Det arabiske efterår

Reportage fra Syriens nærområder

Publiceret 12. marts 2017

En massiv flygtningestrøm har de seneste år krydset grænsen fra Syrien til Jordan og Libanon, der til trods for det internationale samfunds hjælp kæmper for at håndtere krisens følger. Alt imens drømmer syriske Mahar Ahmed al-Fayad om en fremtid i Tyskland.

Teltdugen er flænset og lappet på ny. Den hviler på en skelet af træ, og ved siden af står nogle spande fyldt med jord stuvet sammen til en lille køkkenhave. Det er hjem for syriske Mahar Ahmed al-Fayad og hans kone, Samar Rashed El Mohd, samt deres otte børn.

Det er seks år siden, familien flygtede fra Homs i Syrien. Nu befinder den sig i en uformel lejr ved Tripoli i Libanon, hvor den har lejet sig til et stykke jord. Mahar Ahmed al-Fayad kalder situationen for sin sidste mulighed.

- I Syrien havde jeg en plan for min familie, men den drøm er knust. Nu har jeg kun et håb om at være et sted uden konflikt og krig, siger han fattet.

Hans ældste søn skulle også have gået i skole i Syrien, men nu arbejder han. Og for hans ældste datter er målet at blive gift, som flere af døtrene i lejren er blevet det med libanesiske sønner. Nu er Mahar Ahmed al-Fayad ønske for sine yngste børn, at de fortsat kan gå i skole i Libanon.

Meget lidt er blevet som forventet eller ønsket for familien, der som 4,8 millioner andre syrere er flygtet fra deres hjemland de seneste år.

Danmark og 1,5 million flygtninge

Forestil dig, at Danmark skulle modtage lige omkring 1,5 million syriske flygtninge. Forestil dig, hvad det vil kræve ikke kun af mad og husly, men også hvad det vil kræve på sigt af social hjælp til en stor, udsat befolkningsgruppe. Og læg dertil, at man endnu ikke kan se begyndelsen på enden af krigen i Syrien.

Det er den situation, Libanon står i lige nu, hvor lige omkring hver fjerde indbygger i landet er syrisk flygtning. Det presser landet på arbejdspladser, økonomi, ressourcer og fredelig sameksistens. Det samme gælder i Jordan, hvor omkring en femtedel af indbyggerne i dag er syriske flygtninge. De to lande, der grænser op til Syrien, er i forhold til deres størrelse, de lande, der huser flest flygtninge fra Syrien.

Syriske Mahar Ahmed al-Fayad drømmer om at tage sin kone, Samar Rashed El Mohd, og deres otte børn med til Tyskland. Ifølge ham er der ingen fremtid i at vende tilbage til Syrien.


Det spirende håb om demokrati og menneskerettigheder i Syrien er blevet til en langvarig konflikt. Fordrivelseskrisen er nu trådt ind i sit syvende leveår, og det stiller krav til indsatsen i Syriens nærområder, for mens måneder er blevet til år, er basal humanitær nødhjælp med husly, mad og lægehjælp ikke nok til at klare sig gennem krisen. Flygtningebørn skal i skole, forældre skal jobtrænes, udsatte behøver krisehjælp, og samfund med syrere og lokalbefolkning skal kunne leve side om side.

Skoler kører med to hold

Som ny dansk udviklingsminister har Ulla Tørnæs besøgt Libanon og Jordan for at opleve flygtningekrisen i den region, hvor den har ramt hårdest - både en flygtningelejr, men også mange af de danskstøttede indsatser i lokalsamfundene. Hun ville se det med egne øjne:

- Vores nærområdeindsats er vokset betydeligt, og jeg ønskede som noget af det første at komme til regionen for at kunne høre om udfordringerne – også med henblik på at skabe tålelige forhold for flygtningene i regionen, og fordi det giver billede af, hvor vanskeligt det er at absorbere så mange, siger hun.

Og vanskeligt er det. Det bekræfter Jordans minister for planlægning og internationalt samarbejde, Imad N. Fakhoury, i mødet med Ulla Tørnæs:

- Det ville svare til, hvis EU havde absorberet 100 millioner flygtninge, og de er minimum 20 procent rigere end Jordan. Den sammenligning kan bruges til at vise, hvilket pres det lægger på vores befolkning, skoler, hospitaler og meget mere, siger Imad N. Fakhoury.

Håb. Sådan står der skrevet på en af murene på et lokalcenter i Libanon. Heldigvis er håbet stadig i behold hos de fleste, der enten drømmer om at finde nordpå eller hjem til Syrien.

I den danske flygtningedebat bliver der ofte peget på nærområderne som løsning på, hvordan fordrivelseskrisen skal håndteres. Syrene, jordanere og libanesere har sproget og meget kultur tilfælles, og uanset om en koncentration i nærområderne er den bedste løsning på flygtningestrømmen eller ej, er den på ingen måde hverken nem eller ligetil.

