Danmarks første astronaut landede på Esbjerg Gymnasium

Andreas Mogensen, der kan kalde sig for den første dansker i rummet, satte fredag sine ben for første gang på Esbjerg Gymnasium, her gav han skolens elever og indbudte gæster et godt indblik i sit liv som astronaut.

Med temaet fra Star Wars blev Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, budt velkommen på Esbjerg Gymnasium fredag. Det er snart seks måneder siden, at astronauten som den første dansker nogensinde havde sin første rumfærd til den internationale rumstation. Ti dage blev det til i rummet, og forhåbentlig bliver det ikke den sidste tur, lyder det fra den store dansker.

– Det har været en kæmpe oplevelse. Det bedste var at få lov til at sidde og kigge ud på nattehimlen, som oppe fra rummet er fyldt med millioner af millioner af atter millioner af stjerner. Det sætter lige alting her på jorden i perspektiv, forklarer Andreas Mogensen, de tusind fremmødte elever, lærer og gæster fredag på esbjerg Gymnasium.

Det er især de mange muligheder, der fascinerer astronauten ved rummet:

Masser af muligheder

– Når det hele er så stort og vi kun kender små fem procent af universet, så er der jo masser af muligheder og oplevelser, der venter på os endnu. Det glæder jeg mig til at være en del af, forklarer han videre.

Hans egen fascination begyndte i 4. - 5. klasse, hvor Apollo-missionerne blev diskuteret og siden voksede interessen for naturvidenskaben. Astronauten havde da også lidt gode råd med, hvis der sidder nogle med en astronautisk drøm:

– Først og fremmest skal man vælge at lave noget, som man synes er spændende. For at få succes kræver det hårdt arbejde, og det er bare lsjovest, hvis man kan lide det man laver. Ellers skal man helt konkret have en naturvidenskabelig eller teknisk uddannelse som ingeniør, forsker, læge eller pilot, og så skal man huske at være fleksibel og gribe de chancer, der opstår for en, forklarer Andreas Mogensen, der håber at skulle ud i rummet igen om fire-fem år:

– Jeg var ikke på nogen rumvandring, og det er min store drøm. Så den håber jeg at få opfyldt næste gang.

Spørgsmål til Andreas

Spørgelysten til astronauten var stor og nednefor kan du læse udvalgte spørgsmål og svar fra avisens læsere og eleverne på Esbjerg Gymnasium til astronaut Andreas Mogensen.

HVAD OVERRASKEDE DIG MEST PÅ DIN TUR UD I RUMMET?

– Det var nok, da jeg første gang kiggede ud af vinduet på rumraketten, og så hvor meget vand, der egentlig er på jorden. Jeg ved jo godt fra skolen at 70 procent af kloden er dækket af vand, men at vi det meste af tiden ikke kunne se andet på jorden end vand og skyer, det var ret vildt.

HVAD VAR DET MEST MÆRKELIGE, DU OPLEVEDE?

– Det mærkeligste var det synsbedrag, der sker, når hjernen bliver forvirret af at tyngdekraften er ophævet. Når jeg stod på gulvet ved kantlugen ind til næste modul på rumstationen, så var der intet problem, men så snart jeg drejede mig 90 grader, så lignede det et hul, jeg ville falde ned i. Det passede ikke ind i den model, hjernen har skabt. Det var mærkeligt.

HAR MAN "FRI" I RUMMET?

– Min mission var kun ti dage, så det var lidt specielt, normalt er folk af sted i et halvt år. Så normalt har astronauterne en normal arbejdsdag på 8 timer, så to timers obligatorisk motion og så har de fri. Jeg arbejdede mellem 10-12 timer om dagen, så jeg havde ikke så meget fritid ombord på rumstationen.

HVAD HAVDE DU MED OMBORD?

– Som astronaut må man have 1,5 kg personlig ting med. Jeg havde billeder af min familie og venner. Små astronaut-Lego figurer. En personlig baseball kasket, jeg tit går med fra min tid på Texas University. Nogle gaver og et stykke faldskærmsdug, som var underskrevet af en masse af mine venner fra skydive-klubben.

TROR DU PÅ LIV I RUMMET?

