dårligt, fordi jeg levede mod mine egne værdier. Jeg var ved at blive vanvittig. Jeg fik angst, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad fanden, det var, og troede, jeg var ved at blive skør. Og så begyndte jeg at tage flere stoffer. Det gik hurtigt ned ad bakke. Før jeg så mig om, tog jeg mange flere stoffer end før og var meget mere kriminel. Jeg levede for at bruge, og jeg brugte for at leve. Døgnet rundt.

Efter behandlingsdommen flyttede Even til Esbjerg. Og her tog det for alvor fat. Even fik endnu fængselsdom, stak af og var på flugt, ind til fælden klappede efter fire måneder. Evens nye adresse hed Nyborg Statsfængsel.

– Jeg var tæt på at blive sindssyg derinde. Og jeg vidste, at hvis jeg ikke fik hjælp nu, ville jeg falde tilbage i det gamle mønster.

Efter et mislykket forløb på Fyn fik Even fik lov til at komme i behandlingsforløbet Kongens Ø i Vridsløselille.

– Og jeg har ikke taget noget siden.

Even lyser op.

– Det er tre år siden, så det er en lykkelig historie, ikke?

Even mestrer disciplinen ironi, i en sådan grad, at man bliver hylet helt ud af den.

Ny begyndelse

– Men det var skræmmende, den dag jeg var færdig med forløbet og stod uden for døren med to sorte plastiksække i bedste Egon Olsen-stil. Der var bare ikke nogen, der tog imod mig med flag. Jeg havde glædet mig, men hvordan skulle det her nogensinde gå. Hvordan skulle jeg få vendt situationen. Kongens Ø er en god start, men det handler om, hvad man gør bagefter.

På Kongens Ø blev Even introduceret til et anonymt 12-trins fællesskab.

– Det ville ikke kunne lade sig gøre uden. Møderne holdt min verden sammen i begyndelsen.

Et par uger efter løsladelsen gik Even ned på Jobcenteret og sagde: "Jeg skal i gang med noget".

– Jeg lavede ikke andet end at stå op barbere mig og gøre rent. Og så gik jeg rundt i Esbjerg og ventede på, at jeg skulle til møde.

På jobcenteret fik han at vide, at hun kunne komme igen om to måneder. Men han bed sig fast og begyndte på et aktiveringskursus ugen efter.

– Jeg synes, det var det fedeste. Jeg nød at stå op hver dag og komme til tiden. Det var megafedt.

Even stråler. Faktisk.

På kurset var en af disciplinerne at finde et formål. Og sætte sig et mål.

Even overvejede at komme ud på Nordsøen, hvilket krævede flere forskellige kurser. Isolatørkurset var et af dem.

– Og da jeg en dag gik og isolerede, tænkte jeg: "Hvorfor gør jeg det her". Jeg kunne se de tre milliarder meter rør, jeg skulle isolere de næste 30 år, og sagde til mig selv, "der må være noget andet."

Even var allerede på det tidspunkt blevet engageret i noget frivilligt arbejde, og det var lige noget for ham.

– Jeg havde aldrig før gjort noget for andre. Det hele var gået op i, hvordan jeg havde det. Og jeg kunne mærke, det gjorde mig rigtig godt at tænke på andre end mig selv. Jeg besluttede, at det, jeg vil, er at arbejde med utilpassede unge mennesker.

Og det er svært at forestille sig en bedre idé.

Even tog en 10. klasse og er nu i gang med en hf med henblik på at komme på pædagogseminariet til sommer.

Og i Evens bog hedder det ikke, hvis men når, han kommer ind.

– Jeg har ikke en plan B, lyder det bestemt.

"Recovery Bulls"

www.recoverybulls.dk

I sit frivillige arbejde kommer Even ind i mellem tæt på sit gamle miljø og ved, at han skal da passe på. Hver dag. En dag ad gangen.

– At holde sig fra stofferne, kræver, at man ved, hvad man vil.

Det ved Even.

Han kan ikke deltage i noget, der bare er en lille smule for "festligt".

– Jeg er meget opmærksom på, hvad der er godt for mig. Den nye måde, jeg lever på, er ikke kommet over nat. Det er noget, jeg arbejder på at vedligeholde. Livet er jo ikke blevet fantastisk af, at jeg er holdt op med at tage stoffer.

et er stadig svært nogle dage. Men jeg tager ikke noget, uanset, hvad der sker.

