Grænsen som nabo: Erika og Hans Hansen bor på Grænsevejen mellem Lydersholm og Rens. De har haft grænsen som nabo gennem hele livet. Mens han er en mester i grænselandets helt egen idrætsgren, er Erika Hansen med i kredsen af aktive borgere, der udbreder kendskabet til en glemt og ufortalt, men væsentlig del af grænselandets historie.

Hvis der er nogen, der burde vide noget om grænselandet, må det da være beboerne langs den knap 20 kilometer lange Grænsevejen på den danske side mellem Lydersholm og Sofiedal. På marken ved husmandsstedet nummer 125 står en enlig ringridergalge. Det er et sikkert tegn på, at beboerne ikke er tilflyttere. For det er kun i grænselandet, at man bliver opfostret med denne specielle form for ridesport.

Hans Hansen har været ringrider i 61 år, og han kan stadig begå sig med lansen. Fornylig deltog han i ringridningen i Bylderup, hvor han var den ældste deltager.

Hvorfor det forholder sig sådan, kan den 75-årige Hans Hansen ikke forklare. Men ellers ved han alt om ringridning. Galgen ude på marken er hans, og to-tre gange om ugen sidder han i sadlen og træner træfsikkerheden med lansen. Hans beskedenhed tillader ikke, at han gør et stort nummer ud af sine bedrifter. Men Hans Hansen var og er en mester på en hesteryg.

– Jeg har altid godt kunne lide at arbejde med heste og lære dem noget nyt, både dengang vi havde dem som arbejdsheste, og nu, hvor det er blevet en hobby, fortæller han.

Rasant

På marken går en af hans tre nuværende heste, Rasant, en seksårig vallak. Sin alder til trods sætter Hans Hansen fortsat en ære i at tilride alle sine heste selv. Rasant er stadig meget ung, men allerede en meget tilforladelig hest.

– Den har et godt gemyt, som Hans Hansen siger.

Han har været ringrider i 61 år, og dermed siden han var fyldt 14 år.

– Man skulle først være færdig i skolen, inden man måtte være med, fortæller han, mens hustruen, Erika Hansen, skænker kaffe og serverer hjemmebagte boller i køkkenet.

Kong Hans

Ringriderforeningen i Jyndevad, hvor Hans Hansen begyndte som ung, blev grundlagt i 1911, og Hans Hansen viser stolt sin 50 års jubilæumsmedalje frem. Sådan én er der ikke mange, der har. Det gælder også kongemedaljerne årgang 1957, 1958 og 1959 fra ringriderforeningen i Rens. Foreningen lukkede nemlig i 1959, og den dengang 18-årige Hans Hanen blev altså foreningens sidste konge i sadlen.

Den nu 75-årige Hans Hansen kan stadig begå sig med lansen. Forleden blev det under ringridningen i Bylderup, hvor han var ældste deltager, til 16 ud af 24 ringe. Ikke helt tilfredsstillende, når man spørger Hans Hansen selv.

Husmandsstedet Grænsevejen 125 har – meget apropos – netop grænsen som nærmeste nabo mod syd. Erika og Hans Hansen flyttede hertil på aftægt, efter at sønnen Willi havde overtaget Dortheagaard mindre end en kilometer væk. Det var på Dortheagaard, at Erika og Hans Hansen boede og arbejdede efter deres giftermål i 1966.

– Vi begyndte med seks køer og en grå Massey Fergusson. De første år kørte vi selv mælken til mejeriet, husker Hans Hansen.

Da parret flyttede i aftægtsboligen i 1992, overdrog de en gård med en besætning på 120 malkekøer i økologisk drift til sønnen.

Ringenes herre: Det var først som 14-årig, da han var færdig i skolen, at den helt unge Hans Hansen måtte være med i de lokale ringriderstævner. Som nu 75 år sidder han fortsat i sadlen og er skarp med lansen.

