Mange af de sydsudanske flygtninge giver udtryk for, at de vil vende tilbage til deres hjemland, så snart der bliver fred. Inden den tid venter formentlig flere års ophold i lejrene, hvor de skal klare sig selv. Side om side med den ugandiske lokalbefolkning, der pludselig er i mindretal.
Det er tydeligt, her kun bor én bestemt slags folk. De er sydsudanere, og de tilhører dinka-stammen. Præsidentens og hærens stamme. Flygtningene er meget sorte. De er også spinkle og meget høje. Spinklere og højere end resten af deres landsmænd. Men de er klædt som de fleste afrikanere. Kvinderne i kjoler - eller lange nederdele og T-shirts - mens mændene ifører sig lange bukser og jordvaskede skjorter. I varmen sniksnakker de foran lerhytterne.
Når sydsudanerne har etableret sig i lejrene, og den akutte, livreddende fase er overstået, så begynder levebrødsprojekterne. Det er projekter, der skal forbedre lejrbeboernes livskvalitet. En form for hjælp til selvhjælp, så flygtningene på sigt kan klare sig selv. Uden nogen form for støtte. I Adjumani-distriktet bor i alt over 160.000 sydsudanere. En af dem hedder Nyumanzi. De flygtede, da krigen i Sydsudan begyndte, så nu har de boet her i tre år. I lejren kan man få et kvalificeret indblik i, hvordan hverdagen formentlig kommer til at se ud for de nyankommne flygtninge om nogle år.
På plastikstole sidder en gruppe mennesker under et bredkronet træ. De voksne snakker, og de mindste af børnene bliver nysgerrige. De danner snart rundkreds om de voksne. Men en kvinde bevæbnet med en knoppet gren lister sig ind på dem og klasker en kjoleklædt pige over fingrene, så det smælder. Kvinden fægter med armene og fejer børnene væk. Pigen ryster sine hænder ude i luften, mens hun løber derfra. De andre børn følger efter.
Stadig efter lejrens tre års fødselsdag modtager flygtningene i Adjumani hjælp. Ikke i økonomisk form, men i form af projekter, der skal gøre sydsudanere kloge. Og selvstændige. Folkekirkens Nødhjælp hjælper eksempelvis nogle af kvinderne med at få maksimalt udbytte fra køkkenhaven. Organisationen hjælper også andre kvinder med at sy, så de på sigt kan tjene på deres evner.
I alt 32 kvinder står for den daglige pleje af køkkenhaven her. De høster blandt andet tomater, jordnødder og spinat.
De kvinder, der deltager i sy-projektet, møder op i det blå hus i Adjumani-lejren alle hverdage for at lære, hvordan man kan blive skrædder.Lige ved siden af flygtningelejren bor nogle ugandere i landsbyen Egge. Her har de boet hele deres liv. Her hvor regnen udebliver, og maden er knap. Sådan var det ifølge landsbyboerne også før, de fik 160.000 nye naboer.
- For tre år siden kom regeringen for at snakke med os. De tog noget af det område, jeg før brugte til at drive landbrug. Vi fik mindre at leve af, fortæller 25-årige Beatress Eimani, der bor i Egge og har to børn.
Forholdet mellem lokalbefolkningen og de nytilkomne fik en hård begyndelse. Men i takt med tiden har Beatress Eimani indset, hvad situationen har medbragt af ændringer til lokalsamfundet.
- Vi har fået flere lægeklinikker, og før havde vi ingen skoler. Inden flygtningene kom havde vi mellem en og to dunke vand (á 20 liter, red.) per familie om dagen, men nu har vi mindst tre, oplyser den 25-årige ugander.
De ekstra liter vand bliver blandt andet brugt på at dyrke et lille landbrug. Nødhjælpsorganisationer har nemlig også undervist de lokale ugandere i at få så meget som muligt ud af høsten. Faktisk er det sådan, at de indfødte ugandere, der bor i flygtningelejrenes områder, får mindst 30 procent af den nødhjælp, der var tiltænkt flygtningene.
- Det har vi brug for. Mine børn får ikke nok mad - kun et måltid om dagen, som det er nu. De græder af sult, og jeg kan ikke gøre andet end at prøve at berolige dem, fortæller Beatress Eimani.
I dag er hun - til trods for familiens situation - glad for sine nye naboer.
- Jeg vil gerne have, de bliver. Vi har bygget nogle gode relationer op, konstaterer uganderen.
Ingen ved, hvor længe de over 1,5 millioner sydsudanere skal opholde sig i Uganda. Men freden i Sydsudan er i hvert fald ikke inden for rækkevidde, hvis man spørger seniorforsker fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Frederik Rosén. I august udtalte han til DR, at de FN-medarbejdere, der håndterer Sydsudan-krisen, arbejder med en tidshorisont på 30-40 år, før der kan blive fred. Den vurdering holder han fast i et halvt år senere. I en mail skriver han:
- I den fuldstændige mangel på regeringskapacitet i landet er stabiliteten på kort sigt helt afhængig af eksterne aktørers evne til at lægge låg på konflikterne. På lang sigt er stabiliteten også afhængig af eksterne aktørers evne og vilje til at arbejde med og opbygge demokratiske regeringsstrukturer – så det er svært at se andet end, at fredsbygningen i Sydsudan bliver en meget langvarig proces.
Forskeren spekulerer også i, hvorvidt det internationale samfund vil blive ved med at tage hånd om Sydsudan.
- Situationen kan være svær at håndtere for internationale donorer, herunder Danmark, der gerne vil have hurtige og målbare resultater. I mangel på muligheden for at vise resultater, kan man frygte, at det internationale samfund opgiver Sydsudan – fordi det simpelthen er politisk svært at finansiere en 30-årig udviklingsplan, skriver han videre.
Det betyder altså, at de over 1,5 millioner sydsudanske flygtninge må vænne sig til et liv uden for deres fædreland – uden sandsynlighed for at kunne vende hjem foreløbigt.