Even har sammen men en kammerat startet Recovery Bulls, der er et uafhængigt sportshold for socialt udsatte af enhver art og afskygning. De eneste regler er, at man skal være fyldt 18 og indstillet på at "være i et stoffrit og kærligt miljø". Holdet spiller fodbold hver onsdag aften, og håbet er at få gang i alle mulige sportsgrene.

– Det er et idrætstilbud til borgere, der ikke reelt har adgang til et kommunalt tilbud.

Evan får en helt anden og myndig tone på, når det handler om det sportshold, han virkelig brænder for. Og som han bruger en stor del af sin sparsomme fritid ved siden af studier og arbejde på.

– Vi skal have så mange med som muligt.

Even er ikke religiøs, men han tror på håbet. Og på kærligheden.

Jeg har en tro på det smukke i livet. Og at kærligheden binder det hele sammen. Masser af kærlighed. Det er det, jeg skal have ind i mit liv. Og har i mit liv. Fra alle mine relationer. Oceaner af kærlighed. Jo mere jeg giver, jo mere får jeg. Det er det smukkeste, jeg har prøvet. Og det er kun lige begyndt. Jeg har jo kun været her i tre år.

Lægen

Jeg kommer fra et lille sted med masser af bønder. Vi havde en gård og var altid hjemme, så måske er det derfor, jeg elsker at rejse og være langt væk. Jeg kan godt lide at rejse rundt og lære ting forskellige steder.

Runar sidder i sin spartansk indrettede lejlighed i Esbjerg og smiler sit underfundige smil.

Da han skulle vælge, hvor han skulle studere medicin, faldt valget på Ungarn. Af alle steder.

– Jeg ville gerne udforske et land, jeg ikke kendte så meget til, forklarer Runar.

Og så er universitet i Budapest selvfølgelig også kendt for sine gode undervisere. Og Nobelpris-modtagere. Selvfølgelig havde han gjort sin research ordentligt.

Som 20-årig tog han altså turen til Ungarn. Efter to år på gymnasiet. I Indien. Som i øvrigt var hans første flyrejse og første udflugt væk fra barndomshjemmet.

En længere en af slagsen, må man sige.

Han besluttede sig for at læse medicin i slutningen af det sidste år på det internationale gymnasium, United World College, UWC, i Indien, hvor socialt engagement var vigtigere end karakterbogen.

– Indien var fantastisk. Grundlæggeren af UWC, Kurt Hahn, havde mottoet: "Hvordan kan der blive fred, hvis mennesker ikke forstår hinanden. Og hvordan skal de kunne det, hvis de ikke kender hinanden?".

På gymnasiet var der mennesker fra alle sociale klasser og mange forskellige lande. Alle skulle bidrage med noget, fortæller Runar, der har et kæmpe netværk, som spænder over hele verden.

Både på grund af sine studier og sine efterfølgende mange rejser i blandt andet Mellemøsten og sit arbejde i så forskellige lande som Grønland og Nicaragua.

– Jeg har set sundhedsvæsnet indefra i adskillige lande. Og rejst i Afrika, Thailand og Indien, hvor der bor millioner, ja milliarder af mennesker. Og der er standarden en ganske anden end herhjemme. Vi har et unikt sundhedssystem her i

Danmark, og det er vigtigt, at vi sætter pris på det.

Han medgiver, at der er kritikpunkter. Men i det store og hele er Runar af den overbevisning, at man som patient får en god behandling i Danmark.

Kompleks verden

I det hele taget har Runar kun godt at sige om det danske sundhedsvæsen, som han har stor respekt for.

– I andre lande kan simple sygdomme som blindtarmsbetændelse betyde døden. Og grå stær at man bliver blind. Så mange mennesker har ikke adgang til den hjælp, der er nødvendig. Det vil jeg gerne være med til at lave om på. Jeg vil meget gerne bidrage på en positiv måde til at få en bedre verden. Og hjælpe andre mennesker.

– At hjælpe er ikke noget, jeg vælger. Det er bare sådan, det er. Det kan godt være, at jeg er et godt menneske. Det er i hvert fald min intention.