Med pas på arbejde

Dortheagaard havde tilbage i 60'erne og 70'erne, i modsætning til andre gårde på egnen, ingen jorde syd for grænsen. Men Hans Hansen kan fortælle muntre grænselandshistorier om, hvordan han som ung karl på gården under toldernes strenge åsyn måtte indfange undslupne kvier, der var løbet over grænsen. Eller at han først skulle have et pas, inden han som ung medhjælper kunne slå hø syd for grænsen. Eller når han på vintermorgener kunne se fodspor i sneen på de små broer over grænsekanalen, selv om grænsen netop var lukket natten over.

Netop grænsen og grænselandets historie er et emne, der optager Erika Hansen. Hun er ligeledes født i lokalområdet, og når de 11 børnebørn og oldebarnet ellers levner tid til det, er hun med i den aktive kreds af Rens-borgere, der står bag driften af Museum mellem Slesvigs Grænser. Det er indrettet i byens gamle købmandsbutik.

– Her kender alle jo alle. Det er dejligt. Da de manglede nogen til at hjælpe blandt andet i museets café, meldte jeg mig.

Stem dig hjem

På Museum mellem Slesvigs Grænser møder vi Ruth Christiansen og på væggen sloganet "Gott wolle uns behüten, dass wir nicht werden Jüten" "Gud må bevare os, så vi ikke ender som jyder", red.).

Plakaten går tilbage til tiden omkring afstemningen og Genforeningen i 1920, og den fortæller ikke så lidt om de nationale modsætninger, der prægede tiden. Det antidanske budskab hænger lige overfor opråbet "Stem dig hjem".

Som både frivillig museumsmedhjælper og formand for Rens & Omegns lokalhistoriske Forening fortæller Ruth Christiansen med smittende entusiasme at "grænselandets historie virkelig ikke er let at forstå".

– Det er meget mere end en dansk-tysk historie, forklarer den 61-årige kvinde, mens hun viser rundt.

Umiddelbart forinden har hun lagt 12 friskbagte brød-lagkager – brødtorter – i museets store fryser. Bageren i Bylderup havde dem på tilbud, og museet venter over 80 gæster til rundvisning og kaffebord i den kommende weekend. Forplejningen er i hus.

Det er ikke let at komme til orde eller indskyde et spørgsmål under rundvisningen. Grænselandets historie er også hendes egen, og Ruth Christiansen fortæller både interessant og fængende. Hendes rødder går tilbage til de såkaldte kolonister, der tilbage i 1700-tallet blev lokket hertil af den danske regering. Omkring 4000 fulgte opråbet og udsigten til eget hus og land.

Kolonisterne

Baggrunden for den danske hvervekampagne var mangel på mennesker, der ville og kunne tage fat. Trediveårskrigen, Den Store Nordiske Krig samt sygdom og naturkatastrofer havde tyndet ud i befolkningen. Skattegrundlaget i Danmark var halveret, og mange bønder solgte deres gårde for en slik og forlod området.

I 1758-59 stillede kong Frederik V sig i spidsen for en kampagne for nye bosættere til de tomme gårde og hedeområderne i Danmark og hertugdømmet Slesvig. Kolonisterne, deriblandt Ruth Christiansens forfædre, kom til de daværende amtskredse Tønder, Flensborg og Gottorp, og de nye borgere hjalp til med at genskabe livet i områderne. De nytilkomne befolkede i alt 575 gårde i 47 kolonier.

– Kolonisterne blev dengang mødt med megen skepsis. Det er ikke anderledes end i dag, hvor det kan være svært at acceptere fremmede mennesker og skikke, forklarer Ruth Christiansen med henvisning til den aktuelle flygtninge- og indvandrersituation.

Nogle af de nye bosættere blev dog ikke længe. De var skuffet over de forhold, de mødte. Forholdene levede slet ikke op til, hvad der var blevet stillet i udsigt, og de rykkede i 1765 videre til Volga-områder i Rusland. Men Ruth Christiansens familie blev – og faldt til.

