JV logo

GRÆNSELANDET

- historier og historien (del 3)
Tekst: Sara Wasmund & Uwe Iwersen | Fotos: Timo Battefeld | Web: Michael H. Hansen

Troen i grænselandet

Grænselandsekspeditionen 2016: Både den danske præst i Tyskland og den tyske præst i Danmark virker under den danske folkekirke. Men i praksis er der både forskelle og store friheder på begge sider af grænsen.

Formiddagssolen sender lune stråler ned på gravstederne. Kun lærkens sang ovre fra marken bryder tavsheden på Ubjergs lille kirkegård. Her fortæller de omkring 300 sten tavst et stykke grænselandshistorie. To sprog forener her fortiden og nutiden i den dansk-tyske grænseregion. På familie Petersens gravsted ligger ikke kun far og søn side om side. Her kan også læses historien om en grænse, som først med våben og magt og siden med stemmesedler er blevet flyttet flere gange.

Karl Bernhard Petersen, født 1939 og død 2012, mindes på tysk med ordene "Geliebt und vermisst". Sønnen Jørk Petersen, født 1971 og død 2008, hviler i samme jord med ordene "Elsket og savnet" på sin sten.

Gravsten for far og søn Far og søn ligger side om side på gravstedet på kirkegården i Ubjerg. Læg mærke til, at faderen mindes med en tysk inskription, mens sønnen er "Elsket og savnet".

Også mange af de andre gravsten vidner om egnens tosprogethed: "Hier ruht Heinrich Friis, gestorben in Seth 1947" står der en sten. Lige ved siden af ligger Christian S. Hansen. Han er "død 1931 i Sæd".

Selv om Ubjerg Kirke og kirkegård siden Genforeningen i 1920 har ligget på den danske side af grænsen, er der stadig tyske inskriptioner på totredjedele af gravstenene.

Sjæle-striptease

Pastor Achim Strehlke har i sine efterhånden ni år som tysk præst stået for flere begravelser på stedet. Han tager sig af de omkring 1500 borgere, der udgør den danske Folkekirkes tyske del i Tønder og Sæd/Ubjerg. I Ubjerg danner den lille landsbykirke hver anden søndag om måneden rammen om en tysk gudstjeneste. Kirken med de smukke loftsmalerier har plads til 120. Ved de tyske gudstjenester er en halv snes sæder optaget.

Achim Strehlke er af den danske folkekirke ansat til at tage sig af de tysksprogede del af menigheden. Med årene har han også taget den danske tradition om at bede for dronningen og kongehuset til sig.

– Mellem 15 og 20 møder op til specielle lejligheder, siger Achim Strehlke.

Er den kristne tro truet her på grænsen mellem Danmark og Tyskland?

– Selv om 80 procent af befolkningen har en tilknytning til kirken, er mennesker ekstrem sekulære. Blandt de ældre er der stadig mange, der tror og læser i Biblen. Hos unge mennesker er det helt anderledes. Blandt mine konfirmander havde kun to ud af ni prøvet et bede, inden de begyndte med undervisningen. At bede, det er noget, der foregår i kirken sammen med en præst. At bede alene er der næsten ingen, der gør, og slet ikke i det offentlige rum. Selv nogle af mine danske kolleger tøver, siger Achim Strehlke og tilføjer:

– I Danmark taler man generelt ikke åbent om noget så personligt som troen. Når jeg i mine prædiker fortæller om mit liv med troen, er det næsten som sjæle-striptease for tilhørerne.

Den danske præst

Mindre end tre kilometer i luftlinje fra landsbykirken i Ubjerg sidder den danske sognepræst i Aventoft, Jens Bach Nielsen, og funderer over både mindretalskirkernes, troens og sin egen fremtid. Efter otte år som præst under Dansk Kirke i Sydslesvig, DKS, går han officielt på pension ved udgangen af juli.

– Måske er det godt, at jeg stopper nu, siger han med henvisning til den organisatoriske og økonomiske opstramning for mindretallets kirker.