Han smiler.

– Vi lever i en kompleks verden, som det kan være et problem at se sig selv som en del af. Jeg tror på, at man selv skal være den ændring, man ønsker. Et menneske kan ikke ændre hele verden, men hvis man ønsker at ændre verden, må man gå den vej.

Runar personificerer sin livsfilosofi. Og det bliver man både misundelig på og rørt over.

At en privat praksis ikke er noget for nordmanden, kommer ikke som en overraskelse. Der står Læger uden Grænser i panden på ham.

– De er verdens sejeste læger. De yder akut lægehjælp i katastrofeområder. Når systemet er brudt sammen, tilbyder de hjælp. Her og nu. Det tror jeg, lige er noget for mig. Det har jeg tænkt på længe.

Han stråler.

– At blive en del af Læger uden Grænser er også en spændende proces. Man skal gennem forskellige test, der skal afgøre, om man er psykisk fit. Og så skal man tale fransk. Det kan jeg ikke. Men jeg er i gang med at lære det.

Og selvfølgelig er han det. Han ser aldrig en dårlig film og spilder aldrig sin tid. Det skylder han livet.

Runar er lidt af en "loner" og holder meget af sin alene-tid. Og det er ikke fordi Runar ikke er social.

– Man skal være venlig mod alle, siger Runar og slår kejtet ud med begge arme.

– Jeg er ikke den, der får mange nære venner. Men jeg er social. Jeg hygger mig bare rigtig meget alene og har ikke brug for at have en ved siden af mig hele tiden. Det vil jeg faktisk helst være fri for.

Og det gælder ikke mindst, når han rejser.

– Jeg elsker at være alene på cykeltur. Det er fantastisk. Man ser så meget. Jeg cyklede i Sydamerika i fire måneder og var nok alene i tre af dem, hvor jeg måske mødte en bil om dagen. Jeg var fuldstændig alene i 4000 meters højde med mit telt og min sovepose. Jeg hyggede mig rigtig meget.

Og bange bliver han aldrig. Heller ikke for døden, og det, der eventuelt måtte komme bagefter.

– Jeg er et meget konkret menneske, der arbejder med videnskab og beviser. Mange har svært ved at håndtere usikkerhed. Det har jeg ikke. Måske er det fordi, jeg kommer fra et roligt sted. Usikkerhed er et vilkår, vi må leve med.

Det har han jo ret i, ham lægen. Men nu er det jo en lidt andet oplevelse at være patienten.

Og usikkerheden trives da også i bedste velgående blandt kunderne i Runars butik.

– Mange, der kommer til en læge, vil have et klart svar. Pengene skal passe. De vil have sikkerhed. Nu tager du denne pille, og så går der så og så lang tid, og så bliver du rask. Bum. Men det er ikke, sådan, vi arbejder.

Desværre, kunne man fristes til at sige.

Ønsker og håb

– Alle på sygehuset er dygtige mennesker, der alle vil det bedste for patienterne. Men vi skal først samle al fakta og alle symptomer og putte dem ned i en kasse. At stille en diagnose er ikke ligetil. Det er der mange, der tror. Kundskab er ikke konstant eller statisk. Den er dynamisk. Vores syn på for eksempel atomer har ændret sig mange gange. Runar kaster sig ud i en længere redegørelse om kundskab, kolonisering og klimaforandringer.

Og man bliver fascineret over, hvor megen viden, det ville være muligt at tilegne sig, hvis man kylede sit tv ud af vinduet.

Runar tilstræber at være en sund sjæl i et sundt legeme, men han opfatter ikke sig selv som asket.

– Det mest usunde, jeg gør, er at arbejde om natten. Og så er jeg rigtig glad for chokolade.

"Live a little" kunne man måske fristes til at sige. Man tænker det i hvertfald.

Og så ønsker man alle cigaretter, dåsebajere og flæskesvær, man har indtaget gennem livet hen, hvor peberet gror.

Og at man kunne få lov at rykke hen til start og begynde forfra.

Runar har også mange ønsker. En kur mod fremskreden cancer sådan i al beskedenhed. Men mindre kan også gøre det. Og meget mere.

– Jeg håber, at vi får en større viden, så vi kan gøre mere for at hjælpe. At vi kan finde flere og bedre behandlingsmuligheder, også indenfor psykiatrien.

