Grænsekontrol: Et stort flertal af syd- og sønderjyder kalder det en god idé, at der er indført grænsekontrol. Faktisk er det blot 12 procent af befolkningen i Syd- og Sønderjylland, der nu gerne så kontrollen afskaffet, og over en tredjedel så gerne, at grænsekontrollen blev strammet med en permanent 24 timers bevogtning ved alle grænseovergangene.
Da regeringen med stor støtte fra Dansk Folkeparti indførte grænsekontrollen den 4. januar i år, skete det under stor kritik fra mange sider.
Nu viser en stor meningsmåling foretaget af JydskeVestkysten knap et halvt år senere, at kontrollen ved grænsen faktisk er blevet en bragende succes hos den syd- og sønderjyske befolkning.
Et stort flertal - 68 procent - af de adspurgte syd- og sønderjyder kalder grænsekontrollen for en god idé. Allerstørst er begejstringen hos vælgere fra Dansk Folkeparti, hvor hele 96 procent jubler over den indførte grænsekontrol.

Faktisk er det blot 12 procent af de adspurgte, som ønsker grænsekontrollen afskaffet. 43 procent ser gerne den nuværende stikprøvekontrol videreført, mens over en tredjedel - 36 procent - gerne så den gamle permanente 24 timers kontrol med bevogtning ved alle grænseovergangene indført.
– Det fortæller jo, hvad vælgerne ønsker, og vi vil gerne have en permanent kontrol. Men der er tankevækkende for de andre partier, at tilslutningen er så høj, og jeg håber, de andre partier vil lytte til deres vælgere og gøre kontrollen langt stærkere, siger Dansk Folkepartis sønderjyske retsordfører, Peter Kofod Poulsen.
Valgforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er mere overrasket over, at ikke flere end 12 procent vil have grænsekontrollen afskaffet:
- Det er ganske overraskende, at kun 12 procent vil have den afskaffet. Der er trods alt flere partier, som vil af med den. Og så er det værd at bemærke, at efter det vi ved indtil nu, så har kontrollen haft meget beggrænset effekt. Det fald, som vi har set i antallet af asylansøgere, har formentlig meget lidt at gøre med grænsekontrollen, siger Roger Buch.
Alder og køn har ingen betydning
Mens der er store partipolitiske forskelle i de adspurgte syd- og sønderjyders holdninger til grænsekontrollen, viser tallene også, at alder eller køn ikke har nogen større betydning for deres holdning til kontrollen ved grænsen.
Hos både kvinder og mænd er der 68 procent, der mener, at det er en god idé, at der er indført grænsekontrol, og der er hos kvinder og mænd tilsvarende blot 12 og 13 procent, der mener, at grænsekontrollen burde afskaffes.