Troen, tror Jens Bach Nielsen, vil ikke forsvinde ud af grænselandet – men den bliver mindre.

– Om mine medlemmer beder eller læser i Biblen? Det spørger jeg helt bevist ikke om. For de fleste foregår det religiøse liv i kirken. En god måde at give udtryk for sin tro på er ved at synge salmerne, siger Jens Bach Nielsen.

Han adskiller sig på flere måder fra sine kolleger i den danske folkekirke.

Dansk flag på væggen

En flakker

Her ligger det gennemsnitlige antal embeder pr. præst på 1,3. Langt, langt de fleste af hans kolleger har altså kun en stilling, maksimalt to i deres aktive præsteliv. Når Jens Bach Nielsen går på pension begiver han sig ud på en fire måneders bodsgang på omkring 2000 kilometer til fods fra Aventoft til pilgrimsstedet Camino de Compostella, og på den lange tur kan han se tilbage på fem stillinger i sit 37-årige virke.

– Så jeg er lidt af en flakker, siger han med henvisning til embeder ved blandt andet sømandskirkerne i London og Toronto og senest ansættelsen som sognepræst i Holstebro. Da stillingen i Aventoft blev opslået, tænkte han sig ikke længe om.

– Det føltes helt rigtig at slutte her, siger han og henviser til sin voksende interesse for Tysklands historie og det genforenede Tyskland, herunder ikke mindst landets evne og vilje til at gøre op med fortiden.

Det er blandt andet sket gennem Willy Brandts historiske knæfald i Polen og adskillige tv-dokumentarer ledet af Guido Knop, som Jens Bach Nielsen holder meget af. Men lige omkring sig selv oplever han ikke samme åbenhed.

– Selvransagelsen her i grænselandet har ikke været særlig grundig. Det undrer mig, at der ikke bliver talt mere om det, også i Sydslesvig, siger han.

Ud over Aventoft er Jens Bach Nielsen også dansk præst for menighederne i Nykirke, Humptrup og Bredsted. Da han tiltrådte i maj 2008 lå det gennemsnitlige antal af kirkegængere i hans pastorater på det der svarer til et fodboldhold plus udskiftningsspillere – altså omkring 15-20 personer.

– I dag er vi nede på størrelse af et håndboldhold uden forstærkning, siger han.

Præst foran kirke En modernisering, som den snart forhenværende Aventoft-præst Jens Bach Nielsen har gennemført i sine otte år syd for grænsen, er afskaffelsen af gudstjenester henholdsvis anden juledag, anden påskedag og anden pinsedag. Disse gudstjeneste er et levn fra fortiden, siger han.

Tysk præst i dansk kirke

Inden Achim Strehlke kom til den tyske menighed på den danske side af grænsen, virkede han en årrække som fængselspræst og som leder af projektet "Overvind vold" (Gewalt überwinden, red.). Da han fik kendskab til den ledige stilling i Tønder og Ubjerg, var han straks interesseret. Med en kusine i Flensborg samt nevøer i København og Odense var der allerede familiære forbindelse til Danmark.

– Tilmed havde min onkel på et tidligere tidspunkt været tysk præst i Aabenraa. Så jeg vidste, at det kan være rigtig godt at være præst i grænselandet.

Achim Strehlke flyttede med familien til Tønder, overtog den ledige stilling og blev præst i den danske folkekirke. Han opdagede forskelle.

– På et tidspunkt blev jeg efter en gudstjeneste spurgt: "Sig mig, beder du slet ikke for dronningen?" Siden dengang gør jeg det – for det meste.

Men der er også andre rituelle forskelle. Ved en dansk barnedåb tildeles gudmoderen en central rolle. Der er også forskelle ved naveren, og præsten kan under salmer med mange strofer vælger enkelte fra. Det ville være utænkeligt i en tysk kirke.

– Der bliver alle 12 strofer sunget igennem, lyder det samstemmende fra Achim Strehlke og Jens Bach Nissen.

Blandt de friheder, den tyske mindretalspræst benytter sig af, og som hans danske kolleger er afskåret fra, er at variere og fravælge Folkekirkens foreskrevne tekst til søndagens prædiken.