– Universet er jo enormt stort, vi kender kun fem procent. Så jeg ville blive meget overrasket, hvis jorden er den eneste planet med liv. Det er ikke sikkert, at der er intelligent liv andre steder, men i hvert fald mikroorganismer og planter.

VAR DU BANGE UNDER OPSENDELSEN?

– Nej, det var jeg ikke under selve opsendelsen. Jeg var spændt på, hvordan det ville gå, men der kunne jeg jo ikke gøre mere. Efter min datter blev født, tænker jeg endnu mere over, at der er en risiko ved det her job. Før var det bare mit eget liv, nu har jeg også ansvaret for hende, så tænker jeg da mere over risikoen.

HVAD VAR DET SJOVESTE SOM ASTRONAUT?

– Det var at være vægtløs, det var virkelig sjovt. Man lærer hurtigt, hvordan man flyver gennem rumstationen som en anden supermand. Man skal bare passe på, for det er virkelig svært at bremse. Hvis man ikke får fat i det sidste håndtag, når man skal bremse eller dreje, så ryger man lige ind i muren.

HUSKEDE DU AT RINGE TIL DIN MOR, DA DU LANDEDE?

– Nej, jeg ringede faktisk først til hende efter to dage. Vi landede i Kasakhstan ørken, og skulle have foretaget en masse sundhedstests, og så til te med Kasakstans præsident. Jeg ringede allerførst til min kone.

LEVEDE OPLEVELSEN OP TIL DE FORVENTNINGER, DU HAVDE OPBYGGET GENNEM ALLE DE HER ÅR?

– Ja, det gjorde den helt sikkert. Det er svært at beskrive, hvor stort det var, men bare det at få lov til at bo og arbejde på rumstationen. Det var en kæmpe oplevelse. Det var som at bo på en højteknologisk base, hvor vi havde det sjovt og vi fik lov til at flyve rundt som en fugl.

HVIS DU SELV KUNNE VÆLGE, VILLE DU SÅ HELST TIL MARS ELLER MÅNEN?

– Så ville jeg helt sikkert helst til Mars. Alle er enige om at Mars er det endelige mål, men om der skal laves en base på månen først må de næste fire-fem år vise. Men jeg vil helt sikkert gerne afsted igen - og rigtig gerne til Mars.

Lyt til interview med Andreas Mogensen

Esbjergforsker kan redde astronauter for rumskrot

På Aalborg Universitet Esbjerg bliver Andreas Mogensen lørdag præsenteret for en opfindelse, der kan redde fremtidens astronauter for at kollidere med det skrot, som rummet flyder med.

Da den danske astronauts rumskib september sidste år ændrede sin bane mod Den Internationale Rumstation, var der ifølge det europæiske rumagentur ESA tale om en almindelig justering af Sojuz-fartøjets kurs. Det russiske nyhedsbureau Tass og Ritzau citerede imidlertid de russiske rumfartsmyndigheder Roscosmos for, at Sojuz ændrede kurs for at undvige resterne af en gammel japansk raket. Sammenstødet ville have været katastrofalt.

Fremtidens astronauter, russiske kosmonauter, kinesiske taikonauter, indiske vyomanauter og rumfarere fra alverdens lande kan måske se frem til at flyve i sikkerhed fremover - for løsningen på rumskrotproblemet sidder forsker på Aalborg Universitet Esbjerg, Anders Schmidt Kristensen, med. Lørdag præsenterer han sin opfindelse for Andreas Mogensen under en times session på universitetet.

– Jeg glæder mig virkelig til at snakke om det tekniske med ham, vi har en masse, vi gerne vil vide, og han har været derude, siger Anders Schmidt Kristensen, der sammenligner potentialet i sin opfindelse med airbaggens. Der er tale om et bremsemodul med sejl, der foldes ud og tvinger en udtjent satellit til at ændre bane - hvorpå den vil brænde op i atmosfæren.

– Dette her vil være med til, at vi ikke øger problemet med fremtidige satellitter, vi sender op, siger forskeren, der håber på at se sin opfindelse i aktion inden for fire-fem år.

