Fra august til december sidste år forvandlede Bidibidi sig fra en lille og almindelig ugandisk landsby til verdens anden største flygtningelejr. Flere end 272.000 sydsudanere bor nu i området – på ubestemt tid.
Her er et mumlende menneskehav. Mange grædende børn. Temperaturen viser 45 grader, og det lugter varmt af affald. En brise blæser gennem gaden og støver den rødlige jord op. To børn med huller i trøjerne cykler hastigt forbi. Den ene sidder bagpå, mens den anden styrer tempoet. I et øjebliks uopmærksomhed skrider cyklens forhjul ned i grøften, og børnene vælter forover. Den yngste dreng får det halve af sin arm i klemme mellem egerne. Da de ligger på jorden, trækker han den til sig med et smil. Og med hurtig hjælp fra de omkringværende så cykler børnene fjantende derfra igen.
Næsten ni ud af ti af de 272.000 sydsudanere, der bor i den nordugandiske flygtningelejr Bidibidi, er børn eller kvinder, oplyser FN. Ifølge kilder i lejren og ved den ugandisk-sydsudanske grænse bliver mange af mændene i hjemlandet, hvor de kæmper. Nogle fædre følger deres familier til sikkerhed i Uganda, inden de drager tilbage for at vende i krig.
For nyligt erklærede FN dele af Sydsudan for under hungersnød, og sulten er for mange sydsudanere også en årsag til at flygte, oplyser organisationen.Før august sidste år kendte ingen Bidibidi. På det tidspunkt var det bare en lille, gennemsnitlig landsby – med lerhytter og stammefolk - 40 kilometer fra den ugandisk- sydsudanske grænse. Men så eskalerede borgerkrigen i Sydsudan i sommer, og den ugandiske regering måtte anlægge en ny flygtningelejr. Valget faldt på området omkring Bidibidi, for her var plads. Halvvejs i december måtte lejren allerede lukke for tilgang, da kapaciteten blev overskredet. På lidt over tre måneder bosatte 272.000 sydsudanske flygtninge sig i lejren, der i dag – målt på indbyggere – er en anelse større end Aarhus. Og altså er verdens anden største flygtningelejr.
Flossede stykker af plastikposer svæver over jorden og ud i bushen. Mange sydsudanere har lavet deres interimistiske huse med de nøgne træer, de har kunnet finde i området. De fleste har svøbt presenning omkring deres småhuse. På mange af dem står ”Danish Refugee Council” (Dansk Flygtningehjælp, red.) eller ”UNHCR” (FN’s Højkommissariat for Flygtninge, red.).
Når de sydsudanske flygtninge ankommer, giver FN’s flygtningekommissariat dem en måtte og et tæppe til natten. De bliver tildelt et stykke jord, og herfra må de selv sørge for at få bygget et hus. Når konstruktionen af tørre træer fra bushen er på plads, kan flygtningene få en presenning til at dække for det allestedsnærværende jordstøv – eller regnen, når den engang kommer.
I området for de handicappede sidder en spinkel mand med store øjne i skyggen. Hans ben er skæve, de overskrider hinanden, mens han sidder der bag husets grå væg af plastik. Her hvor bushen regerede for få måneder siden, går nu en ældre kvinde med en lang stok, der vender bagud i luften. I den anden ende trasker hendes endnu ældre mand, der holder fat i stokken som balancestøtte. Hun fører an, og han følger efter. Det går langsomt, men det går.
I Bidibidi findes der et særskilt område til de særligt sårbare flygtninge. Her bor især handicappede og deres familier.De handicappede og sårbare har brug for særlig lægehjælp. Derfor har FN oprettet lægeklinikker, som også benyttes af lejrens mange andre flygtninge. Det fungerer nøjagtigt som verdensorganisationens egen erklæring om menneskerettighederne. Den kræver nemlig, at alle har ret og adgang til lægehjælp. Ligesom den kræver, at alle børn i verden har ret til undervisning. Det har de også i Bidibidi-lejren, hvor FN og Ugandas regering har åbnet midlertidige skoler.
- Det er både Ugandas regerings og det internationale samfunds ansvar, at de her børn får mulighed for undervisning. Det er vigtigt, fordi vi forventer, at de kommer til at blive her i mange år endnu, siger Bidibidis lejrchef, Robert Baryamwesiga, der også repræsenterer det ugandiske statsministerium.
Lejrchefen understreger dog, at Bidibidi endnu ikke er en optimalt fungerende flygtningelejr.
- Nu har vi givet folk beskyttelse, og nu skal de til at leve. De har brug for permanente løsninger for skoler, lægehjælp og ikke mindst vand – lige nu er alting midlertidigt, konstaterer han.
I Danmark bruger en borger gennemsnitligt mellem 85 og 115 liter vand om dagen. Bidibidi-lejren kan kun stille 14,6 liter om dagen til rådighed per flygtning. Deres mål er 20 liter dagligt.
Flygtningelejrens mange beboere overlever af FN’s Fødevareprogram og projekter, der bliver drevet af 24 nødhjælpsorganisationer. Folkekirkens Nødhjælp hjælper eksempelvis gravide, ammende og ældre kvinder med en særlig form for kontanthjælp, der giver kvinderne cirka 75 kroner om måneden. Halvdelen af pengene skal bruges på nærende kost til dem selv og deres børn.