100 års-dagen

Et af de tiltag, som Achim Strehlke håber at lykkes med, er en fælles dansk-tysk mindehøjtidelighed omkring våbenstilstandsdagen 11. november 1918, 100-året for afslutningen af Første Verdenskrig. Netop den 11. i 11. fylder stadig meget nord for grænsen, hvor der mange steder på denne dag på slaget klokken 11 nedlægges kranse ved de rejste mindesten for de faldne på sognenes kirkegårde.

Omkring 30.000 sønderjyder og nordslesvigere blev indskrevet til tysk krigstjeneste. Omkring 5300 vendte aldrig hjem.

Mange af de unge, døde nordslesvigere var dansksindede, og de årlige mindehøjtideligheder forestås da også af typisk af lokale afdelinger for Forsvarsbrødrene eller menighedsrådene.

Præst på kirkegården

I Tønder nedlægger Forsvarsbrødrene en krans under mindetavlerne med navnene af de døde i Kristkirkens våbenhus, og højtideligheden afsluttes med mindeandagt og salmen "Altid frejdig når du går".

Mens de gamle, tyske tavler med de dødes navne taler om helte og heltedød for fædrelandet, fremstår de dansksindede døde som ofre for en krig, der ikke var deres. Achim Strehlke har de seneste år deltaget i den danske ceremoni i våbenhuset i Tønder. Han håber, at det i 2018 vil lykkes at finde sammen om en fælles dansk-tysk højtidelig.

– For ude på slagmarkerne var der ingen helte, alle var ofre, siger han.

Achim Strehlke tror ikke kun på en god fremtid for det dansk-tyske venskab, men også på en fremtid for troen i grænselandet.

– Det sekulære menneske mangler noget. Et liv uden tro holder ikke. Som kirke er vi udfordret til at tilbyde gudstjenester, som tiltrækker og begejstrer. Spørgsmålet er bare, hvornår er det det rigtige tidspunkt at sige fra over for de gamle ritualer. Når et menneske i dag kommer til gudstjeneste for første gang, er det som en tidsrejse 200 år tilbage i tiden. Det er fremmedgørelse. Men hvordan kan vi ændre tingene? Det skal vi finde du af, ellers sidder ingen her i kirken om ti år.

På vej

I sit pastorat i Aventoft er Jens Bach Nielsen ved at gøre klar til sin lange vandretur. Han glæder sig.

Med daglige etaper på 20 kilometer kan han på fire måneder nå frem til sit mål i slutningen af november. Blandt de ting, han med glæde vil tænke tilbage på fra sin tid i de danske kirker i Sydslesvig, er den tosprogede og dermed dansk-tyske gudstjeneste. Det gælder både tosprogede salmer, tosproget trosbekendelse og tosproget fadervor. Det har givet god respons.

– Et tosproget Fadervor føles ikke for langt, hvis du giver dig god tid. Og med de tosprogede salmer er det min erfaring, at folk tænker mere over ordene, fordi de kontrollerer om oversættelsen er korrekt, siger Jens Bach Nielsen.

En anden modernisering, som den snart forhenværende Aventoft-præst har gennemført i sine otte år syd for grænsen, er afskaffelsen af gudstjenester henholdsvis anden juledag, anden påskedag og anden pinsedag.

Disse gudstjeneste er foreskrevet af Folkekirken, men de er ifølge Jens Bach Nielsen et levn fra fortiden, hvor herskabet gik i kirke på første helligdag, mens tjenestefolket – tyendet – havde adgang til kirken på andendagen.

– Den klasseopdeling er forældet og giver ingen mening i vore dage, påpeger Jens Bach Nielsen, der tog de tre gudstjenester ud af kalenderen, uden at hverken en provst eller biskop kom efter ham.

Kirken, troen og det kirkelige liv både nord og syd for grænsen er udfordret.