Problemet med rumskrot er stigende, der er mindst 20.000 stykker rumskrot større end en centimeter. Desuden er der 500.000 stykker rumskrot på mellem en og ti centimeter samt millioner af mindre stumper. Rumskrottet udgør en risiko for satellitter, vi er afhængige af, og er derfor en del af EU's Horizon 2020-program over globale udfordringer.

Den danske forsknings- og videnskabsminister har netop fremsat et forslag til en rumlov, der skal kontrollere den stigende trafik i rummet.

Måneminder på Solgården

20. juli 1969 kl. 21.17 (Houston time) satte amerikanske Neil Armstrong, som første menneske, sin fod på månen, det husker 87-årige Bodil Jensen og 83-årige Andrea Lauridsen tydeligt.

Der er lige omkring 384.392 kilometer fra Månen til Bramming, alligevel var der flere af beboerne på Plejecentret Solgården, der tydeligt husker, da de den 21. juli 1969 klokken 03.56 (dansk tid) så Neil Armstrong betræde månen som det første menneske og sagde de berømte ord: " Et lille skridt for et menneske, men et kæmpe skrift for menneskeheden."

– Det var da bare noget vi alle sammen skulle se, husker 87-årige Bodil Jensen, der har boet på Solgården i Bramming de sidste to år.

Hende og manden Niels Arne Jensen var lige flyttet fra Bramming til Aarhus i 1969, og havde netop fået fjernsyn i deres nye hjem, da månelandingen fandt sted.

– Det var noget, vi alle sammen snakkede om, så vi sad klar ved fjernsynet og veg ikke fra det, da raketten ramte månen Så vi så, da benene foldede sig ud og det gav et bump, da den ramte månen, forklarer Bodil Jensen.

– Det så faktisk lidt ud som om ham Armstrong (Neil, red.) halvvejs hoppede, når han gik deroppe. Det var måske bare noget pjat, men sådan husker jeg det. Og så kan jeg huske, at jeg tænkte, at overfladen virkede meget ru og beskidt, fortsætter hun.

For 83-årige Andrea Lauridsen er mindet knapt så skarpt.

– Vi havde ikke noget fjernsyn endnu på gården i Sejstrup, men vi hørte om det i radioen, husker hun. Til gengæld sad hun klinet til skærmen på Solgården, da den danske astronaut Andreas Mogensen blev sendt af sted og var ti dage i rummet.

– Det så jeg i fjernsynet alle dagene, han var så sød, smiler hun.

Daniel tror på liv i rummet

Den 25-årige Daniel Ravn tror ikke på, at vi er alene i universet. I sin fritid hjælper han Skandinavisk UFO Information med at finde jordnære forklaringer på ufo-beretninger. For selvom han tror på, at der er noget derude, så er han skeptisk.

Der er hverken farverige planeter eller grønne mennesker med sølvpapirshatte i Daniels Ravns hjem. Det eneste, der afspejler den 25-åriges store interesse, er et par støvede bøger om universet og hans computer, som han bruger til at finde informationer om mærkværdige episoder.

– Jeg er hundred tusind millioner procent sikker på, at der er liv i rummet. Det er nærmest urealistisk at tro, at der ikke er det, siger Daniel Ravn.

Hver eneste dag bruger han tid på at udforske emnet. Nogle dage hjælper han foreningen Skandinavisk UFO Information med at finde jordnære forklaringer på beretninger fra folk, der har oplevet ufo-lignende genstande på himlen, mens han andre dage fordyber sig i mystiske episoder fra udlandet.

– Hvis der er kommet en ny dokumentarfilm, så tager det jo gerne et par timer. Men i gennemsnittet er det nok omkring fem eller seks timer om ugen, jeg bruger på det, siger Daniel.

En skeptisk entusiast

Interessen for paranomale ting såsom spøgelser, ufoer og aliens begyndte for Daniel omkring tolv års alderen. Spøgelserne blev senere lagt på hylden, men han fortsatte med at interessere sig for ufoer og liv i rummet.

– I starten åd jeg alt råt. Men man bliver nødt til at være skeptisk, ellers bliver man slugt af konspirationer og vanvittige påstande, siger Daniel, der mener, at cirka 97 procent af alle anmeldte observationer er falske eller har en jordnær forklaring. Derfor er det kun de sidste tre procent, som interesserer ham.

