Blodige krigshandlinger plager verdens yngste land, Sydsudan, og det har tvunget over en million af dets indbyggere på flugt. Situationen i det afrikanske land kaldes af FN for en af de mest forfærdelige – og samtidigt mest oversete – kriser i verden.
OBS: Den digitale fortælling beror på oplevelser og oplysninger, journalisten har indhentet efter en af Folkekirkens Nødhjælp arrangeret og sponsoreret pressetur til blandt andet flygtningelejre i det nordlige Uganda.
En dag kom regeringshæren og tvang sig adgang til vores hytter. Soldaterne tog min søn på 21 år, slæbte ham ned til floden og druknede ham. De dræbte alle mændene i min landsby på nær tre. Det er derfor, jeg flygtede. Sammen med de andre kvinder fra min landsby.
På vejen mod Uganda kom vi forbi Baji (sydsudansk landsby, red.), hvor soldaterne tog os til fange. De førte os til en bunke af lig. Her tvang de os til at smide tøjet, mens de tæskede os.
Siden december 2013 har regeringens hær, SPLA (Det Sydsudanske Folks Befrielseshær, red.), og militante oprørsgrupper konkurreret om magten i verdens yngste land, Sydsudan. Det har resulteret i en grusom borgerkrig mellem stammer, der voldtager, torturerer, henretter og rekrutterer børnesoldater i deres jagt på magt.
En kombination af hungersnød og brutale krigsforbrydelser har sendt over 1,5 millioner sydsudanere på flugt. Situationen har været særlig slem siden juni sidste år, hvor konflikterne optrappedes. 35-årige Edina Itaya er et af landets uskyldige ofre.
Der var så mange soldater. De låste os, kvinderne, inde i et rum og vores børn i et andet. Her var vi i fire dage. Mange gange om dagen kom soldaterne ind i rummet, men kun for at udpege de kvinder, de ville voldtage. Det skete i alt 20 gange for mig. På 96 timer. De førte mig ud af rummet og smed mig i bushen. Og så voldtog de mig.
Edina Itaya er 35 år og har tre børn. I september sidste år flygtede de sammen fra Sydsudan til Uganda, hvor de nu bor i flygtningelejren Bidibidi.
Flygtningestrømmen fra Sydsudan toppede senest 1. februar, hvor 6.765 sydsudanere, ifølge FN, på denne ene dag krydsede grænsen og fik asyl.
Det startede ellers så godt. I 2011 stemte knap 99 procent af sydsudanerne for uafhængighed fra Sudan i nord, og så startede løsrivelsen. Dengang var borgernes optimisme på vegne af deres nye land boblende. Den varede dog kort, for helt fra begyndelsen opstod der voldsomme konflikter om olieområder med de tidligere landsmænd i nord. Der opstod også kampe mellem flere af landets forskellige stammefolk. Det hele kulminerede, da Sydsudans præsident, Salva Kirr, i 2013 fyrede sin vicepræsident og hele regeringen – han anklagede sin vicepræsident for ulovligt at ville tage magten. Afskedigelserne banede vejen for kampe mellem regeringens SPLA og bevæbnede oprørsgrupper.
Som tiden er gået er verdenssamfundet blevet bekendt med en lang række uhyrlige eksempler på, hvad der foregår i det afrikanske land. En FN-rapport fra marts sidste år afslører eksempelvis, at regeringshæren bevidst har brugt voldtægt som krigsredskab. Ifølge verdensorganisationens kilder modtager SPLA-soldaterne nemlig penge fra den sydsudanske regering, for hver gang de udøver seksuelle overgreb mod landets landsbykvinder.
- Det her er – med den massive brug af voldtægt som våben til terror - en af de mest forfærdelige menneskerettighedskriser i verden. Og så har den endda været mere eller mindre ude af den internationale radar, siger FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra’ad Al Hussein i rapporten.
Jeg flygtede med mine børn til Uganda. Og jeg blev behandlet for mine skader på hospitalet. Lægerne testede mig for HIV tre gange, men den var negativ hver gang. I dag tænker jeg på alt det, vi efterlod i Sydsudan. Jeg sover slet ikke mere. Jeg tænker bare. For fremtiden håber jeg, at mine børn er raske og kommer til at gå i skole, men jeg ved ikke, hvor længe jeg selv bliver her på jorden. Her er jo ingen retfærdighed. Om man dør i Sydsudan, eller om man dør her kan være det samme. I det mindste kan man ikke høre nogen skudsalver her.