Den jordanske minister Imad N. Fakhoury taler på vegne af et land, der i forvejen har modtaget mange palæstinensiske flygtninge, og som er dybt afhængig af det internationale samfunds hjælp. Alle hjul kører på højtryk:

- Vi har formået at absorbere 90 procent af de syriske flygtningene i vores folkeskoler, for vi vil ikke skabe en tabt syriske generation, men det overbefolker skolerne, der nu kører med to hold, så vi kan undervise både syriske drenge og piger. Vi har 1800 tons mere affald, og vi har ikke jord eller ressourcer til at komme af med det. Vi har udfordringer med at komme af med vores spildevand. Og udfordringer med at have nok mad. Vores infrastruktur er presset, og da de fleste af flygtningene er uden for lejrene, er huslejen steget med 200 til 300 procent, fordi der konkurreres om de samme små lejligheder.

Gæstfrihed under pres

I Libanon med udsigt til Tripoli sidder Mahar Ahmed al-Fayad i skrædderstilling. Han er rolig og fattet, men han virker også opgivende.

Udenfor står en flok nysgerrige børn og kigger ind. Det er nok sjældent, der er besøg udefra.

I Syrien arbejdede Mahar Ahmed al-Fayad som håndværker, men her i Tripoli har han ikke noget arbejde. Familien lever af støtte fra FN, som hver måned giver dem 175 amerikanske dollars per husstand og 27 amerikanske dollars per familiemedlem. Det svarer til lidt mere end 3100 danske kroner om måneden til familien, der tæller ti personer, plus et ekstra tillæg i vintermånederne.

Forholdene i flygtningelejren Azraq i Jordan var umiddelbart bedre end i den uformelle lejr Tripoli, Libanon, hvor for eksempel mange børn ikke kommer i skole.


Det vurderes, at siden flygtningestrømmen til Libanon begyndte, er landets arbejdsstyrke vokset med 35 procent. Libanon oplevede en vækst i økonomien på ti procent fra 2007 til 2011, men den udvikling for længst vendt. Befolkningens frygt for arbejdsløshed er stor, og regeringen har indført en række restriktioner for flygtningene, hvis adgang til sociale ydelser og beskæftigelse er blevet begrænset.

Også i Jordan presser det store antal flygtninge lokalbefolkningens gæstfrihed, og adgangen til arbejdsmarkedet er begrænset. Der gives kun arbejdstilladelser til dem i bestemte sektorer, så syrere kan for eksempel ikke arbejde som læger eller lærere, og det er besværligt for dem at blive selvstændige.

Befolkningen står mellem deres gæstfrihed og en svækket økonomi.

- Vores gæld er steget, og det har sat os i en svær skatte-situation, der presser befolkningen og giver dem endnu en byrde, selvom de har haft en stor generositet til at absorbere deres syriske søstre og brødre. Det er en kæmpe udfordring, siger Imad N. Fakhoury, Jordans minister for planlægning og internationalt samarbejde.

En investering i fred

Siden Syrien-konflikten begyndte i 2011 har Danmark bidraget med knap to milliarder til humanitær hjælp, og dertil kommer støtte til udvikling. Det gør Danmark til en af de største bidragsydere i nærområderne. I samme periode har den danske regering indført grænsekontrol, strammet udlændingelovgivningen og valgt at stoppe med at modtage kvoteflygtninge på ubestemt tid.

Nærområderne er blevet prioriteret, men ifølge Imad N. Fakhoury burde de støttes endnu mere:

- Når Jordan gør det rigtige; holder grænserne åbne, fortsætter med at spille en kritisk rolle for alle vores partnere i Europa og resten af verden og arbejder for sikkerhed, fred og stabilitet, mens vi bekæmper ekstremisme og ISIS. Ja, så bør det internationale samfund øge sin støtte og hjælp. Det er ikke kun i Jordans og regionens interesse, men også vigtigt fra et globalt perspektiv, siger han.



Krigen i Syrien har kostet flere end 300.000 syrere livet, og den har sendt hver anden syrer på flugt. 4,8 millioner er flygtet ud af landet, og endnu flere, omkring 6,3 millioner syrere, er internt fordrevne i Syrien.

I december 2016 vedtog krigens parter en våbenhvile, men den er skrøbelig, og der rapporteres jævnligt om brud. Den amerikanske præsident, Donald Trump, har udtrykt ønske om at oprette sikre zoner i Syrien, men forslaget rejser flere spørgsmål end svar, fordi det er uklart, hvor og hvordan sikkerheden skal håndhæves.

Mens politikere, NGO’er og verdenssamfundet kæmper, sidder Mahar Ahmed al-Fayad med sin familie i libanesiske Tripoli og venter – men ikke på fred i Syrien:

- Der er ingen fremtid i Syrien, siger han.

Han tror, konflikterne vil vare i mange år, så nu venter han på en mulighed for at søge mod Tyskland, hvor hans bror allerede befinder sig. Alt imens kan han kun opgivende konstatere, at den splittede familie står i vidt forskellige situationer:

- Se på forskellen mellem min bror, der arbejder som læge i Tyskland, og se så på min søn, der ikke går i skole og hverken kan læse eller skrive, siger Mahar Ahmed al-Fayad.

Det arabiske forår tændte i 2011 et håb om fred, demokrati og menneskerettigheders udbredelse. Mere end seks år er gået siden da, og Syrien-konflikten er langt fra ovre. Forår er blevet til efterår. De fleste har nok bevaret et håb, men for nogle flygtninge som for eksempel Mahar Ahmed al-Fayad befinder det håb sig ikke længere i regionen.