I det øjeblik Karina Søeberg træder ud af bilen, kan hun høre Jens' stemme. Han sidder på bænken foran en af hytterne og snakker med stedets sociale vicevært, Trine. Han bor i Hyttebyen og fortæller om de seneste dages trængsler, hvor han har haft meget ondt i maven. Han har ikke kunnet spise og har heller ikke sovet ordentligt.
I den ene hånd har han en juicebrik, som han ind imellem drikker af. I den anden har han en uåbnet dåseøl, og på det ene knæ ligger den ene halvdel af hans gebis.
Jens har brok, som han skal opereres for sidst på måneden, og Karina Søeberg er her for at tale med ham om en forundersøgelse, han skal til dagen efter. Her til morgen har han været ved tandlæge for endnu en gang at få tilpasset de nye tænder.
– Det er svært at vænne sig til, og du er kommet af med en ordentlig omgang mundvand, også i min bil, griner Trine.
Jens har drukket æblejuicen. Han sætter tænderne på plads i undermunden og tager en tår af dagens første øl.
– Hvad sker der for, at du har varme vinterstøvler på i sommervarmen, spørger Karina Søeberg.
– Det er ikke vinterstøvler, det er en italiensk gummistøvle med et lille skaft, forklarer Jens.
– I morgen skal vi op og have taget blodprøver på sygehuset. Jeg kommer og henter dig og tager med dig, siger Karina Søeberg til Jens.
Han er ikke meget for det med sygehuse. Sidste uge blev han akut indlagt for sin brok, men måtte tage derfra igen.
– Der tog min paranoia over, og det gjorde den også, da jeg kom derop onsdag. Men Karina kan skrue ned for min paranoia, bedre end jeg selv kan, jeg ved sgu ikke, hvordan hun gør det, siger Jens og tager en tår af sin øl.
Socialsygeplejerske
Karina Søeberg er socialsygeplejerske i Kolding, og JydskeVestkysten har fulgt hende på arbejde. Hun hjælper de udsatte borgere med stort og småt.
I Hyttebyen kommer den sociale vicevært Trine dagligt, og Karina Søeberg kommer her også tit. Der bor syv mennesker i Hyttebyen, og Karina Søeberg er i kontakt med de fleste.
Jens har boet i Hyttebyen i en årrække. Det er først efter, at Karina er kommet til, at han, efter 20 års pause, har fået kontakt til sundhedssystemet igen.
Nye tænder
Karina Søeberg mødte Jens første gang for et par måneder siden. Her ville han gerne have kigget på sin fod. Karina Søeberg kunne ikke rigtigt finde nogen puls i foden, og Jens kom for første gang i 20 år i kontakt med sundhedssystemet. Nu får han medicin for sit blodomløb, og han har lige fået revet alle tænderne ud og er ved de sidste tilpasninger af et gebis. Nye tænder, som han selv betaler af de penge, som kommunen lægger til side for ham hver måned. Jens har i mange år været under administration, så kommunen sørger for, at han betaler sine regninger.
Jens giver sig til at snakke om politik og økonomi, og skælder ud over både den ene og den anden. Han var ifølge Karina Søeberg tvangsindlagt for mange år siden og har været kendt i det psykiatriske regi i en længere periode af sit liv. Hun skal lytte rigtig godt efter for at forstå og følge med i det, Jens siger. Han har en stor interesse for teknisk videnskab for eksempel geofysik og naturvidenskab.
Han er, ifølge Karina Søeberg, lynende intelligent.
– Når jeg skal opereres, så vil jeg altså kun lokalbedøves, jeg vil se, hvad de laver, fastslår Jens.
– Vi ser, hvad de siger i morgen, så snakker vi med dem. Du er noget nervøs for det, er du ikke? spørger Karina Søeberg.
– Jo, jo, tænk hvis de glemmer noget værktøj derinde.
– Vi regner med, de er meget dygtige, vi siger til sygeplejerskerne, at de skal huske og kigge efter.
Jens går hen til sig selv, dåseøllen er tom og skal byttes.
Jens ved godt, at hans livsstil er usund, men Karina Søeberg kommer ikke og prædiker afholdenhed og sundhedsmoral.
– Hvis der er nogen, der gerne vil høre om det, så snakker jeg med dem om mulighederne, men mange er skideligeglade. Det er heller ikke det, jeg er ansat til, jeg forebygger indlæggelser, sørger for at de møder op til deres aftaler. Jeg er nødt til at tænke skadesreducerende. Mange kan godt lide det liv, de lever.