På sigt er det meningen, at de mange flygtninge skal kunne klare sig selv helt uden hjælp. Hver husstand vil angiveligt få 50x50 meter jord til landbrug, og hvis beboerne er heldige, bliver de udvalgt til et af de fremtidige levebrødsprojekter, der arrangeres af nødhjælpsorganisationerne. De skal eksempelvis lære sydsudanerne, hvordan man får så god en høst, at man kan sælge af den. Eller hvordan man syr, så man kan blive gadens næste skrædder.
Lige nu er Bidibidi en lejr – på sigt skal det blive en flygtningeby.
Her på den tørre jord triller børnene med minibiler lavet af sodavandsflasker, skruelåg af plastik og snor. Et barn har været særlig heldig, for han har fundet en lille abe i bushen, som han og en horde af nysgerrige jævnaldrende nu trækker efter sig i et reb. En støvet radio med udstrakt antenne skratter afrikanske trommelyde, men ingen danser. De sorte kroppe ligger henslængte i skyggen, for sådan fordriver de fleste ventetiden i verdens andens største flygtningelejr.
Jeg sætter stor pris på mit arbejde. Det er en milepæl for mig at få lov til at arbejde med mennesker. Jeg elsker at befinde mig herude i marken. Som flygtning kan de andre tale mere åbnet til mig, for jeg forstår dem. Jeg kender også de flestes sprog, så kommunikationen er let. Jeg taler både flamsk, tysk, maltesisk, arabisk, engelsk og bari, som man taler i Sydsudan. Jeg elsker bare sprog. Jeg føler mig forbundet til andre mennesker, og så bør man også kunne tale med dem.
Jeg lærte de fleste af sprogene, da mange turister rejste gennem vores landsby i Sydsudan. De stoppede altid ved vandfaldet, hvor jeg kunne høre dem tale. Jeg vil kunne tale deres fucking sprog, tænkte jeg. Uanset hvor meget det ville kræve. Så jeg snakkede med så mange af turisterne, som det var muligt. Og så brugte jeg vores tv i hjemmet. Det havde mange kanaler, og på den måde kunne jeg lytte til mange forskellige sprog.
Jeg elsker i øvrigt tv. Jeg kan se fjernsyn i flere timer ad gangen. Især tegnefilm. Det mest fantastiske er dog Mr. Bean. Jeg er helt forelsket i ham. Da jeg var barn, narrede jeg min far til at tro, at jeg sov, mens jeg i virkeligheden sad i stuen og så Mr. Bean sent om aftenen. Nogle gange blev jeg opdaget og så råbte min far, at jeg skulle smutte i seng. Jeg gjorde alt for at se Mr. Bean.
I skoletiden var jeg meget flittig. Jeg havde som den eneste dreadlocks, og inden længe kaldte alle mig rasta-mand (betegnelsen stammer fra den jamaicanske religion rastafari, der blev udviklet i 1930’erne, red.). Først blev jeg ked af det, men så tog jeg det til mig. Jeg skal jo være mig selv, også selvom at politiet ind i mellem tager fat i mig og spørger, hvad jeg er ude på. Derfor har jeg stadig dreadlocks. De andre her i lejren skal nok vænne sig til det.
Når jeg tænker på fremtiden, så skal jeg nok forblive glad, uanset hvad det ender med. Måske slutter krigen i morgen, og så kan vi alle vende tilbage. Det tror jeg nu ikke, men jeg ved, at det her lejrliv ikke er noget for mig. Jeg vil nå så meget, og det kan jeg ikke i en flygtningelejr. Jeg taber livsglæde, ideer og lyst her.
Jeg flygtede i september fra Lainya i det centrale Sydsudan. Der var vold og krig over alt. Jeg tilsluttede mig SPLA, da jeg var 11 år og forlod den først, da jeg flygtede. Der var jeg chefsergent. Min far var også med i hæren – det var han i 30 år, inden han flygtede med mig.
Jeg husker ikke hvor mange, og jeg husker heller ikke deres ansigter, men jeg har dræbt mennesker. Uskyldige mennesker. Helt frivilligt. Det fortryder jeg meget. Jeg husker særligt kampene i Baraka (en sydsudansk by i delstaten Central Equatoria, red.). Min bror var pastor i byen, men han blev dræbt alligevel. Der var så mange, der blev dræbt.
Om natten drømmer jeg, at jeg bliver jagtet og slået ihjel. Jeg hører skud, når der ikke er nogen. Det er simpelthen ikke det værd at bekrige hinanden. Krig har ingen gode sider. Jeg burde have gået i skole, i stedet for at kunne se tilbage på en barndom, hvor jeg har skudt mod andre børn for at dræbe dem. Jeg glemmer det aldrig. Jeg fik aldrig nogen fysiske skader, men jeg lever med de psykiske. Traumerne. Og så er de fleste af mine slægtninge døde.
I dag frygter jeg for mit liv. Der er en risiko for, at jeg bliver genkendt her i lejren, og så bliver det farligt. Nogle af SPLA-soldaterne forklæder sig som flygtninge og kommer ind i lejren for at hente os ud. Det sker.
For fremtiden håber jeg, at jeg får børn, og at de får mulighed for at gå i skole. For sydsudanerne håber jeg, at der snart bliver fred, så vi kan vende tilbage og deltage i opbygningen af vores land.