Publiceret 7. juli 2017

Øen Jordsand forsvandt officielt i 1999, men det er mågerne ligeglade med - de yngler stadig i sandet på resterne af det, der i nyere tid var en 18 hektar stor ø mellem Rømø og Sild.

Gennem Lister Dyb løber tidevandet ind mellem Rømøs sydspids og Silds nordspids. Som en kæmpes langsomme åndedrag strømmer mere end 530.000.000 kubikmeter vand ind og ud, ind og ud - cirka seks timer går der mellem hvert "åndedrag". Et stykke inde bag de to vadehavsøer løber vandet hen over en vade, Jordsand Flak, og - indtil orkanen i 1999 gjorde en ende på den - også en lille, flad ø, Jordsand.

Jordsand lyder ikke af meget, men takket være de voldsomme kræfter i Vadehavet og naturens ubarmhjertige dynamik rummer fortællingen om Jordsand både næsten poetisk smuk natur, voldsomme dramaer med menneskets evige kamp mod naturens kræfter og et stykke vadehavshistorie, som stadig kan bevidnes af mange mennesker.

Et sidste desperat forsøg på at redde Jordsand blev iværksat i 1976, da frivillige med 6000 pæle, 1700 meter faskinehøfder og et kæmpe arbejde med at spule to meter lange pæle ned i sandet og lægge fyrgrene-faskinerne i store gårde i to måneder forsøgte at redde øen. Forgæves. I dag vidner resterne af faskinehøfderne om, at naturens kræfter har spillet bold med Jordsand, så den smule tørt land, der i dag findes, ligger langt fra de faskiner, der for 40 år siden skulle forhindre øen i at forsvinde.

Der er dem, der vil mene, at man allerede for mange år siden opgav Jordsand: Da man byggede diger på Rømø og Sild, men ikke på Jordsand. Øens skæbne blev beseglet, da den fik status af hallig - en uindiget marskø - da disse næsten altid før eller siden bliver offer for naturens kræfter.

En ø på 18 hektar

Det formodes, at Jordsand i tidernes morgen var landfast med Jylland, så kun højvande skabte en øen. Det er der siden blevet lavet grundigt om på. I sine "velmagtsdage" - i hvert fald dem, der er beskrevet i nogenlunde pålidelige tidlige kort - var øen en rigtig ø på godt 18 hektar. Der har boet mennesker på Jordsand - mennesker med køer og får - og selv om det altid kun er gået en vej med øen, har den været udgangspunkt for stor menneskelig aktivitet og i visse sammenhænge været målet for store planer.

Navnet Jordsand skulle ifølge litteraturen stamme fra "Hjortsand Hus", som optræder som kongegods i kong Valdemar II's jordebog fra 1231, og har forbindelse til det faktum, at der har været hjortevildt at gå på jagt efter i området. Siden 1939 har Jordsand, Jordsand Flak og det omgivende vadehav haft status af vildtreservat, men allerede i 1907 blev fuglelivet på Jordsand fredet.

Og i 1999 var det altså slut - sådan helt officielt. Helt væk er Jordsand dog ikke, for i perioder dukker de sandede rester af øen op fra Vadehavets bølger. Så bygger mågerne reder på stedet og krydser vinger for, at sandbanken ikke bliver overskyllet ved højvande.

Klokkerne fra Rungholt

Der knytter sig adskillige dramatiske historier til Jordsand, hvoraf nogle er sørgeligt veldokumenterede, mens andre ligger så langt tilbage i tiden, at det kniber med de håndgribelige beviser for deres rigtighed.

At der er druknet mennesker i forbindelse med turen fra fastlandet ud til Jordsand er hævet over enhver tvivl. Det kraftige tidevand og pludselig tåge, storm og regn er en farlig kombination, der sagens kan kræve menneskeliv. Især tæt tåge kan gøre turen til og fra Jordsand til en prøvelse. Således mistede fire mennesker livet i begyndelsen af 1900-tallet, da de var i færd med at drive et hold kreaturer hjem fra Jordsand, da de blev overrasket af uvejr og et pludseligt højvande. Kun en - Hans på 22 år - blev fundet og begravet på fastlandet.

Går man længere tilbage i tiden, dukker fortællingen om en sunken by - Rungholt - frem i annalerne. Det skulle have været en by i området med et par tusind indbygger, der i en særlig slem stormflod blev totalt udslettet. Brønde, rustne sværd og potteskår samt ikke mindst skeletdele, der dukker op af Vadehavets sandede bund, skulle være beviset på, at der engang lå en større by i området, og at den led en krank skæbne. Sagnet vil vide, at man, når vinden er i en bestemt retning, kan høre kirkeklokken i Rungholt kime som advarsel til borgerne om den forestående stormflod.

I det hele taget har lejlighedvise storme med stormflod hærget hele vestkysten, og langt ned i Tyskland. I 1362 skulle en særlig slem stormflod have hærget hele den danske og tyske vestkyst med tusinder af mennesker og husdyr på tabslisten. Men død og ødelæggelse kan ikke altid tilskrives naturen. Et større søslag i 1644 endte med, at flere hundred faldne svenske soldater angiveligt blev begravet på Jordsand.

I 1689 skulle en større hærstyrke udskibes fra Jordsand, og lokale bønder blev hyret til at fragte soldater og materiel ud til øen. Her skulle de være blevet overrasket af storm og tåge , så de blev fanget på øen i tre dage. Da der samtidig frøs, skal flere være omkommet på øen, hvor man ikke havde nogen form for beskyttelse mod stormens rasen.