Det er eksempelvis en episode fra den amerikanske by Phoenix i 1997. Her skulle tusinde mennesker, uafhængigt af hinanden, have observeret et stort lys og et flyvende objekt over byen. Det er i sådanne tilfælde, at Daniels interesse vækkes.

– Der er tusinde mennesker, der har set det samme, og det kan ikke forklares. Det var vel en ufo, men jeg ved det ikke med sikkerhed, siger han om episoden.

Selvom han interesserer sig for emnet og tror på liv i rummet, så har han aldrig selv gjort sig nogle observationer af mystiske objekter på himlen.

– Jeg har kigget nok så meget mod den himmel, men jeg har aldrig set noget, siger Daniel Ravn.

Vi er ikke alene

Spørgsmålet om hvorfor dem i rummet ikke opsøger os på jorden, har Daniel fået mange gange. Derfor har han også flere bud på en forklaring.

– Vi er så selvdestruktive og krigsførende på jorden, så hvis der er en livsform derude, der kigger ned på os, hvorfor skulle de så have interesse i at få os ud til dem?

De beretninger som Daniel finder særligt interessante og mystiske kommer både fra USA, Storbritannien og Norge. Men de gode sager, dem som hører til de tre procent, er sjældne. Men selvom de er det, så undrer Daniel siger over, at emnet ikke bliver taget seriøst og kommer på den politiske dagsorden.

– Fænomenet eksisterer jo. Der er folk, der ser noget, som ikke kan forklares. Det burde komme op på et politisk plan, så befolkningen kan blive oplyst, siger Daniel Ravn.

Selvom Daniel ikke selv har oplevet ufoer på den danske himmel, så giver han ikke op. Han leder videre og behandler mystiske sager, som har løser.

Emils alger fandt vej til astronautens mund

Det er ikke mange drenge i 6. klasse, som har fået mulighed for at møde Andreas Mogensen. Og en ting er at møde ham. Noget andet er, når man får lov til at præsentere sit helt eget projekt for ham.

Det skete for Emil Husum, som til daglig går i 6. klasse på Bohrskolens afdeling Ådal.

Emil vandt nemlig en tredjeplads i konkurrence Unge Forskere i april sidste år. Det gjorde han med sit projekt om at udvinde protein af alger.

– Jeg har arbejdet med at dyrke alger og bruge dem som kosttilskud, og da det egentlig er ret let at have med at gøre, tænkte jeg, at man måske kunne bruge det i rummet som et tilskud til maden, siger Emil Husum.

Mogensen roste forsøg

Med tredjepladsen landede han samtidigt en invitation til et topmøde i Dansk Industri, DI, tilbage i oktober.

På topmødet spurgte en af de ansatte i DI, om ikke Andreas Mogensen ville kigge forbi og se på Emils projekt med algerne. Det ville han.

– Jeg fortalte ham kort om min idé med alger som kosttilskud og spurgte om ikke, at han ville smage. Det ville han. Og han synes, at det med alger var smart tænkt. Smagen var okay. Det mente både han og jeg, men det kan stadig forbedres, siger Emil Husum.

Ifølge Emil Husum så smager algerne i sig selv ikke særligt godt, og derfor eksperimenterede den unge forsker med at putte sukker og lakrids i algerne, for at få det til at smage bedre. Den blanding faldt også i god jord hos Andreas Mogensen.

– Selvom algerne ikke er så sunde, når der kommer sukker i, så kunne han bedst lide smagen med lakrids, siger Emil Husum.

Mars-kvinden

Det lyder som plottet i en science fiction-film fra Warner Brothers, men det er solid, jordbunden hverdag fra Esbjerg. 39-årige Mai Madsen, der er social- og sundhedsassistent, meldte sig i 2013 til projektet Mars One i håbet om at blive sendt op for at bo på den røde planet. For evigt.

Det er sommeren 1988, Mai Madsen er 12 år og på ferie på Tenerife med familien. Mens de andre nyder solens stråler iført badetøj og afslappede miner, er unge Mai kun optaget af én ting: Øens vulkan. Hun har læst og læst om den hjemmefra, og da hun en af dagene endelig kommer afsted på en vulkanudflugt, er hun ved at snakke hendes mor et øre af. Om alle vulkanens egenskaber.