– Den åndelige dimension bliver mindre, men jeg håber ikke, at den forsvinder helt. Mange søger troen andre steder. Især sundhedsbevægelsen og naturen spiller ind, siger Jens Bach Nielsen.

– Nedgangen kan kun bekæmpes ved at højne kvaliteten. Vedkommenhed og velkommenhed er nøgleordene. Men vi er bundet af for mange ritualer, lyder det fra den erfarne teolog.

DKS

Dansk Kirke i Sydslesvig forener de 30 danske menigheder i Sydslesvig (omkring 70 prædikesteder fordelt på 22 pastorater).

  • DKS har cirka 6300 stemmeberettigede medlemmer.
  • Der er hvert år knap 40.000 kirkegængere til cirka 1400 gudstjenester.
  • Det biskoppelige tilsyn har biskoppen over Haderslev Stift.
  • DSK's slogan lyder: Vi gør Folkekirken lidt større.

Kilde: www.dks-folkekirken.dk

NG

Det tyske mindretals menighed, Nordschleswigsche Gemeinde, NG, tager sig af mindretallets medlemmer i landdistrikterne.

NG blev grundlagt som frikirke i 1923. Menigheden har i dag fem pastorater, henholdsvis Højer/Løgumkloster, Burkal, Tinglev, Gråsten og Sønder Vilstrup.

Den Danske Folkekirke har siden 1920 haft ansat en tysk præst i hver af de fire sønderjyske købstader til at tage sig af den tysksindede del af menigheden. Disse betaler dansk kirkeskat, mens medlemmerne af NG betaler deres kirkeskat til frikirken. Beløbet svarer til den danske kirkeskat i kommunen.

De i alt ni tyske præster (fem fra NG og fire fra Folkekirken) i Sønderjylland regnes tilsammen at tage sig af cirka 15.000 medlemmer.

Glimt fra grænselandet

Grænselandet skal optages som verdens kulturarv under Unesco. Helst i 2020, der er 100 året for Genforeningen.

Forslaget blev forleden fremsat af kulturminister Bertel Haarder (V), og det gav genlyd. Men hvad er det specielle ved grænselandet med Danmark og Tyskland side om side?

I en uge har to journalister og en fotograf jagtet grænselandets væsen, ånd og særkende.

Journalist Sara Wasmund fra det tyske mindretals avis Der Nordschleswiger, og journalisten Uwe Iwersen fra JydskeVestkysten dannede makkerpar med blok og blyant, mens JydskeVestkysten-fotograf Timo Battefeld har indfanget grænselandets mennesker, natur og sjæl med sit kamera. Trioen er kommet langt omkring, og mange mennesker, de mødte på vejen, har med deres personlige oplevelser og historier bidraget til at tegne et billede af et område, der på sin helt egen måde er enestående.

Journalisterne talte med øjenvidner til besættelsestiden, diskuterede spørgsmål om tro med den danske præst i Tyskland og den tyske præst i Danmark og spurgte sig kloge på mad- og festtraditioner på lokale beværtninger. En 75-årig landmand fra Rens kommer lige så vel til orde som den danske forpagter af den tyske campingplads i Medelby.

Historien om grænsen

Ud over historier om mennesker i grænselandet er det ikke mindst grænselandets historie om en grænse, der er blevet flyttet flere gange, der fortsat præger området. Hertugdømmerne, slaget ved Dybbøl i 1864, afstemningen og Genforeningen i 1920 samt besættelsen og befrielsen i 1945 ligger mange år tilbage, men sætter stadig sit præg på området og befolkningen.

Grænselandsekspeditionen 2016:

Det dansk-tyske grænseland er bragt i spil som kulturarv under Unesco. I dag og de kommende søndage ser vi nærmere på, hvad det er, der gør grænselandet unikt og enestående.

Fællesprojekt

Serien "Grænselandsekspeditionen 2016" er et fællesprojekt og finansieres med midler fra BHJ Fondens initiativpris, som grænselandsmedierne Flensborg Avis, Der Nordschleswiger, Schleswig Holsteinischer Zeitungsverlag (SHZ) og JydskeVestkysten modtog sidste år.