Ulla Tørnæs har som ny udviklingsminister besøgt Syriens nærområder for at opleve landenes udfordringer. Ifølge hende giver hjælpen i nærområderne mere mening end hjælp til flygtninge i Danmark.
Hvorfor er nærområde-indsatsen vigtig?
- Fordi vi kan hjælpe mange flere her end i Europa. Det er forudsætningen for, at jeg overhovedet er her. Og så er der det mere følelsesmæssige; Jeg har ikke mødt en eneste, der har ønsket at komme væk fra regionen. Dem, jeg har spurgt, har fortalt, at de ønsker at vende tilbage til Syrien, og det bekræfter mig i, at det er vigtigt at give dem en så god hjælp som muligt i nærområdet, Også fordi hvis de først kommer væk fra nærområdet, så er vejen tilbage også vanskeligere. Her lever de et liv, der langt hen af vejen minder om det liv, de havde i Syrien. Kulturen er den samme.
Hvad har gjort det største indtryk på dig?
- Det var en familien, som jeg besøgte i den uformelle bosætning i Libanon. Jeg spurgte, hvad deres fremtidsdrømme var. Og manden svarede: ”Vi tænker kun fra dag til dag. Vi har ikke den luksus at drømme om fremtiden, for det handler om morgendagen” Det er da en hård melding. Men også besøget på et kvindecenter i Jordan gjorde stort indtryk. Jeg bliver virkelig indigneret, når jeg hører om de vilkår, kvinder i denne her del af verden, lever under. For eksempel den lovgivning i Jordan, der betyder, at hvis du er blevet voldtaget, så kan voldtægtsmanden undgå straf, hvis han gifter sig med dig. Det giver ikke rigtig nogen mening for mig, og den manglende respekt, der er for fundamentale menneskerettigheder, er meget krænkende.
Jordan har officielle flygtningelejre, mens Libanon har uformelle bosætninger i lokalsamfundet. Hvad mener du om de forskellige måder, som Libanon og Jordan håndterer flygtningestrømmen på?
- Det er to vidt forskellige situationer, og jeg respekterer fuldt ud, at de enkelte lande selv bestemmer, hvordan de vil gøre det. For mig er der ikke nogen tvivl om, at det er positivt, at man er en integreret del af lokalsamfundet. På et lokalcenter, vi besøgte, var fordelingen af libanesere og jordanere 50/50, og interaktion mellem de to grupper var positiv. Der var venskaber på kryds og tværs, og det så vi også i Jordans hovedstad, Ammam, men det er der selvfølgelig ikke mulighed for i en flygtningelejr.
Ulla Tørnæs besøgte også en uformel flygtningelejr i Libanon under sit besøg til Syriens nærområder. Særligt en flygtning gjorde stort indtryk på hende: ”Jeg spurgte, hvad deres fremtidsdrømme var. Og manden svarede: ”Vi tænker kun fra dag til dag. Vi har ikke den luksus at drømme om fremtiden, for det handler om morgendagen.” Det er da en hård melding, fortæller hun.Var flygtningelejren Azraq af den standard, du havde forventet?
- Jeg har aldrig set en så velorganiseret flygtningelejr som den i Azraq. Det efterlod mig med et indtryk af, at man har fuldstændigt tjek på, hvem der opholder sig der, og hvad de foretager sig. Jeg har besøgt lejre rundt omkring i Afrika blandt i Dafur, i Kenya og i Uganda. Jeg har set lejre mange lejre, men aldrig en så velorganiseret og veltilrettelagt. Men det giver jo så nogle andre udfordringer, for der ingen former for integration i et lokalsamfund.
Har du fået øjnene op for noget, der bør gøres anderledes?
- Koblingen mellem den humanitære og den langsigtede indsats er vigtig, fordi de fleste af de flygtninge, der for eksempel er her i Libanon, har været her i fire-fem år, og der er ikke udsigt til at de lige kan komme hjem, og derfor er vi nødt til at sikre uddannelse og beskæftigelsesmuligheder. Jeg synes, at os fra det internationale samfund skal gøre mere for at skabe jobs til flygtninge, og jeg håber, at det er noget, der vil være højt på dagsordenen i Bruxelles til april. Man bør se på, hvordan vi kan investere i arbejdspladser, og hvordan vi kan give bedre muligheder til virksomheder, der ansætter syrere.
I 2016 brugte Danmark 525 millioner kroner på humanitær hjælp i flygtningekrisen. Er den danske udviklingsbistand til nærområderne på et passende niveau?
- Behovet her er jo stort, og det giver rigtig god mening at hjælpe i nærområderne, så jeg forudser ikke, at vi i 2017 kommer til at give mindre. FN’s appeller om den humanitære hjælp kender jeg ikke, og vi skal jo ikke give hjælp, hvis der ikke er brug for den. Der skal jo være nogen, der efterspørger den, og det tror jeg, der vil være i løbet af 2017, og så må vi jo se på det. Men vi er blandt de største bidragsydere - også i EU.
Er fordelingen af hjælpen mellem nærområderne og flygtninge i Danmark som den skal være?
- Jeg synes helt klart, det giver mere mening at hjælpe her. Der er man en del af regionen, og de ønsker jo også at blive i regionen. I hvert fald dem, jeg har talt med. Folk, der har fået asyl i Danmark, skal selvfølgelig også have ordentlige vilkår, men jeg bryder mig ikke om, at man på den måde holder liv i kyniske menneskesmuglere, som tjener styrtende med penge på en trist baggrund og udnytter pressede personer.
