Fest i grænselandet

Grænselandsekspeditionen 2016: Når danskerne fester, skal der drikkes og synges, mens tyskerne danser til den lyse morgen. Grænselandet har sine helt egne festregler, som folkene bag to af områdets førende beværtninger her sætter ord.

Ikke alt, der i løssluppen stemning fortælles i en krostue, er nødvendigvis den skinbarlige sandhed. Således har det også været i de mere end 250 år, som Alter Grenzkrug Rosenkranz har eksisteret. Ved bordene i den lavloftede krostue er der blevet underholdt med historier, der er blevet bedre med alderen og som til sidst er endt som rene legender.

Men en historie skulle være ganske sand: Fortællingen om kromutter Nikoline B. Brodersen, der med en lang brødspade langede punchkopper over grænsen for på den måde at forkorte gæsternes ventetid ved grænsekontrollen.

At historien er god nok, står Silvia Brodersen inde for. Hendes bedstemor var kvinden med spaden og punchkopperne, og Silvia Brodersen er som en rigtig grænselandspige, eller pigen på grænsen, opvokset med denne og andre muntre fortællinger.

Silvia Brodersen driver i dag i tredje familiegeneration den historiske beværtning. Hun har rundet de 50 år, og alle år er tilbragt i grænselandet.

I barndommen og mange år frem stod grænsebommen lige foran huset. Ingenmandslandet mellem den danske og den tysk bom var hendes legeplads, og det forekommer hende fortsat helt naturligt, at de danske toldere lærte hende at cykle, mens deres tyske kolleger hjalp til med andre børnelege.

– De var så venlige at låne mig deres knæ til at holde elastikken, så jeg kunne hoppe ind og ud, husker hun.

Silvia Brodersen er tredje familiegeneration på Alter Grenzkrug Rosenkranz. Beværtningen, der bogstaveligt talt ligger på grænsen mellem Danmark og Tyskland, har en historie, der går helt tilbage til 1742, og stedet er i dag ikke mindst kendt og berømt for sine kalkunlår.

Mere mad

Som barn til kromutter og krofatter har hun oplevet muntre og feststemte årtier i selskabslokalerne og stambordene, hen til forandringen med større med fokus på spisekortet.

– Der bliver ikke drukket så meget mere, noterer Silvia Brodersen, der overtog kroen sammen med sin mand, Oliver Brodersen, i 1992.

Tidligere, mens hendes bedsteforældre stod for bedriften og stod bag baren i 44 år, kiggede gæsterne forbi for at spille kort og for at drikke rum, grog og tepunch.

– De kom for at snakke, drikke og sladre, som Silvia Brodersen udtrykker sig.

Senere, mens hendes forældre, der havde kroen i 23 år, kom de første danske udflugtsbusser med gæster, der ville spise, drikke og more sig.

– En flaske bacardi og lidt cola kom på bordet, og så begyndte festen, husker hun.

Det var også hendes forældre, der i 1972 indførte den ret, der endnu er stedets ubestridte varemærke: kalkunlår med pommes frites og kartoffelsalat.

– Retten er nok blevet solgt langt over en million gange, vurderer Silvia Brodersen, der samtidig kan se tilbage på, at værtshuslivet har forandret sig markant gennem de seneste årtier.

Også festkulturen i grænselandet er blevet en anden.

Den tyske højborg

Det kan Laila og Andreas Andresen fra Saksborg Kro lige over for den hvidkalkede landsbykirke i Burkal nikke genkendende til. I lighed med Silvia og Oliver Brodersen driver de kroen i tredje generation. Gamle fotografier og malerier på væggen i den store sal fortæller om mere end 100 år med udskænkning, begravelseskaffe, lørdagsbal samt suppe, steg og is-fester.

Laila og Andreas Andresen overtog kroen fra hans forældre i 1981, og inden for kort tid videregiver de stafetten og ledelsen til datteren Christina og svigersønnen Carl Christian.

Forskellen og forandringerne i de 35 år, hvor Laila Andresen har stået i køkkenet og Andreas Andresen har været altmuligmanden er både til at se og smage på.

– I begyndelsen af 80'erne var vi jo tyskernes, det tyske mindretals højborg. Det var bestemt ikke alle danskere, der satte deres ben her, husker Andreas Andresen.

Det dansk-tyske modsætningsforhold stod hustruen i begyndelsen uforstående overfor. Som uldjyde fra Ikast kendte Laila Andresen ikke meget til grænselandet og dets folk, da hun som ung kom som livredder til friluftsbadet i Bylderup. Som kæreste med Andreas Andresen spillede hun håndbold i den tyske klub og fodbold i den danske. Det gik slet ikke. I dag er der et bredt samarbejde mellem de tidligere ærkerivaler.

15.000 gæster

Det gælder også i forhold til fester. Tidligere nationale forbehold mod enten den ene eller anden lokale beværtning hører fortiden til. Og dog.

– For dem, der er rigtig danske og som fortsat ikke ønsker at komme her, er der stadig forsamlingshuset – Slogs Hereds Hus – i Bylderup, påpeger Andreas Andresen.

På årsbasis sætter mellem 12.000 og 15.000 gæster sig til bords i Saksborg Kros to festsale, hvoraf den største med buet træloft minder om et træfad set indefra. Men akustikken er fin, og den er der behov for. For når der er fest på Saksborg Kro skal der danses. Især den ældre generation er med på løjerne.