– På et mere personligt plan ønsker jeg det bedste for mine patienter. Jeg håber, de føler sig trygge og føler sig set. Jeg håber, jeg ikke overser noget, og at jeg finder de rigtige løsninger.

– På et større plan håber jeg, at menneskene i og fra Syrien får det bedre. Jeg er meget pragmatisk og for løsninger og havde håbet, at vi ikke var gået i krig. Men det gjorde vi. Og nu er verdens ledere nødt til at tage ansvar. Man har lavet det samme lort i 100 år. Fred kommer ikke af sig selv. Den er noget, vi vælger.

Spørgsmålet, om hvorvidt den unge læge gerne vil have en kæreste og planlægger at stifte familie, afføder endnu et Mona Lisa-smil.

– Jeg er stadig ved at finde ud af livet. Men måske kunne man begynde med kæresten.

Rockmusikeren

Jeg har aldrig haft lyst til andet end at spille guitar. Jeg kan faktisk ikke forestille mig, hvad jeg ellers skulle lave. Min far er guitarist og var med til at starte musikmiljøet i Esbjerg, så jeg har været med ude og stille op mange gange.

Jesper kan pryde sig med titlen cand. musicae og er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium. Selvom han nærmest ikke gad at gå til optagelsesprøven.

– Min mor og far blev så glade, da jeg kom ind.

Jesper smiler.

– Nok mest fordi, man kan ikke blive smidt ud af konservatoriet.

Det prøvede de nu alligevel med Jesper. Men så blev han trodsig. Han kom til undervisningen og passede sine ting. Men absolut uden entusiasme.

– Jeg syntes, det var meget ensporet. Har lige hørt, at de er begyndt at uddanne artister på konservatoriet i København. Det er pissefed.

Det kan godt være, Jesper ikke ligner en fra Esbjerg-kanten. Men oprindelsen fornægter sig ikke, når han åbner munden.

– Hvis du vil spille rock og rul i Esbjerg, sætter de dig til at spille Miles Davis. Det er fand'me ikke mig.

Ikke desto mindre gennemførte Jesper sin uddannelse, selvom det var op ad bakke.

– Da Jeg var omkring 14, opdagede jeg Guns N' Roses. Jeg tænkte: "Det der, det er bare et job, jeg godt gad have". Det er det stadig, men jeg tror ikke, Guns N' Roses ringer.

Trods alt.

– Men jeg gør alt for at være klar, hvis et større orkester har brug for en guitarist.

Indtil den drøm går i opfyldelse, får Jesper tiden til at gå med alt muligt andet. Og med at tjene penge, så han kan købe sig tid til at spille musik. Og være med til at opretholde tilværelsen som kæreste, far til Vega på tre et halvt og nybagt husejer.

– Jeg har tabt fire kilo, siden vi købte det hus, sukker Jesper, der i den grad også ligner en, der kunne trænge til en porter og piskefløde.

I stedet tænder han endnu en smøg.

Positiv energi

Som afgangsprojekt fra konservatoriet forsøgte Jesper at lave et alternativ til Esbjerg Kulturskole.

– Kulturskolen er kommunal og får statsstøtte og er ikke interesseret i at støtte rock. Og så er det alt for dyrt for 25 minutters undervisning om ugen. Det er fuldstændig hjernedødt. Det er slet ikke alle, der har lyst til at spille musik, der kommer til det. Jeg mener, at alle børn skal have de samme muligheder.

Jesper er for nylig blevet ansat af Fit to Life, der er et af flere beskæftigelsestilbud for unge med særlige behov, STU, og som fungerer som en mentorordning.

– Det er ofte unge fra problemfyldte hjem, og målet er at hjælpe dem i gang, så de ikke bliver parkeret på kontanthjælp resten af livet.

Jesper har tidligere kørt et samspilshold i Det gamle Mejeri, der er en ungdomspension i Vester Nebel og blev headhuntet til Fit to Life. Som mentor og guitarlærer for fire unge mænd, der da også ringer og lige kigger forbi hans eget øvelokale. Også når han sådan set har fri.

– De er lidt ustabile, men så finder vi ud af noget.

Han smiler. It takes one to know one.