Misforståelser

Det lille museum i Rens har sat sig for, at belyse grænselandets mangfoldige historie på en nuanceret og indbydende måde. I området, der beskæftiger sig med 1864 og danskernes nederlag på Dybbøl og Als, støder Ruth Christiansen ofte på misforståelser.

– Mange siger: Det var dengang, vi blev tysk. Jeg svarer så: Var vi da danske på det tidspunkt?

Og så leverer hun selv et mere nuanceret svar om de nationalliberale kræfter, der i midten af 1800-tallet gjorde forsøg på at indføre en fri forvaltning for en dansk-slesvigsk stat ned til Ejderen. Det endte i krig, og Danmark vandt det afgørende slag ved Idsted og overtog magten i Slesvig. Det efterfølgende danske nederlag i 1864 resulterede i, at hertugdømmet Slesvig blev indlemmet i det tyske statsforbund under prøjsisk ledelse.

– Her i grænselandet kunne man ikke bare tale om tyskere og danskere. Tingene var helt anderledes flettet ind i hinanden, forklarer Ruth Christiansen.

Rundvisningen slutter hos en samling af tyske og danske uniformer samt danske udrustninger fra besættelsestiden. Store dele af materialet har senest været udlånt til den anmelderroste danske film "9. april".

Stigende interesse

Formidlingen af grænselandets historie er en hjertesag for Ruth Christiansen og museets øvrige frivillige hjælpere. 1600 besøgende har lagt vejen forbi i årets første seks måneder. Det er mere end dobbelt så mange, som i hele 2015.

– Vi oplever en stærk stigende interesse for grænselandet og dens fortid, siger Ruth Christiansen og har også en forklaring.

– EU er for stor til, at folk kan samles om den. Tingene forandrer sig, og mange spørger til egne rødder og deres egen historie.

Tyske rødder

Tilbage på Grænsevejen 125 funderer Erika og Hans Hansen over deres fortid og nutid, og hvad der gør livet ved grænsen til noget helt specielt.

– Det er sammenholdet. Her kommer vi hinanden ved på kryds og tværs. Det er ligegyldigt, om man er dansk eller tysksindet. Halvdelen af vores vennekreds er tysk. Mine bedsteforældre var fra Medelby, fortæller Erika Hansen.

Også ægtefællens familie har blot to generationer tilbage tyske rødder, men helt tilbage i 1700-tallet kan familiens bånd spores til det midtjyske område. Det er muligvis årsagen til, at han i Rens, hvor de elsker øgenavne, er kendt som Hans Jyllænder. Erika Hansen har, så vidt hun ved, intet øgenavn.

Trods sine efterhånden 75 år er Hans Hansen fortsat en travlt beskæftiget mand der passer hus og have. Da han for mere end 50 år siden startede som selvstændig i landbruget var det med seks køer og en grå Massey Fergusson.

Tyske soldater

Som født i 1941 har Hans Hansen ingen erindring om selve besættelsen fra 1940 til 1945, men en af de første barndomserindringer er den gruppe tyske soldater, der efter Danmarks befrielse kom gående over marken med kurs mod syd.

– Jeg husker, at mine forældre gav dem noget at spise, inden de gik videre, fortæller Hans Hansen.

Han udstråler tilfredshed og glæde. Det gamle mundheld "Øst, vest, hjemme bedst" gælder om noget for ham. At bosætte sig andre steder ligger ham helt fjernt. Bortset fra værnepligten på 16 måneder, der blev aftjent i Søgaard, Tønder og Haderslev, har han alle sine år boet lige ned til grænsen. Og i sine foreløbig 75 leveår er det for Hans Hansen og hustruen kun blevet til to ferier. Den ene gik til Østrig, den anden var en tur til Bornholm, som han fik af børnene i 70 års fødselsdagsgave.

– Jeg skal ingen andre steder, vi har det jo godt her, lyder det fra den ældre herre, men han kigger ud af køkkenvinduet til forhaven, hvor klatreroserne vajer i sommerbrisen og markerne står i fugtig genskær.

Når regnen holder op, venter Rasant på hans besøg.