– Der blive danset mere til et guldbryllup end til en ungdomsfest. Sønderjyderne er rigtig gode til at invitere og til at feste. Det er der tradition for, påpeger Andreas Andresen og fortæller livligt om bryllupsfester i slet ikke så fjern fortid, hvor folk, der ikke var inviteret til middagen, men havde givet en sum penge eller en gave af en hvis værdi, sad hjemme og ventede på en opringning. Når gaverne var pakket ud, ringede toastmasteren efter de glade givere.

Mens der på flere områder stadig holdes på gamle former og skikke, herunder invitationer til både efter-bryllupper og efter-konfirmationer, er der sket meget på det kulinariske område. Laila Andresen har de seneste 35 år stået for kroens mad og menuer, der laves helt fra bunden.

Tidligere var klassikeren suppe til forret, kam- eller oksesteg med kartofler som hovedret og is til dessert. I dag bydes både på græsk buffet, mexikansk mad og spanske tapas. Men hvis gæsterne ønsker aspargessuppe eller stegt flæsk, så er kroen skam også leveringsdygtig.

Efter 35 år i køkkenet og bag disken er Laila og Andreas Andresen klar til at aflevere Saksborg Kro til næste generation. Datteren Christina og hendes mand tager over.

Festligt folkefærd

Uldjyden Laila Andresen er måske den, der er bedst til at pege på grænselandets særkende og sjæl.

– Jeg kunne ikke flytte tilbage til Ikast. Folk her ved grænsen er anderledes åbne, de er bedre til at feste, og de er mere gæstfrie, siger hun.

Hun nævner også forskelle. Faktisk er danskerne mere snerpede og blufærdige. At gå på en nudiststrand eller sidde en i fælles sauna, det har tyskerne meget lettere ved.

Men så kan tyskerne være mere kompliceret på andre områder. At dele en regning lige over er ikke deres spidskompetence. Alle betaler hver for sig, lyder det fra Andreas Andresen. Og som Saksborg-dreng har den 68-årige det som mange andre i lokalområdet.

– Når jeg spiller fodbold med de andre søndag aften, er jeg meget tysk. Ellers ikke, siger han.

Drikkepenge

Forskellen på dansk og tysk bliver i Rosenkranz tydelig, når det drejer sig om drikkepenge – dem giver danskerne nemlig ikke – og når der skal siges for farvel.

– Med de danske gæster snakker man, takker hinanden gensidig og tager afsked ad flere omgange. Tyskerne går hurtigt forbi baren, og hvis jeg så venligt råber "mange tak" eller "Tschüss" fremkalder det nogen forundring, fortæller Silvia Brodersen.

Andre forskelligheder mellem danske og tyske festligheder handler om punktlighed.

– Et tysk selskab begynder som regel præcis klokken 18, og klokken 18.45 serveres desserten. Når danskerne fester kan man som kok og personale være glade, hvis gæsterne er klar til at gå til bords klokken 18.30, og så går der mindst tre timer, inden de er klar til desserten. For der bliver både sunget og danset mellem retterne. Til gengæld fester og danser tyskerne til den lyse morgen, mens danskernes fester slutter klokken to.

Den låste grænse

I dag er det ud over tyske turister især danskere, der taget et smut over grænsen for at spise. "Et smut" er i forhold til den gamle tyske grænsekro det helt rigtige udtryk. I 1920 blev en dansk og en tysk grænsebom sat op næsten klos op ad huset. Bommen gik op klokken otte og ned igen klokken 22. Nåede man ikke over inden lukketid, ventede en lang omvej forude. Frem til 2001 var det kun overgangene i Sæd, Pebersmark og ved Flensborg der var døgnåbne. Rudbøl/Rosenkranz var lukket, slukket og låst.

– Vores gæster skulle altså over på den anden side inden klokken 22. Der var ingen pardon. Og dog, husker Silvia Brodersen.

Når der var grænseoverskridende brandværnsfest blev grænsen efter forudgående ansøgning åbnet mellem klokken to og fire om natten. Og de to lokale brandværn var udstyret med nøglen til bommen, så de i en kritisk situation kunne komme hinanden til undsætning. Det skete flere gange.

I andre situationer var grænsemyndighederne mere strikse.

– Min søster boede i Rudbøl lige over på den anden side. Mine børn sov en gang imellem hos deres moster. En aften ringede min datter klokken 22.15: "Mor, jeg har ondt i maven". Jeg sagde: "Kunne du ikke have fået det lidt før?" Der var ikke noget at gøre. Vi måtte køre omvejen på to gange 37 kilometer over Sæd til Rudbøl og tilbage igen for at hente hende. Var vi bare gået over og var blevet opdaget, havde det koste 50 D-mark eller 500 kroner i bøde.

Verdenen, ikke mindst i Rosenkranz og Rudbøl, forandrede sig med Danmarks tiltræden til Schengen-området i 1996.

Fem år efter, i marts 2001, førte det nemlig til at grænsebommene gik op og gjorde hverdagen langs grænsen så meget lettere.

– Endelig kunne man gå over, hvornår det passe en. I dag synes det næsten komisk, at der en gang har været "åbningstider" ved grænsen. Men faktisk er det slet ikke så længe siden, påpeger kromutteren.