Fest hele natten
Jens kommer tilbage med en ny dåse, som han tager en tår af.
– Så fik du en ny. Hvad med de andre, er de ikke stået op endnu?
– Nej, de holder jo fest til langt ud på natten. Der var også slagsmål i weekenden, konstaterer Jens, som forsøger at få gebisset i undermunden ud igen.
– Du skal have en snor i ligesom med briller, griner Karina Søeberg som gør sig klar til at køre videre.
Jens griner og tager en tår mere af øllen. På vej ind til byen skal Karina Søeberg lige et smut ind til Niels Åge. Han bor, som flere af dem hun besøger, i højhusene. Han skal have sat en røgalarm op.
– Misbrugscentret kontaktede mig: Han har flere gange siddet i sin lænestol og røget, og han er ofte faldet i søvn med en tændt cigaret, der har givet adskillige brandmærker i gulvet, forklarer Karina Søeberg.
Niels Åge har også fået et brandhæmmende forklæde, nyt tøj og et brandhæmmende tæppe. Karina Søeberg banker på lejligheden på 7. sal. Der bliver ikke åbnet, men døren er ikke låst, så hun går ind, mens hun råber, hvem hun er.
Husk katten
I lejligheden sidder Niels Åge foran sit tændte fjernsyn. Altandøren står åben, og på sofabordet ligger en kat og slænger sig.
Niels Åge har været heroinmisbruger i mange år og har begyndende demens.
Inden længe skal han flytte på plejehjem, Karina Søeberg forklarer, at han føler sig ensom og gerne vil hen, hvor der er mennesker.
– Jeg kommer med røgalarmen til dig, må jeg sætte den op, spørger Karina Søeberg.
– Ja, det må du, lyder det stille fra lænestolen.
– Jeg retter lige på dit rygetæppe, det ligger lidt skævt, jeg kan se, det har gjort sin pligt, siger Karina Søeberg.
Niels Åge siger ikke noget. Karina Søeberg afprøver alarmen, og bruger Niels Åges rollator til at stå på, så hun kan sætte den fast i loftet i mellemgangen.
– Hvis den går i gang, så skal du løbe ud. Husk katten, siger Karina Søeberg og spørger, inden hun går, om Niels Åge kommer ud i det gode vejr.
– Ja, jeg sidder på altanen, forsikrer han.
Karina Søeberg siger farvel og tager elevatoren ned igen.
– Selvom det ikke er sygeplejefagligt, så bliver det også sådan noget, jeg laver. Nogle gange er jeg den eneste, der kommer, jeg ved ikke, hvem jeg ellers skulle sætte til det.
Niels Åge er en af de borgere, som Karina Søeberg har rigtig ondt af.
– Mange af de ældre, jeg besøger, har været glade for deres liv og fortryder ikke ret meget. Men sådan en som Niels Åge, han fortryder stort set alt, og synes han har spildt sit liv. Det er hårdt, siger Karina Søeberg, inden hun sætter sig i bilen.
Dagens sidste stop er på Regnbuen, værestedet hvor de aktive narkomaner kommer.
Jens bor i Hyttebyen, og har flere gange fået hjælp fra Karina. Hun besøger ham denne gang for at snakke om dagen i morgen, hvor de sammen skal på sygehuset, hvor Jens skal have lavet en forundersøgelse, inden han skal opereres for brok.
Folkekøkkenet er et af de steder, hvor Karina Søeberg kommer jævnligt. Nogle af brugerne snakker hun med hver gang, andre har ikke lyst til at bruge hende.
Niels Åge har fået et brandhæmmende tæppe, som skal forhindre, at der går ild i noget, når han ryger og taber cigaretten eller falder i søvn med den. Karina kommer i dag for at sætte en røgalarm op.
Det brandhæmmende forklæde har været i brug, og har da også gjort sin pligt. Niels Åge skal inden længe flytte på plejehjem.
Karina Søeberg er 29 år og har tidligere arbejdet i blandt andet ungdomspsykiatrien og i akutmodtagelsen.
Nogle af deltagerne i artiklerne har valgt at være helt eller delvist anonyme. Deres identitet er redaktionen bekendt.
JydskeVestkysten har fulgt Karina på arbejde en dag, og bringer i alt tre artikler om dagen. Dette er andet afsnit.