– At få lov til gennem musik og samvær at puste positiv energi ind i de drenge. Det er interessant.

Og så ringer Jespers telefon. Igen. Han tager den, rejser sig, sætter sig ned og tænder en cigaret. Igen. Han fører en kort og mærkelig samtale.

Stort netværk

– Jeg kender rigtig mange spøjse eksistenser. Jeg suger sådan nogle typer til mig. Og jeg synes, det er sjovt, når folk er lidt på kanten. Der skal være plads til alle. Man behøver ikke være bedste venner, men man bliver nødt til at acceptere alle. Jeg har altid sagt, at hvis man ikke har to minutter til at tale med et andet menneske, så kan det også være lige meget.

Og der er ingen tvivl om, at Jesper kan lide mennesker og har en endog meget stor kontaktflade.

– Vi er mange, og vi hjælper hinanden. Står jeg og mangler en havetraktor eller en udgået pæretype til en gammel forstærker, ved jeg hvem, jeg skal ringe til.

Og de ved, at de altid kan ringe til Jesper. Og det gør de. I et væk.

– Det er spændende at kende mange forskellige. Også nogle, der skiller sig ud. De har tit meget at byde på. Og selvom de ikke har det godt indvendigt, og deres liv ikke altid kører, så er de kærlige og omsorgsfulde mennesker.

To egenskaber, der også synes at kendetegne rockmusikeren.

– Der er mange, der har en idé om, at jeg er meget anderledes, end jeg er, fordi jeg ser ud, som jeg gør. Folk har mange fordomme og forestillinger.

Men rockmusikeren har altså en straffeattest, der er ren som sne. Og så er han i bund og grund en go' dreng. Og et rigtig godt menneske.

– Jeg går meget op i, at man hjælper hinanden. Og passer på hinanden.

Det gør Jesper, der har været handicaphjælper for en ung, multihandicappet mand i syv år.

Og som er blevet meget berørt af at se, hvor meget det betyder for en familie, når de har et handicappet barn.

– De har langt flere prøvelser, end de fleste folk forstår. Hvis man ikke kender nogen og ser, hvad det gør ved en familie, har man ingen anelse. Mange mener jo også, at de handicappede skal gemmes væk. Så man ikke behøver at tage stilling til dem. Det er jo lidt ulækkert med al det savleri, ikke.

Han tager et hiv af cigaretten.

– Det synes jeg da også. Og det var da vildt i starten. Der var mange ting, jeg ikke havde forestillet mig. Som at tørre røv for eksempel. Det er ikke så rart, men det skal jo gøres.

Jesper arbejder 12 timer ad gangen, en gang om ugen, så det passede fint som studiejob og passer fint, mens man måske alligevel går og venter på den der opringning fra Guns N´ Roses.

– Jeg har lært sindssygt meget af at være handicaphjælper. Man lærer rigtig meget om sig selv. Og det har ændret mit syn på mange ting. Man lærer at tilsidesætte sine egne behov for at hjælpe et andet menneske.

Og det kan være nemmere sagt end gjort.

– Bare det så intensivt at se den samme person gennem syv år. Det er lang tid. Men nu kender vi efterhånden hinanden rigtig godt. Og jeg går altså, hvis han vil se "Harry Potter" igen for nummer 100 gang.

Jesper griner.

– Når vi kommer gående sammen, slingrer vi jo en del, fordi han er handicappet, og mange tror folk, vi er to fulde idioter. De unge spotter os på lang afstand, og så går de ind i os. Med vilje.

Det skal man imidlertid ikke byde Jesper. Eller nærmere den, Jesper er handicaphjælper for. For Jesper giver dem en skideballe af format. Lige som han går lige i kødet på familiefaderen i Føtex, der peger "monsteret" ud for sine børn.

– Folk bliver røde i hovedet. Men det er godt nok. Man bliver nødt til at tale med folk. Og de må gerne skamme sig, når de opfører sig forkert.

Hans blik er intenst.

– Da jeg var lille, kunne jeg ikke lide at være sammen med handicappede. Jeg blev ked af det og fik ondt i hjertet. Jeg synes, det var så synd for dem.

– Men det hjælper ikke at have ondt af nogen. Det får de det ikke bedre af. Man skal handle.