I Danmark bruger Udlændingestyrelsen gennemsnitligt fem måneder på at behandle en asylansøgning. I Uganda tager det maksimalt 72 timer for sydsudanere, som får flygtningestatus øjeblikkeligt, når de krydser grænsen.
Der går en smal jordvej gennem bushen. Noget af vejen er ugandisk, men på et tidspunkt bliver den sydsudansk. Man kan ikke se det, hvis man ikke ved det. At grænsen er her. Nede i den stejle lavning. Normalt løber her en å, men den strejker på grund af tørst. Nu er det flygtninge og ikke vand, der strømmer igennem. De trasker forbi bushens knastørre træer og konstant summende cikader. Med store oppakninger. Ind til sikkerheden. Fra Sydsudan til Uganda.
Næsten 600.000 har allerede taget flugten fra Sydsudan til det fredelige naboland Uganda. Langt de fleste af dem bliver placeret i lejre, der mest af alt minder om store flygtningebyer, tæt på deres hjemland: I det nordlige Uganda.
I løbet af det sidste halve år har strømmen af flygtninge været voldsom. Den toppede senest 1. februar, hvor 6.765 sydsudanere, ifølge FN, på denne ene dag krydsede grænsen og fik asyl. Til sammenligning er det flere flygtninge, end Danmark modtog hele sidste år. Den store tilstrømning har fået den ugandiske regering og FN til at åbne adskillige flygtningelejre - udelukkende til sydsudanere.
De sydsudanske flygtninge tager det med, de kan have på sig. Det forreste par har prioriteret føden, for de bærer levende høns i armene.Konflikten i Sydsudan og dens omkostninger for Uganda får imidlertid ikke sidstnævntes regering til at overveje at sætte en prop i strømmen. Ingen, der kommer fra Sydsudan, får afslag på asyl, og sådan bliver det angiveligt ved med at være.
- Vores grænser forbliver åbne for dem, der kommer. Sydsudanerne er vores brødre, og vi har pligt til at hjælpe dem, erklærer statsministerierets officielle repræsentant i flygtningelejren Adjumani, Titus Jogo.
I bushen ved grænseovergangen ligger sammenrullede madrasser, jordede sportstasker, revnede fodboldstøvler og fyldte plastikposer. Sydsudanerne vil gerne have så mange af deres ejendele med som muligt, så de begiver sig mod Uganda med alt, hvad de kan bære. Så snart de er på den anden side af grænsen, lægger mange deres ting på jorden. Og så vender de tilbage for at hente flere af deres ejendele. Men det er en farefuld mission, som man skal være hurtig om. Regeringssoldaterne kender ruten og har ry for at ligge i baghold lige på den anden side. Derfor har enken Mary Modong taget det med sig, hun kunne have på hovedet – hun har ingen planer om at vende tilbage. Sydsudaneren husker ikke sin egen alder, men hun er sikker på, at hun er i 50’erne.
- Jeg er flygtet med min søn for at komme i sikkerhed. I går morges hørte vi skudsalver tæt på landsbyen, så vi forlod området med det samme. Nu håber jeg bare, at jeg kan få et godt helbred og et frit liv her i Uganda, siger kvinden ved grænseovergangen.
Mary Modong tager sig til maven, da hun forklarer om sine nyresmerter. Inden længe vil hun på et modtagercenter blive registreret som flygtning, og så vil hun som resten af sydsudanerne gennemgå en helbredsundersøgelse. Her vil hun blive behandlet for sine skader. Og her vil sygeplejersker prikke vaccinationer gennem huden på grædende børn. Bagefter bliver flygtningene sat i busser og placeret i lejrene.
I lejrene får hver familie et stykke jord, der svarer til 30x30 meter, hvor de må indrette sig, som de har lyst. Og så er den akutte, livreddende asylfase overstået. På sigt får de enkelte flygtningefamilier yderligere 50x50 meter land, som de kan bruge til at så afgrøder og dermed forsyne sig selv med mad. Sådan burde det i hvert fald være ifølge den officielle politik. Men ude i lejrene er husene placeret tæt på hinanden - meget tættere end loven foreskriver.
Ikke desto mindre bliver Ugandas åbne og hurtigvirkende flygtningepolitik omtalt som åben og unik. Selv mener den ugandiske regering, at systemet ikke ville kunne fungere uden hjælp fra nødhjælpsorganisationer og det internationale samfund.
- Vi kæmper. Det her er en stor udfordring for regeringen. Ingen var forberedt på så stor en flygtningestrøm, og derfor kontaktede vi det internationale samfund. De er nu kommet os til undsætning, vi ville ikke kunne have klaret det uden dem, vurderer statsministeriets repræsentant Titus Jogo.