– Jeg kan huske, hvordan min mor kiggede forundret på mig. Jeg har ikke min interesse for geologi fra min familie. Og nok heller ikke den der drift mod de vilde eventyr. Det er vist mig, der er den crazy i familien, smiler hun.

25 år senere ser hendes mor igen forundret på hende. Mai har netop fortalt, at hun har meldt sig til Mars One-projektet, hvor fire personer fra hele verden skal udvælges, trænes og til sidst sendes op til den røde planet i 2024. På en enkeltbillet. Man skal bosætte sig som en koloni deroppe og forsøge at overleve. Dag og nat iklædt rumdragter. Med mad, ilt og teknik med hjemmefra, og med håbet om at kunne komme til at så planter og få et ikke alt for kort liv.

Selfie-film i kolonihaven

Da Mai Madsen i 2013 falder over annoncen i Politiken, er der fem dage til ansøgningsfristens udløb. Mars One søger folk fra hele verden, som har lyst til det helt store eventyr. 56 millioner kilometer væk. For at blive udvalgt som marsboer, skal man fortælle om sin humor, sine hobbyer, hvad man er bange for og flere andre jobsamtaleklassiskere.

Mai Madsen overvejer først, om hun overhovedet vil ofre de cirka 100 kroner, som det koster at melde sig til konkurrencen, for hun er næsten overbevist om, at hun ikke har en chance. Godt nok har hun to et halvt års uafsluttet geologistudie bag sig, og et brændende ønske om at komme af sted stammer fra dybt i hjertet. Men da hun få dage efter står og fumler med et kamera ude i sin kolonihave ved Vognsbølparken for at lave en video-ansøgning, synes Mars mere end almindeligt langt væk.

– I første omgang fortalte jeg ingen, at jeg havde tilmeldt mig. Så da jeg stod der og skulle filme mig selv – for det var påkrævet – var det rent Storm P. med kameraet spændt fast på nogle stole sat oven på hinanden, og hvor jeg så stod og talte til kameraet. Og det var noget bøvl, for hver gang der gik nogen forbi kolonihaven, skyndte jeg mig at dukke mig og måtte så starte forfra, fortæller Mai Madsen, der i dag er 39 år.

Sammen med videoen skal hun indsende en lang ansøgning, hvor hun besvarer en masse spørgsmål. Det er her, hun nævner, at hun er bange for edderkopper, og så forklarer hun sin evne til at klare pressede situationer med et par nylige eksempler fra hendes job som social- og sundhedsassistent. I videoen får udvælgelseskomitéen at vide, at Mais humor er mest i retning af tv-serien Friends og filmen Being John Malkovich. Hun fortæller også, at hun står i sin kolonihave, og at hun virkelig gerne vil til Mars.

Søster blev vred

I alt 202.586 jordboere fra 140 lande ender med at indsende en ansøgning til projektet. Heraf 489 danskere. Men blandt kinesiske ingeniører og spanske forskere står den esbjergensiske sosu-assistent med de grønne fingre og den skæve humor åbenbart stærkt, for hun bliver valgt ud som en af de godt 1000 deltagere, der går videre til næste runde.

Inden da har Mai ved nytårstid skrevet på sin Facebook: ”Gad vide, om næste år byder på Mars?”, og flere og flere er begyndt at kende hemmeligheden. Reaktionerne spænder vidt. Vennerne tilbage fra geologistudiet jubler og hepper. Andre siger, at hun er tosset, og at hun altså ikke må tage af sted. Mais søster bliver direkte vred på hende.

– Da jeg fik at vide, at jeg var blandt de udvalgte, var jeg utrolig glad – og spændt. Jeg skyndte mig ind for at opspore nogle af de andre danskere, der havde meldt sig, men alle svarede, at de ikke var blevet udvalgt. Det kom helt bag på mig, siger Mai Madsen.

Snart får pressen nys om den esbjergensiske kvinde, og hun stiller op til alt fra Aftenshowet og morgenradioen til Politiken og MetroXpress. Hun kan selv huske, hvordan hun sad midt i et interview med Ugeavisen Esbjerg, da hun så må afbryde et øjeblik for at tage et telefoninterview med Lars Hjortshøj til hans Badabing Show.

– Det var næsten lige før, det var for meget. Alt det mediepostyr. Jeg er slet ikke sådan én, der er ”på” hele tiden, men de blev bare ved med at ringe. Alle ville vide, hvorfor jeg gerne ville til Mars. Jeg blev endda så kendt, at jeg har fået mig en kvindelig stalker, fortæller hun.

Agurker

Det helt store spørgsmål, som Mai får igen og igen, er, hvordan hun dog kan forestille sig at skulle ofre sit liv på jorden for en uvis og yderst farlig tilværelse på en planet, hvor det indtil nu kun er NASA’s robotbil, der triller rundt.

– Jeg er en eventyrer. Der skal ske noget. Og jeg tror, at oplevelsen af at komme til Mars ville være så utrolig, at man godt vil ofre sit liv på jorden for det. Det ville selvfølgelig være ubeskriveligt trist, når man skulle sige farvel for altid til sine nærmeste og til jorden, men tænk at skulle være blandt de første mennesker på Mars. Og tja… så synes jeg, det er sjovt at få agurker til at gro, ler Mai Madsen, som især har været optaget af, at man som marsboer skulle eksperimentere med at beplante planeten.

Hun har altid rejst så meget, som hun kunne komme til, så hendes egen planet i solsystemet har hun tjekket godt ud. En jordomrejse med rygsæk med veninderne, en periode med bopæl i Thailand, øhop i Caribien og et job på boreplatform i Nordsøen. Suset når flyet hopper i luften over Himalayabjergene giver hende en rar følelse i kroppen, og hun boede en overgang sammen med naturfolket Mentawai på den indonesiske ø Siberut Island.

Men så pludselig var det ikke længere nok. Hun måtte et sted hen, som ligger uden for Google Earth.

Da lægetjekket også var ”bestået”, var Mai Madsen og cirka 700 andre stadig med i opløbet om de fire pladser. Kun én ud over Mai er fra Danmark – Christian Ohlendorff Knudsen fra Hellerup. Næste udfordring for aspiranterne var test af deres evne til at leve i de telte, de skal bo i på Mars, psykens robusthed når det kommer til isolation, evnen til at tilbringe al sin tid iført rumdragt. Den slags.

Hepper på Christian

Men i december 2014 får Mai Madsen at vide, at hun som deltager i projektet selv skal sørge for en masse mediebevågenhed og selv skal indsamle en stor sum penge til udsendelsen. Den drejning bryder esbjergenseren sig ikke om. Hun havde forstået det sådan, at folkene bag Mars One ville tage sig af alt omkring økonomien, når bare deltagerne stillede deres liv og vovemod til rådighed. Efter en grundig overvejelse vælger Mai Madsen at trække sig ud af projektet. Selv om det sker med ærgrelse.

Nu følger hun i stedet den anden dansker, Christian Ohlendorff Knudsens, kamp for at blive blandt de fire udvalgte. Feltet er nu barberet ned til omkring 100 ansøgere.

– Jeg håber virkelig, at det lykkes for Christian. Det er lige en mand som ham, der burde få lov at blive sendt derud. Han er uddannet systemingeniør, han har sat sig utrolig meget ind i Mars og det at leve deroppe, og han ville bare være så oplagt at få afsted. Jeg håber, det bliver en som ham og ikke de der Startrek-tosser, der bare har meldt sig uden at vide, hvad det går ud på, siger Mai Madsen.

Selv har hun nu en mere rolig mor og søster. En kolonihave, som hun ikke behøver at afhænde om otte år. En masse avisudklip fra en tid, som var flippet og med alt for meget kendisstatus. Og så har hun en drøm, som brast, men som hun selv valgte at give slip på.

– Det var ærgerligt, at forholdene var sådan, at man selv skulle til at finde penge og mediepartnere. Det er slet ikke mig. Men nu er der gået noget tid, og jeg har affundet mig med det. Men jeg vil så sige… Altså, der er ingen tvivl. Hvis der var nogen, der havde en billet til Mars til mig i morgen, så var jeg smuttet. Uden tvivl.